Dokkedal opstår

Dokkedal-området var tidligere et folkerigt område. Da sildefiskeriet i Øresund ophørte, blev det fiskeriet langs Kattegatkysten og Limfjorden, der tog over. Dokkedal har siden 1200-tallet og op i 1900-tallet været et vigtigt fiskersamfund. Landbrug og fremstilling af salt havde også betydning.

Kirken og Kronen
I 1200-tallet investerede både de gejstlige og Kongen i fiskeriet. Mange af stadepladserne ved Egense, Mou, Dokkedal og Hurup tilhørte Mariager Kloster frem til 1536, hvor reformationen kom og bønderne/fiskerne blev ”Kronbønder”.
I 1300-tallet tilhørte det meste af strækningen mellem Limfjorden og Mariager Fjord Viborg Bispestol. En del af denne ejendom – og dermed et par af Dokkedals gårde – kom i 1440 under Mariager Kloster.
Dokumenter fra 1532 og 1547 fastslår Mariager Klosters rettigheder til fiskeri mellem Egense Skog og Hurup Bæk. Klosteret tilhørte da Kronen, så det var egentlig kongens fiskerettigheder, der blev stadfæstet. Kongen solgte sine rettigheder i 1661. Da var sildefiskeriet ikke den lukrative forretning, det før havde været.

Herremænd tager over
I slutningen af 1600-tallet mistede sildefiskeriet – og dermed Dokkedal – sin betydning for Kronen. Krongodset i Mou blev solgt, og rettighederne blev overdraget til herremænd. Nogle af bymændene i Dokkedal blev nu fæstebønder og fæstehusmænd under Høstemark og Gudumlund.

Høstemark og Gudumlund
Amtsforvalter Peter Klein i Aalborg oprettede i 1698 godset Høstemark. Godset var borgerligt og ‘ufri’. Det vil sige, at de modsat adelens hovedgårde ikke var undtaget for skatter og afgifter. Ca. halvdelen af Dokkedal blev en del af Høstemarks bøndergods. Resten af området kom til at tilhøre Gudumlund.
Gudumlund var et adeligt, privilegeret gods, der var ejet af den gamle holstenske adelsslægt von Buchwand.
At være fæster betød at man havde brugsret til en gård eller et hus mod at betale skatter og landgilde – ofte i naturalier. Man skulle også gøre hoveri – pligtarbejde – for herremanden.
Fæstehusmand Christian Pedersen måtte i 1776, til gengæld for fæstet på et lille jordløst hus, forpligte sit til en dag om ugen at udføre gravearbejde for Høstemark og i øvrigt, som de andre husmænd, forrette -løbe-rejser’ – det vil sige til fods at udføre ærinder for godsejeren.
I Dokkedal var der i 1668 12 gårde, et husmandssted samt Stridt vandmølle, der lå syd for byen. I disse ejendomme boede der 18 familier, På fem af gårdene boede der to familier.
Ejendommene var kun på ca. to tdr. hartkorn, hvilket vil sige, at det var meget små gårde.

Fiskere og bønder
Fiskeriet blev drevet af såvel de bønder, der havde råd til at fæste bundgarnsstader som husmænd, der måtte betjene sig af ikke-stationære og mere arbejdskrævende redskaber som f.eks. drivgarn.
Tre af Høstemarks fæstere havde i 1716 tilsammen fire bundgarnsstader i fæste. Herudover hørte fæstet på Knarmougård to bundgarnsstader. Af hvert stade skulle man betale til godsejeren godt en rigsdaler pr. år.
Det vigtigste fiskeri i 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet var fangst af sild og ål. Begge fiskearter fiskedes især om efteråret.
I 1741 var der fire bådelav i Dokkedal bestående af hver to mand, der havde fra fem til syv sildenedgarn til rådighed.

Ålefiskeri
Ålefiskeri med ruser blev især drevet om efteråret, når ålene vandrede mod nord. Ålen kunne fiskes fra selv meget små både, og fiskeriet foregik tæt ved land.
Ålen kunne leve længe oven vande, så det var ikke så nødvendigt med en dam i bådene. Ål blev også taget ved stangning med ålejern. Stangningen kunne foregå fra båd eller om vinteren fra isen.
Tiden fra ca. 1660 til 1850 kan her i Dokkedal beskrive som historien om at overleve på bierhverv, som hver for sig synes af intet, men tilsammen sikrede overlevelsen.
Kystlandskabet var bart. Græsning af får og kvæg forhindrede at ny skov om frem efter de store skovfældninger. Sandflugt og forsuring af jorden gjorde derefter sit til at forarme Dokkedals i forvejen ringe agerjord.
Området kunne kun bebos ved at man udnyttede de mange små ressourcer som kysten gav: landbrug, fiskeri, saltsydning, husflid, bjergning af strandingsgods osv.
Fiskeriet gav først og fremmest kontanter til at købe varer, som man ikke selv kunne fremstille. Mens mændene fiskede, måtte de daglige behov dækkes gennem landbruget, som i mændenes fravær blev klaret af kvinder, børn og gamle mænd.

Stilstand efterfulgt af vækst
Dokkedal landsby bestod i 1682 af 11 gårde, 1 hus med jord og 1 hus uden jord. Det samlede dyrkede areal udgjorde 161,7 tønder land skyldsat til 23,22 tønder hartkorn. Dyrkningsformen var græsmarksbrug med tægter. Det vil sige, at man anvendte et rotationsprincip, hvor en del af markerne blev brugt til afgrøder, mens resten lå hen med græs. Et princip, der i øvrigt stadig anvendes i landbruget, herunder ved avlen af kartofler omkring Dokkedal.

Fra 1688 til 1787 skete næsten ingen befolkningstilvækst i Dokkedal. De 18 hushold i 1966 var i 1787 blevet til 19. Men mens de 12 gårde i 1688 havde huset 16 familier, så boede der nu kun en familie pr. gård.
Stridt Vandmølle var blevet nedlagt for at muliggøre afvandingen af Vildmosen. Til gengæld var husenes antal steget fra en til syv. Boligstandarden må således siges at være højnet, omend skifterne giver indtryk af særdeles beskedne bohaver.
Fæstebønderne og især husmændene i 1700-tallets Dokkedal var utroligt fattige. Her fandtes hverken kobber eller messing – selv i den bedste gård bestod køkkentøjet i 1775 blot af en gruekedel, to jerngryder, en håndkværn og fem gamle trækar, og mange husfolk ejede bogstaveligt talt ikke andet jordisk gods end det tøj, de havde på.
Takket være kartoflens stadig større udbredelse ve kysten efter 1810 gav landbruget et voksende udbytte selv på de magreste jorder. Det betyd nye muligheder for vækst på de skarpe sandjorder, og fra 1787 til 1845 steg husholdenes antal fra 19 til 48. Der var ny 16 større og mindre landbrugsejendomme og 28 huse i Dokkedal.