IF Vagten
En livskraftig kulturel bastion i landsbyen
Folk uden større kendskab til Dokkedal har indimellem undret sig over navnet I.F. Vagten med tilnavnet Dokkedal Idrætsforening. Navnet er hentet fra den højeste top i Mulbjerge, og det er også en forening med ambitioner og resultater i mere end 85 år, der rækker over landsbyens størrelse.
Klubben blev oprettet i 1937 efter at der havde været spillet fodbold i nogle år. Fodbold har gennem årene været den bærende aktivitet – ikke bare for mænd, men i høj grad også for damer. Læs meget mere om den glorværdige historie i klubbens flotte jubilæumsskrift herunder.
Klubben måtte opgive fodbold med deltagelse i turneringer midt i 2010erne, efter at det i nogle år blev stadig vanskeligere at samle nok spillere til at danne hold.
Foreningen råder dog fortsat over en udmærket og velholdt sportsplads og dertilhørende klubhus. Selve den tidligere fodboldbane er nu tilføjet diverse mindre huller, der minder om en golfbane, men det er krolf, som er byens store aktivitet i disse år.
Man kan med en vis ret sige, at klubben har tilpasset sig de nye tider, hvor der er flere ældre borgere end de unge, der spillede fodbold – og håndbold. Krolf er særdeles populært med et lille halvt hundrede aktive medlemmer. Samtidig står foreningen bag en række andre aktiviteter, som tilsammen fastholder I.F. Vagtens position som – sammen med Remisen, måske – byens førende, kulturelle bastion.
IF Vagtens aktiviteter
Februar 2023:
Krolf
Træning tirsdag kl. 13 – ca 15 og lørdag formiddag kl. 09:30 – ca. 11:30.
Vi er p.t. 45-48 medlemmer, og næsten altid 25 – 30+ til træning.
Har du / I lyst til at prøve kræfter med krolf, har vi også plads til dig / jer. HUSK alle kan være med, det er et spil – hvor vi får masser af frisk luft, træning og godt humør – så mød bare op. Efter træningen social hygge med gode snakke og kaffe / te kan købes til 5 kr.
Vi havde den 1. oktober besøg af 18 spillere fra Randers, og vi var selv 26 spillere, så det blev i alt 44 spillere til stævnet. Fornuftigt vejr og alle havde et godt spil. Efter spillet var der flødekartofter, grillet flæskesteg og salat, som bestyrelsen Eva, Pia, Peter og Kim havde klaret for os. Stor TAK for det.
I klubben skal vi den 19. april kl. 13:00 have kvalifikationsstævne, hvor de 5 bedste damer og 5 bedste herrer kvalificerer sig til DM – Danmarks-mesterskab – for individuelle, som i år afholdes i Skalborg den 22. juni.
I 2022 blev DM – Danmarksmesterskab – for individuelle spillere afviklet i Østre Anlæg i Aalborg den 25. juni – 3 spillere, Bjørn, Birgit og Elin N havde kvalificeret sig. Ingen af os kom dog med blandt medalje-modtagerne – 3 damer / 3 herrer.
Vi har i 2022 haft 4 hold med i turneringen, 2 hold spillede sig i pulje-vinderfinalen og 1 hold kom med på afbud.
Holdet, Bent, Gert, Richard og Poul blev nr. 1 i puljevinderfinalen og kvalificerede sig til DM – Danmarksmesterskab for hold.
Silkeborg var vært for mesterskabsspillet den 25. september. Efter første runde var holdet på 1. pladsen, men efter 2. og 3. runde endte de på en 9. plads – ud af 30 hold, så stort TILLYKKE med det – så absolut flot.
DM (årets Dokkedal -mesterskab) – for damer og herrer i krolf, afholdes 3. lørdag i september, altså den 16. september 2023 – der spilles 4 baner og i den normale træningstid, og vi slutter af med at kåre vinderne samt en bid brød efter spillet.
OG selvfølgelig passer vi stadig godt på os selv og hinanden med
god afstand – håndvask – afspritning – host og nys i ærmet
Kontingent krolf – 300 kr. – for 2023 – betales senest den 1. maj 2023.
Fælles-spisning
Fredag den 24. marts 2023 kl. 18:00 i VAGTENs klubhus.
Det er den 9. fællesspisning – første gang 28/1-17, og de fleste gange har deltagerne medbragt egne retter til buffet’en, og det var jo altid spændende med mange forskellige retter.
Men de 2 sidste fællesspisninger har arrangørerne p.g.a. corona og restriktioner selv arrangeret maden – det vil vi også gøre denne gang:
Der serveres en varm ret med salat og efter spisningen kaffe med hjemmebagte roulader, til kr. 100,00.
Drikkevarerne skal købes på stedet.
Klaus Nymark og familie kommer og underholder med spil og sang / fællessang , så det kan jo kun blive en rigtig god aften.
Petanque
Start bliver mandag den 8. maj – første gang er mødetid kl. 18:00, vi vil markere starten med et lille arrangement.
Næste gang er mødetiden kl. 19:00 – maj til og med august, og fra september starter vi kl 18:30.
Som vi plejer slutter træningen med en kop kaffe med brød til.
I oktober slutter vi af med et DM – Dokkedalmesterskab , og der er kamp om 1. pladsen. Efter spillet er der et velfortjent måltid mad.
ALLE kan være med, så VEL MØDT til jer alle, nye som tidligere spillere til god og fornøjelig træning.
Kontingent petanque – 100 kr. – betales ved opstart.
Kontingent
Det årlige kontingent – petanque – 100 kr., krolf – 300 kr. – betales senest den 1. maj 2022.
Kontant, MobilePay 61694654 eller overførsel til 9128 228 57 49681.
Motionsrum
Nu er det igen muligt at bruge motionsrummet, og det kan du / I gøre, I bestemmer selv dag, tid, hvor tit og længe I vil bruge det.
Nye brugere: der betales depositum for nøgle kr. 100,- , som selvfølgelig refunderes ved ophør af brug og aflevering af nøgle.
Kontingentet er kr. 100,- pr. måned, hvis der betales månedsvis.
Vil man bruge maskinerne i 6 måneder, betales 500 kr. forud, og ved brug af redskaber og rum hele året betales 1.000 kr. forud.
Nøgler til klubhuset – motionsrummet, der ikke bruges, afleveres og depositum refunderes.
Yderligere oplysninger – 2070 4654 – Elin
Sådan kan det gå… Video fra krolf i IF Vagten. Fotograf: Bjørn Funke
Historie
I. F. Vagten er vel nok den mest centrale kulturbærer i Dokkedal. Foreningen nærmer sit hastigt sin 85 års jubilæum, det siger sig selv, at idrætsforeningen har haft betydning for alle.
Fodboldspillet startede i Dokkedal i tyverne, Lyngby Jensen var flyttet til byen og far meget interesseret i fodbold. Han var drivkraften når der skulle stilles hold til de forskellige stævner, men dengang deltog i.
Den 20. april 1937 blev Vagten stiftet med en sammenlægning af ungdomsforeningen og sportsforeningen, og man tilmeldte straks et hold i JBU (Jysk Boldspil Union), i B-rækken.
Denne beretning finder man i det 56 siders, ganske imponerende jubilæumsskrift, der blev udgivet ved 50-års jubilæet i 1987.
Men – læs det hellere selv her – se ovenfor, eller hent som .pdf.
Profiler og højdepunkter
Siden jubilæet er der snart gået 35 år, og de har også været fyldt med begivenheder.
I 2003 udgav Jydsk Boldspil-Union en bog med titlen ‘De jyske fodboldklubbers historie’. Her lægger IF Vagten beslag på tre sider – læs dem ved at klikke på billedet (pdf).
Pige / damefodbolden i Dokkedal
Dokkedal var med helt i forreste række med danmarksmesterskaber og masser af flotte resultater allerede for 50 år siden og i årene fremover.
Læs meget mere i dette flotte jubilæumsskrift fra 1997. (PDF)
Vagtposten – det sidste nummer
Vagtposten var i 35 år en fast del af IF Vagtens tilbud til medlemmerne. Tre gange om året udkom medlemsbladet med referater fra samtlige klubholds kampe og alle nyheder om klubbens medlemmer, trænere og meget mere. Ikke bare en lille folder med A4 sider – nej et rigtigt blad i A-5 format og 36 sider. En ganske imponerende indsats i en så lille klub.
Men et stykke inde i dette århundrede kom nye medier til, herunder de såkaldt sociale medier, og det begyndte at knibe med udgivelsen af Vagten.
Sidst på året 2012 udkom det sidste nummer, Vinter 2012, 35 årgang. En epoke var slut.
Læs herunder det sidste nummer af bladet, der – som tiden går – også giver et historisk indblik i klublivet, da der stadig var både dame- og herrefodbold samt petanque på programmet. Og dertil cykelløb, fest, juletræ og andre sociale arrangementer.