Fiskeriet
Dokkedal er i virkeligheden først og fremmest et fiskerisamfund. Det ses måske ikke tydeligt i dag, men det var fisk, der stod på menuen og sikrede vækst og økonomi, så det engang i 1500-tallet var på tale at gøre Dokkedal til købstad.
I dag prøver enkelte fritidsfiskere lykken fra små joller – med garn eller ruser for at fange lidt skrubber, ål eller hornfisk. Tidligere var det sild og rødspætter, der i perioder sørgede for et reelt fiskeeventyr.
Dokkedal lå i en periode for et århundrede siden i konkurrence med Øster Hurup, og der var planer om at bygge en havn i Dokkedal, så man kunne anvende de stadig større både.
Da havnen blev bygget i Øster Hurup i 1936 var det begyndelsen til enden for Dokkedals fiskere. De havde ellers bygget de første fiskerhuse ved Stejlgabet i 1919, og flere kom til. Men efter 2. verdenskrig var løbet reelt kørt, og den sidste erhvervsfisker, Knud Sørensen, gik i land i 1987.
Fiskeriet - Dokkedals livsnerve i århundreder
Dokkedal-området var tidligere et folkerigt område. Da sildefiskeriet i Øresund ophørte, blev det fiskeriet langs Kattegatkysten og Limfjorden, der tog over. Dokkedal har siden 1200-tallet og op i 1900-tallet været et vigtigt fiskersamfund. Landbrug og fremstilling af salt havde også betydning.
Kirken og Kronen
I 1200-tallet investerede både de gejstlige og Kongen i fiskeriet. Mange af stadepladserne ved Egense, Mou, Dokkedal og Hurup tilhørte Mariager Kloster frem til 1536, hvor reformationen kom og bønderne/fiskerne blev ”Kronbønder”.
I 1300-tallet tilhørte det meste af strækningen mellem Limfjorden og Mariager Fjord Viborg Bispestol. En del af denne ejendom – og dermed et par af Dokkedals gårde – kom i 1440 under Mariager Kloster.
Dokumenter fra 1532 og 1547 fastslår Mariager Klosters rettigheder til fiskeri mellem Egense Skog og Hurup Bæk. Klosteret tilhørte da Kronen, så det var egentlig kongens fiskerettigheder, der blev stadfæstet. Kongen solgte sine rettigheder i 1661. Da var sildefiskeriet ikke den lukrative forretning, det før havde været.
Fiskeredskaber
I 1500- og 1600-tallet brugte beboerne i Dokkedal bundgarn til fiskeriet. Garnene blev røgtet et par gange om dagen, men krævede ellers ikke, at fiskerne var til stede.
For at kunne sætte bundgarn skulle man eje eller have fæstet et fiskestade.
I sidste halvdel gik fiskeret i Dokkedal så godt, at det indimellem kom til stridigheder mellem fiskerne og kongens mænd. Det beretter postmesteren i Aalborg i 1885:
Naar dette fandt Sted i en Aarrække, kunde der danne sig helt købstadagtige Forhold paa det ved Kysten liggende Fiskerleje Dokkedal, og at dette virkelig paa en Tid har været Tilfældet, viser et Brev fra Kong Frederik II af 30/4 1560, hvor han tilkendegiver, at han har erfaret, hvorledes der er Trætte mellem Indbyggerne i Dokkedal og Landsknægtene, som Kongen har liggende dersteds. Han befaler derfor, at Borgmesteren, Byfogden og 3 å 4 Borgere, som Sagen vedkommer, skulle begive sig til ham tilligemed Landsknægtene. Faktum er ogsaa, at Mou Sogn, hvor Dokkedal er beliggende, har dannet et"eget Birkething, og naar man forbavses over, at Dokkedal fra en By har kunnet blive til det übetydelige Sted, som det nu har været i mange Tider, saa frembyder Falsterbo og Skanør ved Øresundet jo et Exempel paa en lignende Skæbnens Omskiftelse.*)
Salteboder
På stranden ved Dokkedal var der opført salteboder. I disse små huse boede salterne, der arbejdede for købmændene med opkøb og nedsaltning af sile. Fiskene blev udskibet direkte fra stranden.
Også kongen havde i 1500-tallet salteboder ved Mou, Egense og Dokkedal. Her var der saltere, der opkøbte og saltede sild til hoffets og orlogsskibenes brug.
Kongens salter fik de mange tønder til sildene fra Aalborg. I udlandet klagede man over, at Aalborg-sild, som man kaldte sild fra Limfjorden og Kattegat-kysten, ofte var pakket i dårlige tønder, der ikke holdt de foreskrevne mål.
Kongens saltere fiskede også selv. Salteren modtog sin forplejning fra Aalborghus. I 1567 modtog han f.eks. 3 læster øl svarende til 4730 liter øl! Med den mængde må man formode, at han har haft en del hjælpere.
Småkårsfolk, der ikke havde fæstet et fiskestade, måtte fiske med vod og ruser, som gav mindre udbytte og krævede større arbejdsindsats.
Fiskerne røgtede garnene fra relativt små, brede fladbundede kåge – dengang kaldet ‘skonnekoge’.
Konservering af fisk
Silden blev fanget om foråret. For at have forråd til resten af året, skulle fiskene konserveres. Allerede i middelalderen konserverede man fisk ved tørring, røgning eller saltning.
Saltet var lige ved hånden. Der var to metoder til fremstilling af salt: Inddampning af havvand og fremstilling af tangsalt.
Vandet blev inddampet i store jernpander og ophængt over ild, indtil saltet krystalliserede og kunne skovles op. Det færdige produkt var hvidt salt. Saltsyderiet blev måske indført af munke, der kendte til at udvinde salt fra Middelhavet.
Tangsalt eller ‘sort salt’
Bønderne langs kysten mellem Limfjorden og Mariager fjord fremstillede stensalt. Det var næsten sort salt, og ikke nær så god kvalitet som den der blev fremstillet i saltpanderne.
I 1700-tallets begyndelse blev saltfremstilling i Danmark urentabelt, fordi man nu kunne importere salt fra lande, hvor salt kunne inddampes ved solvarme. Herefter blev dansk salt kun fremstillet af bønder, som gerne ville spare udgiften salt og fremstillede salt til husbehov.
Saltsydningen og landskabet
Til saltsydningen blev der brugt træ som brændsel. Da man samtidig brugte træ ved kalkbrænding langs Mariager Fjord og glasfremstilling ved Glargårde i Visborg sogn, forsvandt skovene i området. Sandflugten tog til og ødelagde mange gårde langs kysten.
Landsbyen Kragelund blev omkring 1600-tallet lagt øde af sand.
Fisk – eller fisk…
Datidens fiskehandlere havde ikke brug for kampagner for at få folk til at spise fisk. I middelalderen foreskrev den katolske kirke faste i næsten halvdelen af året. Fasten blev afløst af fiskeretter. Især silden var yndet fastemad.
De lokale fiskere var ikke altid villige til at afsætte fisk til kongen, der ofte betalte dårligere end købmændene. Derfor havde man to ugentlige dage, hvor der var ‘Kongskøb’. Det var dage, hvor kun kongens salter havde lov til at opkøbe sild. Såvel fiskerne i Limfjorden som fiskerne i Als og Mou sogne på Kattegatkysten var underlagt denne regel. Alligevel klagede kongen i 1563 over, at sildeprisen var højere i Dokkedal end ved Nibe.
Når fiskeriet var overstået og salterne draget hjem, var der mere ro i Dokkedal, og man kunne nu koncentrere sig mere om at drive det landbrug, der hørte til landsbyen.
Viborg Domkapitel havde deres egne fiskere og saltere på kysten.
Fiskere og bønder
Fiskeriet blev drevet af såvel de bønder, der havde råd til at fæste bundgarnsstader som husmænd, der måtte betjene sig af ikke-stationære og mere arbejdskrævende redskaber som f.eks. drivgarn.
Tre af Høstemarks fæstere havde i 1716 tilsammen fire bundgarnsstader i fæste. Herudover hørte fæstet på Knarmougård to bundgarnsstader. Af hvert stade skulle man betale til godsejeren godt en rigsdaler pr. år.
Det vigtigste fiskeri i 1700-tallet og i begyndelsen af 1800-tallet var fangst af sild og ål. Begge fiskearter fiskedes især om efteråret.
I 1741 var der fire bådelav i Dokkedal bestående af hver to mand, der havde fra fem til syv sildenedgarn til rådighed.
Ålefiskeri
Ålefiskeri med ruser blev især drevet om efteråret, når ålene vandrede mod nord. Ålen kunne fiskes fra selv meget små både, og fiskeriet foregik tæt ved land.
Ålen kunne leve længe oven vande, så det var ikke så nødvendigt med en dam i bådene. Ål blev også taget ved stangning med ålejern. Stangningen kunne foregå fra båd eller om vinteren fra isen.
Tiden fra ca. 1660 til 1850 kan her i Dokkedal beskrive som historien om at overleve på bierhverv, som hver for sig synes af intet, men tilsammen sikrede overlevelsen.
Kystlandskabet var bart. Græsning af får og kvæg forhindrede at ny skov om frem efter de store skovfældninger. Sandflugt og forsuring af jorden gjorde derefter sit til at forarme Dokkedals i forvejen ringe agerjord.
Området kunne kun bebos ved at man udnyttede de mange små ressourcer som kysten gav: landbrug, fiskeri, saltsydning, husflid, bjergning af strandingsgods osv.
Fiskeriet gav først og fremmest kontanter til at købe varer, som man ikke selv kunne fremstille. Mens mændene fiskede, måtte de daglige behov dækkes gennem landbruget, som i mændenes fravær blev klaret af kvinder, børn og gamle mænd.
Fiskeredskaber
Et stort rødspættefiskeri gav vækst i fiskeriet. I 1885 var der 30 fiskere mellem Limfjorden og Mariager Fjord, der deltog i kutterfiskeriet efter rødspætter, der blev fanget med garn eller vod. Rødspættegarnet blev sat ud fra et fartøj, der blev roet eller sejlet ud. Til udsætning af rødspættegarn kunne bruges selv mindre både, der ofte far 15-20 fod.
Fartøjerne var bygget efter forholdene. På et sted som Dokkedal uden havn brugte man både, der nok var kølbyggede, men dog meget flade i bunden, så de kunne trækkes op på land. De kunne have sænkekøl og var ret brede.
Sild fiskedes stadig – i 1890 brugte man godt 60 sildevod på kysten uden for Limfjorden. Det var dog stadig så små mængder, at de ikke optræder i opgørelsen af det kommercielle fiskeri, der i 1885 lød på:
Rødspætter: 33.292 stk.
Tunger: 1952 stk.
Pigvar: 224,5 kilo.
Slethvarre: 1831,5 kilo.
Barkning af garn
Da hampegarn blev afløst af bomuldsgarn, begyndte man at barke garn med kateku – tørret saft af planter fra Ostindien og de indiske øer, der blev opløst i kogende vand. Garnene lå i blød i 24 timer, hvorefter de blev lagt til tørre på græsset.
Af og til efterbehandlede man med linolie for at gøre garnene blødere og mere føjelige. Det skete i en udendørs kedel.
Fiskeri på nye højder
Fra 1880erne og til 1930erne nåede fiskeriet ved Dokkedal et nyt højdepunkt. I 1920erne blev der lagt mange planer om en fiskerihavn ved Dokkedal.
Fiskeriet foregik fra større og større fartøjer, som man ikke kunne trække på land. Fiskeriet klingede derfor langsomt ud i Dokkedal.
Planerne om en fiskerihavn i Dokkedal blev lagt endeligt i graven med anlæggelsen af en havn i Øster Hurup i 1936.
