Teknik og trafik
Nå, så Dokkedal er den rene idyl med flotte bakker med udsigt, havet og Lille Vildmose. Men er det i virkeligheden ikke et hul i jorden – det yderste udkantsdanmark – i en moderne hverdag, hvor teknikken er langt vigtigere. Hvad med telefon og internet? Og hvad med renovation, vand og trafik? Altså infrastrukturen, hvad med den?
For bare 10-15 år siden ville svaret på flere punkter være et nølende: Øh, nu skal du høre. Men nu er der ingen øh. Dokkedal er helt i front med teknik, men der er en lille skønhedsplet når det gælder trafikken.
Dokkedal har det hele - også hurtigt internet
Internet og TV
For en halv snes år siden var Dokkedal et udkantsområde, hvor man kunne spotte mange små antenner på tagene, der skulle opfange internettet fra en sender på den anden side af vildmosen. Men det haltede gevaldigt.
Det var dengang de store teleselskaber gik i gang med at lægge lyslederkabler ud til de mindre samfund, og her så en kreds af lokale Dokkedal-borgere muligheden for at skubbe på udrulning af et kabel til byen.
Det daværende Himmerland Elforsynings begyndte den store udrulning af fiber i hele Kystbyområdet i 2012 – Mou, Egense, Kærsholm, Dokkedal og Skellet.
Dokkedal lå endnu engang yderst, men udbyderen så positivt på at få Dokkedal med, men stillede krav om mindst 100 tilslutninger. Selv om det holdt hårdt, lykkedes det til sidst, og de første beboere fik lysledere ind i huset i 2012-13.
Derfor er det tyndet kraftigt ud i antennerne på tagene – både til internet og tv. Langt de fleste husstande har nemlig lysleder, med både internet og tv. Her er waoo den klart største udbyder med tv-pakker med priser mellem 119 kr. og 679 kr. pr måned.
Hvis man alene ønsker internet, kan det gøres for mellem 319 kr. og 489 kr. pr. måned. Selv om der ikke længere er nogen juridisk binding i forhold til leverandør, føler nogle stadig en moralsk binding til udbyderen.
Nogle har også abonnement til mobiltelefon – til priser mellem 79 kr. og 199 kr. (efteråret 2021). Priserne er de samme som alle andre steder i landet.
Telefon
Indtil 20?? var Dokkedal i lighed med internettet et udkantsområde, når samtalen faldt på mobiltelefoni.
I efteråret 2010 bad Egense Borgerforening, KystbySamrådet og foreningen af Landsbyer i Aalborg Kommune (LAK) de nordjyske folketingsmedlemmer om at tage affære, skrev Nordjyske.
Alt dette fik en brat afslutningen med opstilling af en TDC-mobilmast i udkanten af byen – ved byens stadion, hvor antennerne netop rager op over trætoppene.
I begyndelsen af 2015 blev nettet opgraderet fra 3G til 4G, og samtidig fik Telia og Telenor (TT-netværket) installeret 4G antenner. Udbyderne på dette netværk havde indtil da benyttet en mast i Mou, hvor der også står en mast, der er nærmeste kontakt for kunder i 3-netværket. I vinteren ’20-21 kom 5G i drift på TDC-nettet, som altså i dag leverer markedets hurtigste hastigheder i Dokkedal.
Se mere om de enkelte udbydere på telemasten i Dokkedal her.
Da de hurtige og stabile mobilsignaler kan levere både internet/data og telefon er de en reel konkurrent til lysleder-kablerne. Det er faktisk muligt af få 5G abonnement med rigelig taletid og data til de fleste med et normalt forbrug af telefon og internet for ca. 100 kr. – alt i alt.
Hvis man vil udnytte 5G kræves en 5G mobiltelefon eller 5G router, og priserne på dette udstyr er ret pebrede. Til almindeligt brug dækker 4G de flestes behov.
Mens alle taler om streaming – og månedlige opkrævninger, er det fortsat muligt at se tv som i ‘gamle dage’, altså uden betalings-tv, som via en almindelig antenne stadig kan modtage alle DR-kanaler. Helt uden de jævnlige opkrævninger af licens og uden at være sortseer – efter at licensen nu indgår i skatten.
Alt i alt med en besparelse på måske 4.-5.000 kr. om året, afhængigt af lysleder-abonnement.
Renovation
Dokkedal ligger i Aalborg kommune, og derfor er renovation den samme, uanset hvilken landsby man taler om i kommunen. Det vil sige afhentning af husaffald hver 14. dag og afhentning af papir, plast og haveaffald med jævne mellemrum.
Slår det ikke til er det ikke unormalt, at beboerne kører en tur med traileren til genbrugsstationen i Storvorde.
Dokkedals gader bliver også fejet både forår og efterår.
Øster Hurup – en by i Rusland?
Så var der lige den ‘skønhedsplet, nævnt tidligere. Det handler om den offentlige transport. Her er det måske allermest tydeligt, at Dokkedal ligger langt ude i udkanten af kommunen – og man må altså passere en kommunegrænse, hvis man skal lidt sydpå til Øster Hurup.
De lokale borgere har selvsagt indrettet sig på, at det ikke er så let med offentlig trafik, hvad enten man skal sydpå eller vestpå til Kongerslev, der trods alt ligger i samme kommune. Der går ingen busser – som i INGEN busser.
Hvis man vil den korte strækning på ca. 10 kilometer mellem Dokkedal og Øster Hurup, går der enkelte busser i løbet af dagen. Men de går nordpå og vestpå, derefter sydpå til Hadsund og endelig til Øster Hurup. Undervejs passerer man 75+ stoppesteder, man har kørt 100+ kilometer og der er gået over fire timer.
Se mulighederne her i Rejseplanen.
Det er der selvsagt ikke mange, der satser på. De fleste arrangerer sig på anden vis – og det ville i øvrigt også være langt hurtigere at cykle. Og her har vi så den anden ‘skønhedsplet’, Fra Dokkedal og nordpå til Egense er anlagt cykelstier på begge sider af vejen, men sydpå til Øster Hurup er der ingen. Faktisk kan det ikke anbefales at cykle strækningen, da vejen er ret smal og ganske trafikeret med en del lastbiler – og i sommerperioden masser af turister med campingvogne og autocampere.
Busforbindelsen i Dokkedal anvendes især på ruten til Aalborg, som kan gøres på ca. halvanden time.