Lys i mørket – og trafikkaos i Stejlgabet
Flere hundrede kørte (forgæves) efter lyset
Aldrig før har den smalle vej Stejlgabet i Dokkedal været så tæt befærdet som natten mellem den 27. og 28. februar 2023. Enkelte lokale fodgængere måtte løbe spidsrod mellem bilerne i mørket, men alt gik godt. Naboer anslår at der kom flere hundrede biler frem og tilbage helt frem til ved 4-tiden om morgenen.
Den nærmest historiske begivenhed var udløst af et helt usædvanligt flot nordlys – også kaldet Aurora. Det var set mange steder i landet, og der var masser af flotte billeder i tv.
Fra p-pladsen og molen ved Dokkedal er der frit udsyn mod nord, og her nåede enkelte at skimte et svagt lys med det blotte øje, men de fleste kørte lettere skuffede hjem efter få minutter.
Aurora var der altså godt nok, og fænomenet vendte tilbage natten mellem 15. og 16. marts, sådan som det fremgår af disse billeder, som er taget af den lokale fotograf Asbjørn Berg Jensen, der måtte kæmpe med dug og rim på linsen. Med et godt kamera og lang lukketid, var der ingen tvivl. Og flot var det.