Mulbjerge oversigt
Seværdigheder i og omkring Mulbjerge
Det kan være vanskeligt at vælge, når der er så meget at vælge imellem – endda i en lille landsby i Østhimmerland. Der er jo stranden og badebroen, og så er der Remisen, kirken eller de høje udsigtspunkter.
Dokkedal ligger nærmest klos op ad de fredede Mulbjerge, som længe har været et yndet udflugtsområde. Med de nøgne bakker i syd med Gulhøj og de skovklædte højdepunkter i den nordlige del med Vagten, Voldbjerge, Ørnerede og Panoramabord.
Mulbjerge er en langstrakt morænebakke og en del af et større fredet naturområde bestående af kystforlandet mod Kattegat og ”bjergene”, i alt 146 ha. Under isens tilbagetrækning blev smeltevandssand og -grus skubbet op og dannede de massive bakker. Samtidig blev undergrundens kalk flere steder presset med.
Arealerne med den kalkholdige jordbund fremstår i dag som unikke overdrev med noget af Danmarks mest artsrige plante- og insektliv. Se et udsnit af de arter, som er beskrevet af gæster på hjemmesiden arter.dk.
I alt er ca. 87 ha af fredningen vild natur. De resterende 59 ha er marker og plantage.
Mulbjerge, Dokkedal og Stejlgabet er en del af et større fredet Natura 2000 område. Byen Dokkedal og slugten Stejlgabet er dog ikke fredet. Fredningen lægger skrappe begrænsninger på byggeri og andre menneskelige ændringer i landskabet, men der er ikke lukket for besøgende.
I 2020 midt under Coronaen besøgte ekstra mange Mulbjerge, og en af gæsterne lavede denne stemningsfulde video:
Egentlig er det bare med at komme af sted, for der er ingen erstatning for at opleve det selv. Hvis det ikke skal være helt tilfældigt, kan denne lille guide med kraftig inspiration fra Aalborg kommune måske hjælpe. Kommunen står bag drift og vedligehold af de fleste offentlige arealer, pladser og stier – herunder adskillige infotavler spredt i hele området.
Tur 1 – se kortet – Det gamle fiskerleje
Tur 2 – Stejlgabet med grill og toiletter
Tur 3 – Panoramabord og Vagten
Tur 4 – Ørnereden – udsigt over Kattegat
Tur 5 – Voldbjerge – måske områdets flotteste spadseretur
Tur 6 – Strandengene – med fugle- og dyreliv
Tur 7 – Gulhøj fra Kystvej
Cykelrute: Østkystruten
Vandrerute: Nordsøstien