Efter isen
Mulbjerge og dannelsen af Lille Vildmose
Mulbjerge og Lille Vildmoses geologiske historie hænger sammen, og på toppen af Mulbjerge er det fra udsigtspunkterne let at forestille sig den udvikling, der er sket med landskabet gennem mange tusinde år. Mulbjerge ligger som forpost ud mod Kattegat og danner østgrænsen for Lille Vildmose. De markante
bakker ligger som en ø i det flade landskab. Det gjorde de også for ca. 6.000 år siden i stenalderen, hvor Lille Vildmose var dækket af hav, og Mulbjerge lå i en afstand af 5 km fra det øvrige Himmerland.
Bølgerne i stenalderen har påvirket den gamle moræneø´s østside. Den står nu som en klintekyst med det smalle kystforland ud mod Kattegat. Det nedbrudte materiale er af strømmen blevet ført op og ned langs kysten. Mod nord blev det aflejret i et system af krumodder og strandvolde, som stadig kan ses
i Høstemark Skov og på Mou Hede. Mod syd blev dannet en enkelt langstrakt sandryg.
Da det nordlige Danmark begyndte at hæve sig, blev Mulbjerge landfast med det øvrige Himmerland. I det lave, sumpede område mellem Mulbjerge og Smidie dannedes efterhånden mosen. Ud for kysten dannes nu revler, og de lavvandede områder er i dag meget værdifulde for fuglelivet.
Dokkedal og Lille Vildmose hæver sig fortsat med ca. 1,5 millimeter pr. år. På 100 år bliver det til 15-16 centimeter.
Gengivet med tak til Aalborg kommune.
Vandstanden følger med
De fleste huse langs Kystvejen i Dokkedal ligger i dag omkring seks meter over havet. Så kunne man formode, at det var blevet til syv meter om 700 år, men det kan man ikke regne med. Der er mange scenarier om vandstanden i lyset af klimaforandringerne, højere temperaturer og afsmeltning af is på polerne. Men ser man tilbage på tiden fra år 1900 er havet steget med ca. to millimeter om året – svarende til 20 centimeter på 100 år.
Det betyder med andre ord, at landhævning og vandstand har nogenlunde fulgtes ad. Kun fremtiden kan vise, om det også fortsætter sådan.
Fra lagune til højmose
Da landskabet hævede sig, sandede og slammede sundet til, hvorefter der efterhånden opstod en brakvandslagune, som var dækket af rørskove og rørsump. Omkring år 300 blev dette næringsfattige område efterhånden afløst af fattigkær og hængesæk af sphagnum-mosser, som bredte sig ud over området, og lavmose blev dermed dannet.
Omkring år 800 var mosserne blevet så tykke, at vegetationen på overfladen mistede kontakten til grundvandet. Højmosen var dermed dannet. Grunden til at kontakten til grundvandet afbrydes i højmose, er at spagnumtørv er vandstandsende pga. mossernes opbygning. Der er således ingen
vandbevægelser nedefra grundvandet og op gennem tørvemassen og omvendt for nedbør. Planterne i en højmose må derfor alene kunne klare sig med vand fra nedbør. Højmoser kan pga. denne vandstoppende egenskab i fugtige perioder være omdannet til ufremkommelig sump, hvorimod at højmoser i tørkeperioder kan blive så tørre, at de udgør en brandfare.
Afvanding og tørv
I dag er der kun få aktive højmoser eller højmoserester i Danmark, da mange højmoser er nedbrudt i tidens løb på grund af afvanding,opdyrkning og tørvegravning. Indtil år 1760, før man begyndte at udnytte Lille Vildmose, var omfanget af aktiv højmose mindst 5500 ha, hvilket i dag er reduceret til ca. 2500 ha aktiv og intakt højmose.
Højmoser dannes naturligt af tørvemosser i næringsfattige og fugtige områder, hvor klimaet er tilpas køligt og der er tilstrækkelig meget nedbør. Når tørvemosserne etablerer sig, skaber de et mere og mere
surt miljø i området. Kun få plantearter er i stand til at leve i så surt og næringsfattigt miljø som en højmose består af, hvilket også betyder at andre plantearter har meget svært ved at fortrænge
højmoseplantearterne i en upåvirket højmose. Højmoser er derfor naturligt en af de mest stabile naturtyper der findes.
Som tiden går vokser højmosen, da de døde plantedele hober sig op. Dette skyldes at plantedele i højmosens sure miljø ikke kan nedbrydes på normal vis. Derfor må det øverste lag af levende planter hele tiden bevæge sig længere og længere opad. Efter mange århundreders udvikling har højmosen i Lille Vildmose således dannet tørvelag på op til 4,5-6,0m tykkelse.
Mosen vokser i højden
Da en aktiv højmose hele tiden vokser, vil den efter hundreder års udvikling blive flere meter højere end det omkringliggende landskab. Typisk vil en højmose være betydeligt højere på midten, hvor den
startede sin vækst, i forhold til ude i kanterne. I udkanten af højmosen vil vegetationen desuden have kontakt til det mere næringsrige grundvand, og vil derfor være sammensat af et mere varieret antal
plantearter end der findes midt i højmosen.
Områdets geologi i dag
Nutidens jordbund og geologi er trods afvanding og tørvegravning ikke ændret afgørende i hundreder af år. Mulbjerge ligger stadig som en ø af smeltevandssand / silt – altså meget fint sand. Der er dog mindre forekomster af moræneler – afløst af flyvesand og grus. Det fremgår af GEUS‘ kortlægning af hele Danmarks øvre geologiske lag.
Største delen af Lille Vildmose består – under selve spagnum- og tørvelagene – af såkaldt ferskvandsdannelser, altså fra dengang området var en indsø med ferskt vand.
I en bræmme rundt om Mulbjerge består jordbunden af marint sand, altså sand af samme type som findes i dag på strandengen og i selve havet.
Søbunden under Tofte Sø, Birkesø og den tidligere Møllesø består ligeledes af marint sand. Da området efter 2. verdenskrig blev indtaget af statshusmandsbrug, fik hvert brug som standard fem tønder land med søbund og 15 tønder land med mose.
