Da bilerne kom

Siden opdateres…

I Dokkedal er der en tid før og efter 1934. Før dette år levede landsbyen med 35-40 gårde og en del huse et liv i det, som senere blev døbt Udkantsdanmark. Faktisk i dobbelt forstand, fordi byen lå klemt inde mellem havet/bakkerne og mosen, der på dette tidspunkt udgjorde en reel barriere for samkvem med byerne på den anden side – og dermed den stærke økonomiske og teknologiske opblomstring efter 1. verdenskrig. Selv om fiskeriet i perioden var ganske godt, var det primært et supplement til landbruget. Det så ærligt talt lidt sort ud, efter at planerne om etablering af en fiskerihavn løb ud i sandet, da havn blev anlagt i Øster Hurup i 1936 – og i Hals, med statsstøtte.

Men næsten samtidig i 1934 blev den nye vej over mosen til Kongerslev åbnet, og den fik langt større betydning for Dokkedal samtidig med, at staten støttede etablering af en række husmandsbrug i mosen.

Alle veje fører til Dokkedal - næsten

Et godt stykke op i 1900-tallet var det en udfordring at komme til og fra Dokkedal. Vejen mod nord og syd var knap nok en grusvej, da hele området som bekendt består af fint sand, som i perioder gav anledning til reel sandflugt – blandt andet fordi hele områdets træer var fældet og brugt til brænde – tidligere ikke mindst til indvinding af salt til sildefiskeriet.

På dette gamle kort fra begyndelsen af 1900-tallet ses den eneste vej, der indtil 1934 førte fra østkysten over mosen til 'fastlandet' på den anden side. Vejen gik til Vildmosegård, herefter videre via de afvandede Birkesø og Toftesø. Her delte vejen sig, så man kom til Kælingbjerg, hvis man drejede til højre, og til Kongstedlund, hvis man fortsatte ligeud. (Kilde: Dingeo. Klik på billedet, og vælg 1928-1940)

Der var faktisk en vej vestpå gennem mosen, nemlig fra ejendommen kendt som Bommen, lige syd for Birkesøvej, som i dag kendes som vejen fra Kystvej til Lille Vildmose Centret. Der var dog to problemer: Vejen gik over sumpede områder og vanskeligt passabel – især i mørke. Dertil var det en forløber for nutidens betalingsveje. Vejen tilhørte Lindenborg, og der var en bom over vejen, så der skulle betales bompenge inden man kom igennem.

Det var heller ikke nogen fornøjelsestur at handle ind i Aalborg dengang da heste var helt nødvendige. Det fortalte landpost A. P. Knudsen, der virkede i Dokkedal i mange år, kort før sin død i 1961. Historien blev optaget på bånd af lærer Kristiansen, Dokkedal, der herefter skrev en artikel i ‘En lille hilsen fra Mou Sogn.’

Det var en besværlig historie at komme på indkøb i Aalborg dengang, rejsen tog gerne to dage. Den første dag kørte man hjemmefra klokken tre om natten, og hen på formiddagen nåede man til Storvorde, hvor hestene fik en mulepose og mændene en kaffepunch på kroen. Så gik turen videre mod Aalborg, hvortil man nåede hen på eftermiddagen. Hestene blev staldet op i staldene på de store købmandsgårde, og mændene fik ild på piben og en dram eller to indenfor vesten, og så kunne man gå over til at forhandle om de varer, man skulle have med hjem. De store købmandsgårde havde liggepladser til udenbys kunder, og efter en nats søvn blev varerne stuvet i vognen, og man begyndte at trisse hjemad, og henimod aften var man hjemme. Det blev regnet for noget af en udlandsrejse, og et gammelt sagn fortæller da også, at folkene på denne egn var hedninger længe efter, at alle andre var blevet kristne.

Landpost A.P. Knudsen

Det er måske svært at forestille sig, hvor vanskeligt det var at komme frem på vejene i og ved Dokkedal. Her et billede fra hovedgaden før Kystvej blev bygget. Bemærk de dybe spor i sandet. Vejen gik via den nuværende Guldhøjsvej, som stadig den dag i dag er en grusvej. Her ses 'indkørslen' fra Mulbjergvej til Guldhøjsvej - set mod syd. Huset til venstre med udhuset foran (tyskerlade) er Guldhøjsvej nr. 1, som blev kaldt Roxy og i nyere tid blev kendt som smugkro. Huset er opført 1837, men er nu fjernet. Huset til højre blev opført i 1727, men er nu erstattet af et nyt hus med adressen Guldhøjsvej 4.

Der findes mange fotos fra perioden og senere på det fremragende lokalhistoriske opslagsværk på nettet – arkiv.dk., hvor flere at billederne her er hentet fra.

Det var i virkeligheden den storstilede, statslige plan om afvanding og opdyrkning af mosen, der satte skub i udbygningen af vejnettet – her af særlig betydning vejen fra Dokkedal til Kongerslev.

Da man ikke kan bygge vej på mosebund, skulle store mængder torvemateriale fjernes og erstattes med et mere stabilt materiale. Derfor var det nærliggende at hente grus / sand fra Mulbjerge, og således blev der i løbet af få år hentet 80.000 kubikmeter sand.

Der blev anlagt et tipvognsspor fra den del af Mulbjerge ved Guldhøj, som ligger i umiddelbar forlængelse den nuværende Møllesøvej – i dag er der en p-plads. Her ses et stort indhug i bakken, hvor der på et tidspunkt blev gravet i tre etager for at hindre sammenstyrtning.

Sammen med forsøget på at opdyrke mosen var etablering af den nye vej en af de historisk mest skelsættende beslutninger for udviklingen i Dokkedal.

Bilismen var allerede ved at holde sit indtog i hele verden, men i første omgang var der ikke ret mange almindelige mennesker, der havde råd til et privat motorkøretøj. Men interessen for at transportere både personer og varer til og fra andre byer eksploderede med den nye vej. Fra at være et udsted plaget af sandflugt blev Dokkedal i løbet af få til lidt af et trafikalt knudepunkt med masser af trafikale forbindelser til hele regionen. For de driftige Dokkedal-borgere dannede udviklingen grobund for en række nye busforbindelser og lokale vognmænd.