Nybyggerne i mosen
Nybyggerne i mosen - Dokkedals historisk set største boom - og nedtur
Forsøget på at opdyrke Lille Vildmose har i løbet af forholdsvis kort årrække – historisk set – betydet mere for Dokkedal end samtlige krige og reformer i kirke og stat i århundreder. Og selv om fiskeriet i perioder i 1300-tallet og i begyndelsen af 1900-tallet medførte en lokal optur, og det kan være vanskeligt at sammenligne, fik de nye landbrug i mosen langt større betydning for Dokkedal.
Allerede kort efter 1. verdenskrig blev de første skridt taget til oprettelse af smålandbrug i mosen, men det var først efter 2. verdenskrig i ’50erne, at udviklingen for alvor tog fart.
Dokkedal havde allerede under krigen været midlertidig bopæl for mange af de 1200 arbejdere, der arbejdede på højtryk med at skære tørv i det, der skulle få navnet Portlandmosen, men også et stort område i det nordvestlige hjørne af mosen.
I den øst- og sydøstlige del af mosen var det oprettelsen af 35 statshusmandsbrug i midten af ’50erne, der skabte det helt store boom og en opblomstring med mange håndværksvirksomheder, udbygning af skolen og byggeri af Dokkedal kirke.
Men efter kun 20 år begyndte det at vende. Livet på de små landbrug var hårdt og udbyttet magert, så da arbejdet og lønnen i ’80erne var bedre ved at arbejde i byen, rejste familierne én efter én. I 1993 måtte skolen i Dokkedal give op – efter mere end 200 år.
Den måske bedste, samlede beskrivelse af æraen med opdyrkning findes i en lille bog, der egentlig er fra 1989, skrevet af Nina Christensen og udgivet af Lokalhistorisk Forening for Sejlflod Kommune i 1994.
Læs bogen : ‘Statshusmændene i Lille Vildmose’ her, eller klik på billedet herover (pdf). Eller læs det første kapitel om baggrunden for oprettelsen af statshusmandsbrugene herunder.
1945: Store forventninger til de ‘værdiløse sumpe’
Set med nutidens øjne blev hele projektet lidt af en fiasko – i stærk kontrast med begejstringen før arbejdet rigtigt var kommet i gang. Den kommer klart til udtryk i en anden udgivelse af udarbejdet af
konsulent M. K. Kristensen lige ved afslutningen af 2. verdenskrig : ‘Vildmosearbejdet.’
Tonen slås an allerede i forordet med disse betragtninger:
Det er et Landvindingsarbejde af større Format, end der sædvanlig forekommer her i vort lille Land.
Fra udyrkede, uudnyttede og værdiløse Sumpe paa Tusinder af ha, der som to store, kolde og vaade Svampe i høj Grad virkede hæmmende paa Plantevæksten i de omliggende Egne, er disse Arealer nu blevet til frodige Marker, hvor navnlig Græsmarkerne hvert Aar giver vældige Afgrøder.
Ved Vandafledning og Sammenpresning er disse mægtige, værdiløse Svampe bleven til fortrinlig, brugbar Tørvejord, som — foruden i disse brændselsfattige Tider at have afgivet Millioner af Tørv af den bedste Kvalitet — udgør en Brændselsreserve, der maaske i Fremtiden kan blive af den allerstørste Betydning for Landet.
I Stedet for øde, golde, trøstesløse, ubeboede og nytteløse Sumpe, der hverken gav Beskæftigelse, Beboelse eller Værdier af nogen Art, er det nu bleven en travl Arbejdsmark — et Nybyggerland — hvor Tusinder af Bønder, Arbejdere og andre danske Borgere finder Beskæftigelse, Hjem og et forsvarligt Udkomme.
I Stedet for milevide Strækninger, hvor der hverken fandtes Mennesker eller Dyr, ser man nu store Flokke af Heste og Kvæg græsse, og travle Mennesker færdes. Det er en Oplevelse for enhver — men navnlig for dem, der har set Vildmoserne før Opdyrkningen — at se det Liv, der nu udfolder sig paa disse vidtstrakte Arealer.
Nybyggerne i Lille Vildmose
En noget mere jordnær beretning med et væld af detaljer får man i ‘Nybyggerne i Lille Vildmose’, som er skrevet af Birthe Frederiksen, der var husmandskone på Finnstrupsgård, Birkesøvej 3. Her kommer vi ganske tæt på dagligdagen og de familier, som bar udviklingen, da den var på sit højeste. Beretningen får ikke den seneste udvikling med på netop denne ejendom. Den er i 2023 blevet solgt til Naturstyrelsen, der ønsker at vådgøre jorden – altså mere eller mindre føre område tilbage til naturen. Cirklen er ved at blive sluttet.
Fra Statshusmændene i Lille Vildmose – Af Nina Christensen:
Kapitel 1
Baggrunden for oprettelsen af statshusmandsbrugene i Lille Vildmose
Lille Vildmose ligger syd for Limfjorden, helt ud mod Kattegat, den dækker er areal på 55 km2, og strækker sig fra ca 4 km fra Limfjorden og til ca. 10 km fra Mariager fjord, mosens form er langstrakt, ca. 15 km. på det længste sted og 3-5 km bred. Hele vildmosens areal lå inden for den gamle Mou kommunes grænser. Efter kommunesammenlægningen ligger den nu i Sejlflod kommune.
Dokkedal er det største bysamfund ved randen af Lille Vildmose. Langt ind i dette århundrede lå Dokkedal meget isoleret fra omverdenen, mod vest dannede Vildmosen en næsten ufremkommelig barriere og mod øst var der Kattegat. Fra Dokkedal fandtes en meget dårlig vej med dybe hjulspor til Hurup og Als, desuden var der en lignende til Egense by. Det var muligt at komme til Kongerslev fra vejen til Hurup.
Ved “Bomgården” gik en privat vej ind over Kongstedlunds jorder mod Kongerslev, ejeren af vejen opkrævede vejpenge ved “Bommen”.
Den bedste vej førte de 7 km til Mou, det var med Mou man havde den naturlige kontakt, i Mou lå kirken. Der måtte man hen til søndagens kirkegang, dåb, bryllup eller begravelse og skolebørnene skulle møde op i Mou til den ugentlige konfirmationsforberedelse.
Dokkedal har dog ikke altid været en lille og ubetydelig by. Den havde sin storhedstid i 1500årene, hvor der blev fanget og landet mange sild ud for Dokkedal. Silden blev landet påstranden, og kronen havde sine “saltere”, der opkøbte sild der til hærens og flådens forsyninger. Men da silden forsvandt forsvandt også den gode indtægtskilde.
I begyndelsen af dette århundrede var det vigtigste erhverv landbruget. Jorden i Dokkedal er meget sandet, og de fleste bønder måtte supplere landbruget med fiskeri. I dette århundrede har de drevet en del bundgarnsfiskeri. Noget af fisken blev solgt i nærmeste byer, og en del spiste bønderne selv, men fisken blev f.eks. også brugt til at gøde markerne med.
De udstrakte arealer i Vildmosen blev stort set ikke anvendt af bønderne, da de var meget våde og nærmest utilgængelige. Lige i randen af mosen kunne husdyrene græsse og der blev gravet tørv til husbehov, men tørvens brændværdi var dårlig, så den kunne kun sælges i de år, hvor det ikke var muligt at skaffe andet brændsel f.eks. i krigsperioder. Der har engang ligget teglværker ved Mulbjergene, hvor arbejdsfolkene kunne finde arbejde. Stednavnene fortæller i dag lidt om hvor.
Omkring 1904 forsøgte man at lave sprit i mosen, dette forsøg stod på nogle år, og gav beskæftigelse til arbejdskraften i en tid, men spritten blev så dyr, at produktionen hurtigt måtte opgives igen. I trediverne var der igen gode muligheder for fiskeri i Dokkedal, og i en periode slog en fiskeeksportør sig ned ved fiskerlejet. Man drømte dengang om at bygge en fiskerihavn, men da Hals og Hurup fik statsstøtte til deres havne, måtte tanken opgives igen.
Erhvervet indtil 1940 var hovedsagelig landbrug med lidt fiskeri som supplement. Enkelte kunne ernære sig ved handel, f.eks. ved at køre ind i landet og sælge fisk.
Dokkedal bestod omkring 1936 af 55 huse og 36 ejendomme, og der var ca. 425 indbyggere. I 1939 blev der bygget en ny skole i Dokkedal, da den gamle stråtækte blev fundet “uegnet til menneskebolig”, den gamle skole bestod af 1 skolestue og 1 embedsbolig for læreren, og på det tidspunkt var der ca. 60 elever i skolen.
Der var stor arbejdsløshed i hele den østlige del af Himmerland både blandt landarbejderne og arbejdsmændene, og meget af det arbejde, der var at få var sæsonarbejde. I sommertiden var det f.eks. muligt at finde arbejde i tørveproduktion eller ved vejarbejdet. Arbejdsmændene havde ikke råd til at købe bundgarn, men de fangede alligevel fisk til at supplere den daglige føde med, især om vinteren, hvor de gik arbejdsløse.
Senere i halvtredserne fik arbejderne råd til bundgarnsfiskeri, men på det tidspunkt havde landmændene opgivet fiskeriet. Planerne om opdyrkning af Lille Vildmose blev hilst velkomment i området. Både arbejdsfolk og kommunalpolitikere fandt, at der måtte ske noget for at bøde på den dårlige beskæftigelsessituation. Da afvandingen og kultiveringen startede i 1937, kunne arbejdsformand Ejnar Rolandsen meddele Vildmosetilsynet, at han var tilbudt 421 ledige mand fra de omkringliggende kommuner.
Vildmosegården
I 1752 bestemtes det, at Lille Vildmose måtte ” efter Vores Skiønsomhed ansees som Alminding, der tilhører Kongen som Landets høieste øvrighed at raade over.” Kong Frederik d. 5, der ikke fandt området havde værdi som krongods, skænkede det til sin ven ejeren til Lindenborg, for at han skulle opdyrke mosen, så den på den måde senere kunne blive en fremtidig indtægtskilde.
Søerne Toftesø, Birkesø og Lillesø blev derefter afvandet, og kom til at danne grundlag for oprettelsen og driften af ”Vildmosegården’, som Greven fra Lindenborg lod opføre i 1765 og som tilhørte godset indtil
salget til staten i 1936.
Lillesø lod sig ikke afvande, men det viste sig, at søbundene i de afvandede søer havde uhyre frugtbar jord. Mosearealerne lod sig ikke opdyrke med de dengang kendte teknikker.
Det daglige arbejde på gården blev ledet af en bestyrer.
Det var svært at lave vej over mosen, så i mange ar måtte trafikken fra Vildmosegården til Lindeborg foregå ad vejen tilhørende Kongstedlund, Det var en torn i øjet på greven på Lindenborg, så i 1934 fik han anlagt “Mosevejen” tværs over mosen mod Sdr. Kongerslev,
det betød, at Dokkedalboerne derefter fik en kortere og nemmere vej sydvestpå i landet.
Lille Vildmose
Det landområde, der dækkes af Danmarks største højmose, er geologisk set meget ungt, det var en del af Kattegat, fra isen trak sig tilbage efter den sidste istid og et stykke tid ind i Jernalderen. Da havet havde sin største udbredelse, lå havoverfladen ca. 6 meter højere end i dag.
Områderne ved Mulbjergene, Tofte og Als har dog altid raget op over havet som små øer. I dag dækker mosen hele den flade, der ligger imellem det østlige Himmerlands bakkeland og Mulbjergene. Omkring Kristi fødsel skete der en hævning af landet, der betød, at kystlinien kom til at ligge, hvor den ligger i dag. Landhævningen betød, at der skabtes en bakkeø ud mod Kattegat. Denne ø har været beboet ihvertfald i Keltisk jernalder. Sporene fra tidligere udgravninger viser at Jorden var meget sandet, men at datidens bønderne bl.a. har kunnet dyrke rug, desuden har de kunnet opretholde forbindelse med omverdenen ved at sejle i båd over det flade vand.
Området imellem denne Ø og bakkerne i vest omdannedes med tiden til en brakvandsområde, fordi der kun var en smal forbindelse til Kattegat mod nord, en anden forbindelse sydpå ved Haslevgårde og en tredie ved den nuværende Mariager fjord.
Da landet fortsatte med at hæve sig, afspærredes afløbene fra brakvandslagunen, og området blev omdannet til en ferskvandssø. Senere igen steg vandspejlet, fordi afløbene fra søen nu ikke kunne klare afvandingen efter nogle år med en meget stor nedbørsmængde.
Derefter begyndte søen at vokse til med rørsumpe, de bredte sig ind over de tidligere bopladser, og tvang beboerne til at opgive beboelsen af bakkeøerne. Kun den del af mosen, der senere kommer til at udgøre vildmosesøerne Toftesø, Birkesø, Møllesø og Lillesø forbliver søer.
En tid strakte disse rørsumpe sig over hele området,men på grund af den aftagende nedbørsmængde i slutningen af Romersk jernalder faldt grundvandsstanden og derefter begyndte skovene at vokse ind over arealet fra øst. Tagrørenes vækst opbrugte langsomt næringen i sumpen, og en anden form for vegetation, en mindre næringskrævende hængesæklignende mosevegetation, holdt sit indtog. Samtidig hermed kom der igen en periode med megen nedbør, og mosen begyndte at brede sig ind over skovområdet i øst.
I den vestlige del af området var der på grund af beliggenheden ved kridtbakkerne roere næring, så her kunne hængesækkens flora ikke brede sig så frodigt. Rørsumpen ændredes derfor til en engvegetation, og der blev dannet kærtørv i denne del af mosen.
Senere holdt også hedevegetationen sit indtog i mosen, først i randen, siden bredte den sig ind over mosen. Hedevegetationen var ikke fuldstændig sammenhængende, snarere holdt den sig i de højtliggende tuer. Da fugtigheden i mosen atter aftog i en periode, afløses hængesækplanterne af den tuedannende sphagna, og vegetationsbilledet ændrer sig til den almindeligt kendte sphagnummose.
På grund af den fortsat ringe nedbør, er der en ringe vækst i den efterfølgende tid, roen da der igen kommer en periode med megen nedbør, afløses denne vækst af en kraftig vækst af sphagnumtørv, og nu dannes den friske og lyse sphagnumtørv, det såkaldte hundekød.
Planternes vækst og fordeling over mosen var ikke den samme år efter år. Sphagnatuerne vokser ikke ubegrænset, når de har nået en vis højde, suges vandet ikke op af rødderne, og vegetationen tørrer ud, samtidig vokser den fortsat i fladerne,hvor der hele tiden står vand, på grund af den svage afstrømning fra midten af mosen. Disse flader vokser nu højere og højere og tørrer igen ud, og processen gentages, snart er der tue, snart flade, og på den måde dannes den højmose, der var så karakteristisk for Lille Vildmose, da kultiveringen begyndte.
Hastigheden af mosens vækst varierede ned gennem århundrederne afhængigt af klimaet, og den tørv, der blev dannet i en tør klimaperiode, blev mindre omdannet, end den tørv der dannedes i en fugtig periode. Størstedelen af mosetørven udgøres af det såkaldte “hundekød” der er en let, ganske lidt omdannet tørv, der ikke er velegnet til brændselstørv, den er meget uøkonomisk til brændsel, fordi den fylder for meget i forhold til brændværdien, og den brænder som papir.
Man har derfor ikke brugt at grave tørv i større stil i højmosen, kun den ekstraordinære mangel på brændsel under de to verdenskrige i dette århundrede kunne sætte gang i en egentlig tørveproduktion. Tørvelaget havde i 1935 en tykkelse af fra 2-5 meter. med et gennemsnit på 3,6 meter. Ved at sammenligne kotehøjder fra før udgrøftningen og kultiveringen startede i 1937 med nye opmålinger i 1940, påviser Valdemar Mikkelsen, at der var sket en sammensynkning i moselaget på1 meter i de tre første år efter afvandingen påbegyndtes.
Lille Vildmoses bund stammer altså fra stenalderhavets aflejringer, tørvemassen hviler sjældent på renO sandbund, oftest hviler mosen på et 20 – 40 cm.tykt sandrigt dyndlag, i andre tilfælde en mager blød ler.
Husmændenes vilkår fra udskiftningen til 1899
Den jordfordelingsreform eller udskiftning, der foregik i det danske landbrug i slutningen af 1700årene og i begyndelsen af det 18. århundrede, blev først og fremmest til gavn for gårdbrugene, men den løste ikke problemerne for det igennem århundredet stigende antal jordløse, der fandtes på landet.
Gårdmændene havde stort set fået det areal, de havde haft i fællesskabet, men husmændene fik kun overladt parceller på 2-3 tdr. land. Man mente, at det var nok, hvis de fik jord nok til at føde en ko til gavn for familiens ernæring.
Græsningsretten, som alle ellers havde haft på landsbyens overdrev, mistede de. Insiddere fik, ifølge Palle O. Christensen, tilsyneladende slet ikke noget jord overladt. Udskiftningen medførte altså, at der, udover problemet med de jordløse landarbejdere, der ikke havde mange muligheder for at klare dagen og vejen, nu også opstod et problem for husmændene. Da de fik så lidt jord tildelt, at de ikke kunne føde på en hest, måtte de tage lønarbejde ikke blot for at skaffe hjælp til føde og klæde til familien men tit også for at kunne låne trækkraften til dyrkningen af jorden hos gårdejeren eller herremanden.
Hvor man i fællesskabets tid havde kunnet betragte det at være gårdmand eller husmand, som forskellige stadier i en livscyklus, kan man efter udskiftningen sige, at husmændene er blevet en klasse for sig selv.
Der fandtes et stort befolkningsoverskud på landet, og antallet af jordløse huse voksede. Armoden voksede, og der kom en stigning i antallet af mennesker, der måtte leve på fattiggårdene på landet.
Situationen var så trøstesløs, at selv regeringen foruroligedes, og satte en omfattende undersøgelse i gang. I 1880 blev der derfor oprettet en husmandskreditforening med det formål at gøre det muligt for jordløse mænd at skaffe sig egen jord. Man frygtede i århundredets slutning, at der skulle blive mangel på arbejdskraft i landbruget, for i denne periode i begyndelsen af industrialiseringen forlod mange husmænd og landarbejdere landet og flyttede ind til byerne, andre igen emigrerede til Nord- eller Syd Amerika.
Indenfor husmændenes egne rækker blev der taget initiativer til at forbedre husmændenes og landarbejdernes kår, og i 1894 blev der nedsat en landbokommission, der skulle undersøge forholdene for husmændene og landarbejderne.
I slutningen af 1800’tallet skete der samtidig en omlægning af landbrugsproduktionen fra kornavl til animalsk produktion. Der oprettedes andelsmejerier til forarbejdning af mælken fra de forskellige gårde, og herved viste der sig en mulighed for husmændene. til at få bedre produktionsvilkår. Andelsmejerierne var nemlig også interesserede i husmandens lille produktion, og da det på den made blev muligt for husmændene at udvide den animalske produktionen, bedredes deres vilkår betydeligt.
Igennem den nye andelsbevægelse, hvor hver producent fik en stemme uanset produktionens størrelse, fik gårdmænd og husmænd atter fælles interesser og kunne igen arbejde sammen om løsningen af landbrugets problemer.
Husmandsbevægelsen
Husmandsbevægelsen startede ikke som en organiseret bevægelse blandt husmændene selv, mange af de initiativer, der blev taget til fordel for de fattigste og dårligst stillede landarbejdere og husmænd, blev taget af kredse udenfor. I disse kredse mente man, at husmændene skulle gøres bevidste om deres situation, oplyses og gøres fagligt dygtige. Når de var blevet oplyste og fagligt uddannede ønskede man, at husmændene derefter selv skulle kunne deltage i oplysningsarbejde.
“Man” fandt det vigtigt at husmændene skulle forstå nytten af samarbejdet, hvis de ville opnå fremgang for deres sag. Der blev lavet forsøgsmarker, og der blev arrangeret markvandringer for husmændene, for at de kunne se og lære nye produkter og nye dyrkningsmetoder at kende. Den første danske husmandslov, som landbokommissionen af 1894 mundede ud i, blev dog ikke den hjælp for husmandstanken, som de mange, der havde arbejdet for at forbedre vilkårene for husmændene havde drømt om.
Husmændene forsøgte selv at forbedre deres kår, bl.a. arrangerede de de såkaldte “husmandsrejser”. På disse rejser besøgte de husmænd i forskellige egne af landet for at studere andre forhold og dyrkningsmetoder end de kendte og hjemlige.
Efter flere forsøg på en egentlig organisering af husmændene, blev den første forening for husmænd etableret i 1900. I denne nye forening var det husmændene selv, der tog ledelsen, foreningen var kun for husmænd med jord, og de jordløse landarbejdere var ikke med. Husmandsforeningernes nye ledere var børn af forældre, der havde levet under “pligtarbejdets byrder”, og de havde selv gjort erfaringer med landarbejdernes og husmændenes dårlige vilkår i 1870erne. Mange af dem havde været ude at tjene allerede fra 11-års alderen de vidste hvad hårdt slid var, og de havde en drøm om at få egen jord.
Ved den yderste sparsommelighed var det lykkedes dem, at få drømmen om et husmandssted opfyldt. De vidste, at hårdt arbejde, gode evner, selvstændighed og viljen til at lære nyt var de krav og idealer, der nødvendigvis måtte opfyldes, for at man kunne klare sig som husmand.
Husmandsbevægelsens mål var først og fremmest at arbejde for økonomisk og social uafhængighed og selvstændighed for husmændene, dette skulle nås gennem en organisering og faglig dygtiggørelse. Det vigtigste mål for bevægelsen var at skaffe tillægs jord til de “indeklemte” husmænd og oprettelsen af nye husmandsbrug. Et andet vigtigt punkt i deres politik var at arbejde for en bedre beskatningsform: “Man krævede skat på samfundsskabte værdier som jordværdi, der ikke skyldtes enkeltmandsarbejde, i stedet for forbrugsafgifter og ligning på arbejdsfortjeneste.”
Aktiviteterne indadtil i husmandsbevægelsen bestod i lokale møder, markvandringer, diskussioner og forberedelser til landsmøder eller husmandsrejser. Der blev ansat konsulenter i foreningen til personlig rådgivning af medlemmerne. Den første konsulent, der ansattes, var en planteavlskonsulent. Med tiden ansattes desuden konsulenter til husdyrbrug, fjerkræavl osv. og til sidst, da det blev nødvendigt, også regnskabskonsulenter.
Den udadrettede politiske aktivitet udgik først og fremmest fra landsmøderne og fra lokalformændene i bestyrelsen for de samvirkende husmandsforeninger. Husmandsforeningen var ikke en politisk forening, og den enkelte husmand bestemte selv, hvilket politisk parti han ville stemme på. Husmandsbevægelsen blev snarere blevet en folkelig bevægelse med:
“andels – folkehøjskole og social islæt end et politisk parti. Mange af lederne har arbejdet bevidst på, at husmændene skulle blive nye kraftfulde bærere af en speciel folkekultur. “
Husmandslovene
Den første egentlige statshusmandslov blev givet i 1899 efter at landbokommissionen, der arbejdede fra 1894-99, var blevet færdig. Det var en lov om tilvejebringelse af jord for landarbejdere. De fleste politiske partier ville gøre noget for landarbejdere og husmænd, men lovene blev stærkt præget af, at de konservative havde flertal i landstinget.
Der var et ønske om at oprette nye brug, der var store nok til “at føde en familie”, men højre regeringens indstilling var, at man kun skulle give landarbejderne jord nok til at afvandringen fra landet standsede. Ifølge den nye lov skulle der gives billige statslån til en landarbejders eget køb af jord i privat eje, samt til opførelse af et hus. Landarbejderen skulle selv stille med 1/10 del af kapitalen, han skulle opfylde visse personlige krav, og han skulle være anbefalet af sit sogneråd.
Der var mangel på jord til rimelige priser, og normalt var det vel heller ikke den bedste jord, der blev solgt fra en gård til udstykning, så derfor arbejdede husmandsbevægelsen for, at der skulle komme en ordning på det gamle spørgsmål om udstykningen af præstegårdsjorderne samt lens- stamhus- og fidei-kommisgodsernes overgang til fri ejendom. Man ønskede at noget af den frigivne jord, blev brugt til nye husmandsbrug, når jorden overgik til staten. I 1909 nedsattes en kommission, der skulle behandle mulighederne for lens stamhus- og fidei-kommisgodsernes overgang til fri ejendom, dette arbejde tog tid, så i 1911 nedsattes en ny kommission, der skulle udtale sig om 1) en ny lovgivning vedrørende landbrugets kreditforhold, 2) former for adgang til brug af jord i offentligt eje og 3) mulige ændringer i ekspropriationslovgivningen.
Denne kommission arbejdede også længe, og statshusmandslovens revision i 1914 førte kun til ændringer af lånegrænserne til opførelse af nye husmandsbrug.
I 1919 blev endelig jordlovene om præstegårdsjordens udstykning, privilegiegodsernes afløsning og bortsalg af offentlig ejet jord vedtaget. Denne lov skulle sikre, at der blev jord nok til oprettelse af husmandsbrug på fordelagtige vilkår. Brugene blev udstykket i lodder på 12 tdl. lige nok til at en familie kunne eksistere på dem! Nybyggerne kunne låne 9/10 del af byggesummen, de 6000 kr. skulle forrentes med 4% p.a. resten af beløbet kunne ihvertfald stå i 10 år i ejendommen som rentefrit lån.
Udstykningsforeningerne
Siden 1906 havde statslånefonden hvert år stillet 200.000 kr. til rådighed for udstykningsforeninger i de forskellige landsdele. Formålet var at opkøbe og udstykke større ejendomme til husmandsbrug. I 1909 går husmandsbevægelsen aktivt ind i arbejdet i udstykningsforeningerne, for at vise, hvor rentabelt og effektivt et husmandshjem kunne producere.
De nye husmandskolonier blev planlagt nøje, og der blev rejst solide og smukke bygninger på lodderne, og moderne produktionsmetoder og teknik blev taget i anvendelse. Ofte blev disse husmandsbrug små mønsterbrug, der nok kunne konkurrere med gårdbrugene, så efter den tid blev småbruget nu også anset som en fordelagtig driftsform.
Under første verdenskrig 1914-18 gik udstykningsforeningernes arbejde næsten i stå. Den forringede pengeværdi og voldsomme prisstigninger på jord og byggematerialer gjorde det ikke fristende at oprette nye husmandsbrug.
Jordrentebrug
Der åbnedes nu mulighed for oprettelse af jordrentebrug, hvor jorden skulle vedblive at være i statens eje. Husmanden, der fik en ny parcel, fik dispositionsretten over jorden, brugsretten fik han ved at betale en halvårlig afgift reguleret efter jordværdien. Dette brugseje skulle beskytte husmanden mod de frygtede “prioritetsfallitter”, og samtidig ville jorden heller ikke kunne bruges i spekulations øjemed.
Efter de nye jordlove i 1933 bestemtes det, at jordrentebrugerne selv kunne bestemme, om de ville betale en fast- eller en konjunkturbestemt rente:
“Loven om konjunkturerne gav alle statshusmænd ret til at gå over fra fast til bevægelig rente, men afdragene skulle betales som hidtil.”
Den konjunkturbestemte rente blev regnet ud på følgende morsomme måde:
“En tredjedel af renten blev udregnet efter Københavns smørnotering det foregående halvår, 1 I 3 del efter andelssvineslagteriernes landsnotering på flæsk, 1 I 3 del efter gennemsnits– kapitaltaksten for byg 1926-30. Konjunkturerne kunne dog højst stige eller falde 50% over eller under renten for juni termin 1933.“
Trods alle gode viljer oplevede man alligevel i 1930’rnes krisesituation, at parcellisterne ikke kunne betale deres jordrente eller andre afgifter til kommune og stat.
Jordlovsudvalget
Politisk mente man, at der manglede en organisering og fælles planlægning af de udstykningssager, der indtil 1919 kun formelt administreredes af staten, og en ny lov i 1919 banede så vej for oprettelsen af et jordlovsudvalg. Det var meningen, at jordlovsudvalget skulle samle og lede al statsudstykning, og man mente, at når dette udvalg kom til at godkende alle køb af jord, ville det være muligt at behandle de forskellige udstykningssager stort set ens i hele landet. I dette nye jordlovsudvalg kom der til at sidde repræsentanter for landbrugsministeriet, små og store jordbrugere fra alle egne af landet samt talsmænd for samtlige politiske partier. Hvert medlem af jordlovsudvalget fik udpeget et distrikt på to amter, her nedsattes et underudvalg med vedkommende som medlem, et medlem fra nabodistriktet og jordlovsudvalgets formand, dette skulle hjælpe med til, at der blev en ensartet sagsbehandling over hele landet. Distriktsudvalget skulle iøvrigt også påse, at byggeriet ikke blev trukket i langdrag, så håndværkerne kom til at vente på pengene.
De fra gammel tid amtsligt nedsatte husmandsbrugskommissioner skulle fortsat gøre det forberedende arbejde i udstykningssagerne, derudover skulle de herefter også føre tilsyn med samtlige husmandsbrug i hvert sit amt. Efter en lov, der kom i 1920, fik jordlovsudvalgene samme ret som kommunalrådene til at ekspropriere jord til adgangsveje til nye husmandsbrug.
I slutningen af 20’erne kneb det med jord til nye udstykninger, men fra 1930 blev der igen mere jord til rådighed. Jordlovsudvalget skulle sørge for at holde priserne på jord til udstykninger nede, derfor engagerede det sig også i opkøb og kultivering af hidtil uopdyrket jord. Der oprettedes en jordfond, som jordlovsudvalget skulle administrere, ved lov fik denne fond hvert år et beløb til opkøb af jord til husmandsbrug. Havde en ny udstykning været for dyr, ville den give underskud for jordfonden, men var det en let udstykning gav den overskud. Overskuddet forblev i jordfonden som en kapital, der kunne anvendes sammen med det årlige beløb. Jordfonden voksede med tiden, så den i 1944 udgjorde 142,5 mill. kr. og gav et afkast på 0,6 mill. årligt.
Indførelsen af jordrentebrugene kom til at betyde, at jordpriserne blev holdt nede, til gavn for husmandsbrugenes rentabilitet. Der blev fra 1919 til 1944 oprettet 7000 jordrentebrug, og jordlovsudvalget var behjælpelig med oprettelsen af ca. 5000 almindelige husmandsbrug. I 1933 blev jordlovsudvalget en lovfæstet virksomhed, som et led i den jordpolitik staten ønskede fremmet. Jordlovsudvalget mente selv, at udstykningerne var en billig beskæftigelsesforanstaltning for samfundet.
Da jordlovsudvalget først var en realitet, fik det flere og flere opgaver pålagt, det påtog sig f.eks. opgaven at opdyrke de to vildmoser. Senere påtog det sig også på disse arealer at fremskaffe tuberkelfri besætninger til gavn for de nye husmænd.
Selv om priserne på jord i trediverne stadig faldt, var omkostningerne, ved de store grundforbedringer og kultiveringsarbejder marginaljorderne krævede, til gengæld ofte store.
“De store Vildmoseprojekter, som jordlovsudvalget var nødt til at tage op efter 1936, fremmede kun i ringe grad udstykningen – det er jo ikke jord – sagde jordlovsudvalgets formand gang på gang til konsulent M. K. Kristensen, der som græsmarksekspert var jordlovsudvalgets rådgiver med hensyn til kultiveringsarbejderne i Store- og Lille Vildmose”.
Husmandsloven af 29 marts 1924 bestemte, at finansudvalget hvert år i december måned skulle fastsætte grænsen for, ikke alene det samlede lån til udstykninger, men også til byggelånene. Ønsket om gode og smukke boliger til de nye husmandshjem førte til et samarbejde med foreningen “Bedre Byggeskik”, denne forening ville rådgive og bistå nybyggerne, så de kunne få sig nogle praktiske, smukke og billige boliger. Da samarbejdet med denne forening ophørte, ansatte jordlovsudvalget i 1922 arkitekter til at hjælpe nybyggerne med forhandlingerne og tilsynet med håndværkerne.
Ved de private udstykninger var det ofte landmandssønner, der overtog de nye brug, men ved de store udstykninger kom ansøgerne fra mange forskellige erhverv, det viste sig dog, at husmands- og arbejderbørn talmæssigt lå i spidsen blandt de nye statshusmænd.
Behandlingen af ansøgere til de nye husmandsbrug
Det blev bestemt at oplysninger om nye lodder, der var klare til udstykning skulle offentliggøres hvert år i juni. Ansøgningsskemaer til den ny jord kunne afhentes hos det stedlige sogneråd, og skulle så i udfyldt stand sendes retur inden d. 15. juli. Efter at sognerådet havde sagt god for ansøgerens kvalifikationer, blev skemaerne indsendt til husmandsbrugskommission, som derefter indstillede til jordlovsudvalget, i hvilken rækkefølge ansøgerne kunne komme i betragtning. Til sidst afgjorde jordlovsudvalget så den endelige fordeling af jordlodderne.
De ansøgere, der havde sparet op ved alene at arbejde ved landbruget, skulle komme i første række som en anerkendelse for denne indsats. Jo dygtigere, flittigere og sparsommeligere man fandt ansøgeren, jo større sikkerhed skulle vedkommende have for at blive udvalgt. Derudover lagde man vægt på, at ansøgere fra den egn, hvori udstykningen foregik, fik fortrin fremfor andre ansøgere. Det blev gjort med den begrundelse, at man fandt det af overmåde betydning for den kommende husmand, at han havde mulighed for at kunne hente hjælp hos familie eller venner i de første svære år.
Det var målet at den jord, der var klargjort, blev udstykket og fordelt i november måned, så de nye ejere kunne komme i gang om foråret, når jorden var tjenlig. Bygningerne, forlangte man, skulle være opført inden første oktober efter overtagelsen.
Den nye husmand var selv bygherre, men tegninger og overslag over byggeriet skulle godkendes af husmandsbrugskommissionerne. Byggelånet blev udbetalt, når tegningerne var godkendt, og når byggeriet i øvrigt så ud til at ville overholde de stillede krav. Derefter skulle husmanden selv aftale akkorder med håndværkerne. Hvis manden selv ønskede at udføre en del af arbejdsmandsarbejdet ved byggeriet, eller han f.eks. ville støbe gulvene selv, så kom den besparelse, han derved opnåede, ham selv til gode.
De politiske mål for husmandsbrugene
Husmandsbrugenes produktions pr. arealenhed havde næsten altid været dobbelt så stor som produktionen på de store gårde over 100 ha. det gav husmændene gode kort på hånden, når der skulle forhandles nye udstykninger med staten.
For at give husmændene mulighed for at kunne få god økonomi i bedriften, var det dog vigtig, at der blev skaffet tilstrækkelig og billig jord frem til udstykningerne. Den dårlige jord kunne let blive for dyr ved det forarbejde, der måtte foretages inden udstykningen. Der kunne blive tale om store udgifter til afvanding, veje, fremskaffelse af drikkevand etc. Alt dette gav en betydelig risiko for, at husmændene i den sidste ende alligevel kom til at sidde for dyrt.
Landbrugskrisen i 1930’rne havde vist, at det var nødvendigt med en stor selvforsyning på de enkelte brug, da et stort indkøb af foderstoffer forringede konkurrenceevnen. Faldet i eksporten af svin var især gået ud over de husmænd, der ikke avlede foder nok til eget forbrug. Man ønskede derfor nu at udstykke større husmandsbrug, men de måtte dog heller ikke blive større, end at nybyggerne kunne skaffe den fornødne kapital, og man ønskede stadigvæk at jorden skulle være så billig som mulig, for at gøre det lettere for husmændene at gøre bruget rentabelt. I 1933 bestemtes det derfor også, at det med jordlovsudvalgets mellemkomst også skulle være muligt at oprette mindre gårdbrug.
A. G. Moltke lagde Lille Vildmose under Lindenborg, og herunder hørte mosen indtil statens køb af den nordlige del. Ejendomsskatterne, og hermed en indkomst for staten, fastsattes ud fra jordens bonitet, men blev denne sat for lavt ud fra statens synsvinkel, betød det, at den ikke fik så mange af de investerede penge tilbage igen. Blev den sat for højt kunne det betyde, at husmændene ikke kunne blive ved jorden, og det var der jo ingen, der var interesseret i.
Trods alt betød en billig udstykning, at der blev oprettet flere nye brug af det fastsatte beløb, og det betød flere mand i arbejde i en arbejdsløshedssituation.
Det beskæftigelsesmæssige aspekt
Oprettelsen af nye husmandsbrug var ønskelig, fordi det betød en fastholdelse af landarbejderen på landet. I en tid med stor arbejdsløshed og boligmangel i byerne ønskede man ikke, at landarbejderen og hans familie flyttede derind. Dræningsarbejder og f.eks. vejarbejder til de nye kolonier gav mænd i det pågældende område, og i byggeperioden blev der også brug for håndværkere. Den enkelte kommune skulle sørge for vejarbejdets udførelse etc. men det blev statens jordfond, der betalte udgifterne hertil, vedligeholdelse af anlæggene blev det lodsejernes opgave at varetage. Oprettelse af en husmandskoloni kom altså til at gavne beskæftigelsen og økonomien i den berørte kommune.
Afrunding
Den politiske vilje til at starte på opdyrkningen af Lille Vildmose var tæt tilknyttet tanken om, at skabe en øde og gold mose om til noget produktivt for landet. Da man ikke fandt andre anvendelsesmuligheder rentable, valgte man at skabe nye husmandsbrug, især fordi man havde opnået mange erfaringer fra opdyrkningen af Store Vildmose. Der fandtes en politisk vilje til at skabe gode muligheder for husmændene i denne periode, fordi det viste sig, at denne produktionsmetode kunne blive rentabel.
Oprettelsen af nye husmandsbrug har altid været tæt tilknyttet til spørgsmålet om at beskæftige et overskud af arbejdskraft. Kultiveringen og opdyrkningen af Lille Vildmose ville give mange nye arbejdspladser i de kommuner, der stødte op til den, så derfor blev opdyrkningen af den hilst velkommen både af egnens befolkning og politikerne.
Ved at opdyrke Lille Vildmose ville man altså få en chance for at skabe beskæftigelse og give så gode vilkår som muligt for nye familiebrug. Drømmen om at “skabe nye hjem til landets unge” hvilede på idealer om, hvordan et godt liv skulle formes, og disse idealer havde indtil da også vist sig at være realistisk mulige.
Kapitel 2
Tiden fra 1935 – 1949
Lille Vildmoses opdyrkning: Købet
I 1935 tilbyder grev Schimmelmann, som er ejer af Godset Lindenborg, at jordlovsudvalget kan købe 1790 ha. af den nordlige del af Lille Vildmose. I første omgang finder det, at arealprisen er for høj, og landbrugsministeriet foreslår jordlovsudvalget at det forhandler om nogle tilstødende arealer i mosen, der vistnok kan erhverves for knap det halve.
Et udvalg under jordlovsudvalget havde undersøgt hvad det ville koste at afvande og forberede mosen til landbrug og anslået, at en opdyrkning ville komme til at koste ca.0.6 kr. pr. ha. Man havde en del erfaringer fra opdyrkningen af Store Vildmose og man regnede med, at Lille Vildmose ville være lettere at afvande og kultivere end Store Vildmose.
Efter endnu nogle forhandlinger med godset Lindenborg vedtog man dog at erhverve de tilbudte arealer her, og i nov. 1936 købte jordlovsudvalget 3098 ha. af Lille Vildmose.
Foruden Vildmosearealet matr. 1.a. og Knarmou matr. 3.a. købtes Bomgården, Hedestederne, Vildmosegården+ Møllesø, Birkesø og Lillesø. Der blev betalt 150 kr .pr. ha. for den uopdyrkede mosejord, og for de dyrkede arealer betaltes efter ejendomsskyldsvurderingen.
I 1938 købte jordlovsudvalget yderligere nogle parceller beliggende lige øst for mosen, det var gdr. Kr.Langelands og husmand P . Langelands ejendomme i Dokkedal by, derudover købte jordlovsudvalget også andre arealer i mosens nærhed.
Købet af vildmosearealerne var i første omgang en stor udgift for Staten, og man drøftede derfor i 1939, om det var muligt at udnytte mosearealerne ved tørvegravning eller andet samfundsgavnligt tiltag, inden husmandsbrugene blev oprettet.
Arbejdet med afvandingen og opdyrkningen skulle ledes af inspektør J. Knudsen fra Vildmosetilsynet i Tylstrup, der havde forestået den nu afsluttede opdyrkning af Store Vildmose.
Det daglige arbejde i Lille Vildmose skulle ledes af arbejdsformand E. Rolandsen fra Store Vildmosearbejdet, han flyttede derfor til Dokkedal by i 1937.
Vildmosegården skulle fortsætte som forpagtergård under staten til at passe statens arealer. Ejnar Haslund blev ansat som bestyrer af græsfennerne. Da noget af jorden lå så langt fra Vildmosegården, at en fornuftig drift af gården ville blive besværlig, oprettede man en ny gård “Nopsegården”. Den skulle ligeledes drives af en forpagter. Man forestillede sig, at denne gård skulle bestå indtil udstykningen af nye husmandsbrug, nåede til de arealer, der blev lagt ind under den.
Planerne for udstykningen
Jordlovsudvalget planlagde at oprette ca. 80 selvstændige jordrentebrug på arealerne, de resterende ca. 1300 ha. skulle bruges til græsfenner, der kunne udlejes til græsning for kreaturer i sommerhalvåret. For at give de nye husmænd så gode vilkår som mulig, ville man ved udstykningen tage hensyn både til terrænet og afvandingsforholdende, og derfor skulle hvert landbrug have 5 ha. sandjord (det vil sige jord, der havde været opdyrket fra gammel tid), og 15 ha. af den nykultiverede græsjord på mosearealerne. Med denne fordeling regnede man med at skabe gode betingelser for kornavl og dyrkning af rodafgrøder på hver enkelt parcel. For at gøre det muligt for de nye ejere så hurtigt som muligt at komme op på en rentabel produktion, skulle den gamle agerjord drænes og mergles inden de overtog den. Samtidig med, at der blev udarbejdet opdyrkningsplaner, blev der også lavet en plan for plantning af læbælter i mosen.
Et areal af mosen i det sydøstlige hjørne mod Knarmou foreslog man beplantet med bjergfyr, desuden ønskede man og planlagde et 10 m. bredt læbælte langs alle veje. Dette arbejde kunne dog ikke sættes i værk før vejene og beplantningsarealerne var udgrøftede.
Vejene i udstykningen
Jordlovsudvalget udstak vejnettet på arealerne, og derefter overlod man det til landinspektør Nellemann at udarbejde et vejprojekt. Dette projekt skulle godkendes af de berørte sogneråd, dvs. sognerådene i Mou og Kongerslev kommuner, samt jordlovsudvalget. Derefter skulle Nordjyllands amt og Landbrugs ministeriet sanktionere, at arbejdet blev påbegyndt.
Efter forhandlinger med de berørte kommuner, blev det aftalt, at jordlovsudvalget forestod anlægget af vejnettet og betalte 80% af udgifterne, kommunerne skulle så betale de 20%. Når vejene var færdige, skulle Mou og Kongerslev kommuner overtage vejene og sørge for den fremtidige vedligeholdelse. Da vejfonden ville yde et tilskud på 46% af vejudgifterne, fik de berørte kommuner i første omgang penge til overs, som de så kunne bruge til vedligeholdelse af det øvrige vejnet.
De steder, hvor der skulle laves helt nye veje, blev vejbyggeriet udført på denne måde: Først blev grøfterne gravet, derefter blev der lagt et dæklag af 15 cm. kridt, der ovenpå igen blev der lagt 35 cm. sand eller uharpet ral, og øverst kom 20 cm. harpet ral. Som bindemiddel øverst blev vejene dækket af et mindre lag kridt. Sandet til vejbyggeriet blev i stort omfang hentet i de nu fredede Mulbjerge, og øvrige vejmaterialer blev hentet i strandvolden ved Kællingebjerggård. Til transport af de mange materialer blev der anlagt tipvognsspor, så et lokomotiv med tipvogne kunne bringe de mange tons tungt vejmateriale hen over de våde og ufremkommelige areal.
Afvandingen
Allerede i 1886 var der udfærdiget et nivellement som led i en plan om kultivering af Lille Vildmose. Dette nivellement blev nu kontrolleret, for at se om det stadigvæk var brugeligt, og derefter udfærdigedes i 1936 en afvandingsplan af sekretær John Knudsen med assistance af landbrugskandidat Jørgen Kongstad.
Det viste sig, at arealet nord for de tørlagte søer hovedsageligt blev afvandet mod vest. Afløbet fra den vestlige del foregik mod nord til Gudumholm kanal og længere mod syd til Haslevgårds å. Den smalle østlige del af arealet havde afløb gennem Skelgrøften til Stræbæk afvandingskanal med udløb ved Bomgården.
Den nye afvanding begyndte allerede med anlægget af vejene i mosen, fordi vejgrøfterne blev planlagt som hovedløb for det system, der førte vandet videre til de eksisterende åer og vandløb. Afløbsgrøfterne skulle samtidig virke som skelgrøfter mellem de nye ejendomme, og afstanden mellem grøfterne blev derfor på 200 m. Man mente, at denne afstand var passende, fordi man ikke regnede med, at Lille Vildmose var så vandrig som Store Vildmose, hvorfra man havde en del erfaringer med at afvande højmose. Da vejene alle stort set var nyanlagte, kom Lille Vildmose derfor til at fremstå med et net af nord-syd og øst-vest gående linjer i landskabet.
Grøfterne skulle normalt være ca. 2 m. dybe – 0,5 m. i bunden og 1,3 m. foroven. Siderne var stejle, men man mente at have erfaring for, at de ikke ville skride sammen, blot udgravningen skete lidt efter lidt i takt med, at vandstanden sank. Efter planen skulle gravningen af grøfterne derfor foregå i en 3-4 år over hele arealet på en gang. Første år gravedes ca.1 m., mosen fik så tid til at sætte sig, og derefter gravedes et nyt lag igen det følgende år, osv. indtil man blev færdig.
Drænledningerne skulle lægges efter behovene på stedet, men man planlagde, at de generelt skulle ligge for hver 40 m. Der skulle lægges 2 tommer rør i en gennemsnitsdybde på 1 m. og med et fald på 2,5 m. Dræningsledningerne skulle lægges fra agerens midte og udefter, på en sådan måde at den øverste ende af hver ledning blev forskudt 20 m. i forhold til den næste.
Kultiveringsarbejdet
Til vejbyggeriet blev der hentet grus fra Mulbjergene. Der blev anlagt et tipvognsspor, og ad dette fragtedes der i løbet af anlægsperioden 80.000 kbm. grus. Gravningen foregik i stor udstrækning manuelt, og for at hindre en nedskridning, i 3 etager, sporene herfra kan stadig ses i bakkerne.
Efter afvandingen blev mosen planeret, det var nødvendigt, på grund af dens struktur med de højere lyngtuer og de lavere våde, næsten bundløse partier. Før de store fræsere kunne køre i dette morads, måtte arbejdsmændene med spade skære toppene af tuerne og smide disse ned i lavningerne. De store fræsere var specielt bygget med høje brede hjul, der skulle kunne klare at arbejde i den bløde mose, men trods dette, hændte det at de sank i “bløde” og måtte have hjælp til at komme fri.
Efter første fræsning skulle mosejorden mergles. Merglen kom med tipvogne ad et dertil nyanlagt tipvognsspor fra godset Randrups mergelgrav. Der var kridt i Kællingebjerg ved Sdr. Kongerslev, men da man mente, at merglen ville være bedre i mosejorden, søgte man efter en mergelforekomst, der kunne udnyttes. Mergelgraven ved Randrup blev altså åbnet på grund af Lille Vildmoses opdyrkning.
Mergelen blev efter udspredningen, der skete med håndkraft, fræset ned sammen med en portion kunstgødning, og derefter var mosen bearbejdet godt nok, til at det første græs kunne sås. Arbejdet med mergelgravning, læsning af tipvogne, aflæsning, flytning af spor, pasning af spor, kørsel med tog, satte, når arbejdet var i fuld sving i sommertiden, ca. 55 mand i arbejde. Til reparation og eftersyn af maskiner og tipvogne blev der oprettet et maskinværksted i Dokkedal by, her var man i perioder oppe på at have 13-14 mand ansat. I 1939 blev der trukket elledninger fra Dokkedal til Vildmosegården, og ferskvandsledninger blev ført ud i området fra Dokkedal Vandværk.
Arbejdskraften
Meget af arbejdet med afvanding og kultivering af mosen blev foretaget med håndkraft, så der blev brug for egnens arbejdsmænd. Men det var ikke noget problem i slutningen af 30’rne. Afdelingsformanden for arbejdsmandsforbundet Martinus Wammen Vårst anslog, at han kunne skaffe 421 mand til arbejdet. Man bestemte at det skulle være de arbejdsløshedsforsikrede arbejdere, der skulle antages, og arbejdere fra kommunerne Mou og Kongerslev skulle gives “noget fortrin”. De ansatte måtte “ikke være alt for unge eller gamle”, og arbejderne skulle ansættes, så de ikke fik alt for langt fra bosted til arbejdsplads. Der blev aftalt akkorder mellem arbejdsmandsforbundet og arbejdslederen, aflønningen skulle ske efter statens normale takster.
I 1937 var både Vildmosetilsynet og Mou og Kongerslev kommuner ivrige efter at gå i gang med projektet, og det første arbejde med at anlæggelsen af vejnettet og afvandingsgrøfterne blev startet. Det gav arbejde til de mange ledige hænder i området, men da arbejdet med kultiveringen i Store Vildmose var ved at være afsluttet, kom der nu også arbejdskraft til området, som var blevet overflødige nordenfjords, og forsøgte at komme med i arbejdet i Lille Vildmose. Mange af disse bosatte sig i Dokkedal.
Anden verdenskrig
I begyndelsen af 1940’rne standsede kultiveringsarbejdet stort set, dels kunne der ikke længere skaffes brændstof nok til de store maskiner, dels kunne der ikke skaffes arbejdskraft nok, da arbejdsmændene kunne tjene mere ved den tørvegravning, der kom i gang, fordi det nu pga. krigen blev svært at skaffe udenlandsk brændsel til varme og drivkraft til maskiner og biler. Tørvefabrikkerne i Cementfabrikkernes mosebrug og i Portlands mose kunne aftage al den arbejdskraft, der kunne findes, så i denne periode flyttede mange mennesker fra hele landet til kommunerne omkring mosen.
I Dokkedal by var der ikke boliger nok til de mange tilflyttere, så man boede i alle de rum, hvor det var muligt at finde plads. Selv i landarbejderhusene, som ellers var opført med den klausul: “at der ikke måtte ske udlejning af værelser”, flyttede folk ind. Da der var rationering på alle byggematerialer, blev der stort set ikke opført nye boliger i disse år . Manglen på byggematerialer blev også en medvirkende årsag til, at man ikke kunne begynde at opføre de nye husmandssteder med det samme.
Dokkedal skole, der var nyopført i 1939 til ca. 60 elever og en lærer, måtte allerede i 1942 udvides på grund af de mange børn, der fulgte med de nyankomne arbejdsmandsfamilier. Statens Vildmosetilsyn forsøgte at fabrikere tørv på de arealer, der alligevel ikke kunne komme under kultivering pga. krigen, men på grund af mosens beskaffenhed, med det tykke lag meget lidt omsatte spagnum, lykkedes det ikke at fremstille et produkt, der kunne sælges som brændsel, selv om man forsøgte at få en stor maskine stillet an, der skulle kunne blande det øverste og nederste lag af tørvene sammen. I krigsårene 1940-45 lå arbejdet i statens del af Lille Vildmose stort set stille.
Målet at skabe nye hjem til landarbejderfamilierne på en indtil nu stort set uproduktiv jord, var midlertidig standset, ikke på grund af manglende velvilje fra staten eller kommunerne i mosens rand, men på grund af, at landet var blevet besat af tyske tropper. Disse forsøgte efter bedste evne at udbygge Danmark til en fæstning, og dertil krævedes også både materialer og arbejdskraft. Indtil nu havde kultiveringen kun kostet staten penge, men kommunerne omkring Lille Vildmose havde haft glæde af denne investering, der var kommet mange mand i arbejde, og der var påbegyndt en del nye vej i området.
Kapitel 3.
Tiden 1949 – 59. Nybyggerlivet
Udstykningens start
Efter anden verdenskrig var der fortsat interesse for at oprette nye husmandsbrug i alle politiske partier, på grund af udviklingen i landbruget ønskede man dog ikke længere at oprette de helt små brug, men både Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre arbejdede i 1945 stadig for, at oprettelsen af selvstændige brug skulle fremmes, og at man fortsat skulle forsøge at fremskaffe tillægsjord til de husmandsbrug, der var for små til at kunne dyrkes rentabelt. De konservative kan samme år citeres for følgende:
“Det er i samfundets interesse, at der skabes nye, selvstændige hjem for den ungdom, der ved dygtighed og sparsommelighed har skabt det nødvendige grundlag så ungdommen i højere grad kan holdes ved landbruget, befolkningstilvæksten holdes oppe, og så mange af samfundets børn som muligt kan vokse op under sunde forhold, der alene kan bydes på landet.”
Jeg finder faktisk dette citat temmelig sigende for den holdning, der var til hele husmandstanken i denne periode, ikke kun i politiske, men også i de folkelige kredse. I de forløbne år, siden købet af arealerne i Lille Vildmose i 1937, havde disse hvert år kostet staten penge, og oprettelsen af de nye brug ville selvfølgelig igen føre til nye udgifter for staten, og da brugene var planlagt som jordrentebrug, ville der kun kunne forventes få indtægter for staten i de første år efter husmandsbrugenes start.
Efter krigens afslutning blev det atter gradvist muligt at skaffe materialer og arbejdskraft, sidst i 40’rne kom arbejdet med kultiveringen i gang, og man startede forberedelserne til de første udstykninger. Trods krigens ophør var det alligevel begrænset, hvor meget der kunne bygges, og derfor blev der hvert år på finansloven afsat et fast beløb til brug for oprettelse af nye statshusmandsbrug. På Vildmosearealerne blev det til, at man påbegyndte 5 nye brug årligt.
Udstykningen var blevet planlagt således, at hver parcel fik 5 ha. sandjord, som havde været dyrket i fra gammel tid, og 15 ha. af den nykultiverede og med græs tilsåede mosejord. De 4 ejendomme, der var med i handlen med Lindenborg, lå på arealerne, der vendte ud mod Kattegat, og det var tanken, at de skulle indgå i udstykningen til statshusmandsbrug.
Jorden til disse forpagtergårdene var af en meget ringe beskaffenhed, så man fordelte derfor jorden således, at der på forpagtergårdenes jord blev afstået arealer til byggepladser og højbundspladser for 10 nye landbrug. Forpagtergårdene skulle så hver have en andel af de nyopdyrkede mosearealer ligesom de øvrige nye husmandsbrug.
Forpagterne fik tilbuddet om at overtage ejendommene på samme vilkår som de nye husmænd, og da stuehuse og stalde jo lå der, var disse forpagtere blandt de første statshusmænd, der kom igang, efter at arealfordelingen havde fundet sted i 1949. Her rejstes nu et politisk bestemt kulturlandskab:
Udlodningen af jorden
Jordlovsudvalget annoncerede i dagbladene, sandsynligvis har det været i Aalborg Amtstidende eller i husmandsforeningernes blad Husmandshjemmet, kort før et årsskifte om, at der nu var 5 parceller klar til udlodning i Lille Vildmose.
Jeg har ikke kunnet finde annoncen i de gamle aviser, jeg har kigget i fra denne periode, og der har heller ikke været nogen af de husmænd, jeg har talt med, der har gemt een, men en af husmændene mener bestemt at kunne huske, at han havde læst annoncen i avisen en af dagene mellem jul og nytår. Derefter måtte de interesserede indhente ansøgningsskemaer og anbefalinger og indsende det ønskede materiale til en af jordlovsudvalgets repræsentanter i Nordjylland. I de første år var der så mange ansøgere til de nye parceller, at det var nødvendigt at foretage en sortering af ansøgerne. ·
Der blev lagt vægt på, at det var en ansøger:
“Der havde udvist sparsommelighed og egnethed, herunder faglig dygtiggørelse“.
Der var jo ingen, der var interesseret i, at en ung mand gik i gang med så svær en opgave, hvis der ikke var tiltro til, at han kunne magte den! Det var i det store og hele mænd, der søgte, men det betød ikke, at en kvinde ikke kunne udvælges, hvis man fandt hendes muligheder gode nok, det viser sig ihvertfald ved, at der i 1952 blev en enke godkendt til en parcel. Måske på sønnens vegne, fordi han på dette tidspunkt ikke var fuldt myndig?
For det meste var det familiefædre, der søgte, og det svarede helt til hvad der forventedes fra politisk hold, selve grundlaget for produktionsformen hvilede jo på, . at mand, kone og børn var deltagere i det fælles arbejde i bedriften.
Ungkarlene blev dog også fundet egnede, 3 ungkarle er ihvertfald startet som statshusmænd i denne koloni, ser det ud til. De fleste godkendte kom, som det var planlagt, fra mosens umiddelbare omegn. Udstykningens hjemkommune er Mou, og efter mine optællinger ser det ud til, at 6 nybyggere kom fra Dokkedal og 5 fra Mou, altså indenfor kommunens grænser. 14 af nybyggerne kom fra de nærmeste kommuner Kongerslev, Hurup, Bælum, Terndrup, Als, Vaarst og Haals. Derudover kommer 5 nybyggere fra Hadsund-egnen og 1 fra Vejgaard. Fra Vendsyssel starter 5 nye familier på opdyrkningen. Men de kom jo alligevel ikke langvejs fra, for det viser sig at de kommer fra Hals, Ulsted og Aabybro, som ligger lige på den anden side af Limfjorden.
Næsten alle mændene er sønner af landmænd, ser det ud til ud fra mine interviews, jeg skriver landmænd vel vidende, at der er forskel på at være gårdejer eller husmand. Disse begreber har jeg haft svært ved at få adskilt under samtalerne med husmændene; så jeg vil her holde mig til, at når man er landmand, betyder det, at man ejer et landbrug, hvor hovedindtægten kommer fra arbejdet ved dette. En enkelt husmand kommer fra et arbejdsmandshjem og en enkelt fra et hjem, hvor familien har haft et liberalt erhverv.
For husmandskonernes vedkommende ser det ud til, at der et mere varieret mønster, her kommer 7 fra landmandsfamilier, 3 fra håndværkerfamilier, 3 fra arbejdsmandsfamilier og 3 fra en familie med et liberalt erhverv, efter hvad jeg har fået oplyst. De første 5 godkendte ansøgere fik tilsendt oplysninger om de nye parcellers beliggenhed og størrelse, og så mødtes de med repræsentanter for jordlovsudvalget en dag i marts for at få en lod uddelt. Uddelingen af lodder foregik ved lodtrækning, hver ansøger måtte trække et lod i en pose, og så skulle alle ansøgere have fået en retfærdig behandling.
Ikke alle fik den lod de havde drømt om, ikke alle lodder var lige attraktive, men herefter måtte de så hver især se, om de kunne affinde sig med den tildelte lod, ellers måtte de trække sig tilbage og lade en anden komme til.
En husmandskone:
”Vi trak jo lod om grunden, men vi fik den dårligste det år, vi måtte købe jord hos naboen, for at få vores bygninger anbragt fornuftigt på jorden, og vi måtte selv grave en brønd, da der ikke var noget brugeligt vand på grunden”.
Efter lodtrækningen blev der underskrevet en slutseddel hvori betingelserne for overtagelsen stod, bl.a. stod der:
“Jorden overtages på jordrente vilkår.
Bygningerne skal være opført inden første oktober samme år, og ejerne forpligtiger sig til at bo på ejendommen.
Ejendommen kan ikke sælges uden samtykke fra jordlovsudvalget.
Køberen forpligter sig til at blive medlem af et interessent selskab, der skal tage sig af vandforsyningen, og til at blive medlem af en transformatorforening”.
At jorden blev overtaget på jordrentevilkår betød, at der ved salget ikke blev erlagt en købesum,
“men at der påhviler jorden en periodevis bestemt halvårlig rente, der erlægges bagud i hver 11 juni og 11 december termin. Jordrenten udgør 2% af den sum, hvortil jordens grundværdi ansættes”. Jvf. Statshusmandsloven”.
Samtidig med at slutsedlen blev underskrevet, udfærdigedes ansøgningerne om byggelån, etableringslån og lån til installationer. Disse lånestørrelser blev ansat hvert år ved lov. I 1956 udgjorde f.eks. byggelånet 57.000 kr. etableringslånet 7.000 kr. og installationslånet 2.500 kr. Denne procedure blev gentaget de næste 10 år indtil ialt 37 statshusmandsbrug var blevet oprettet. Da lånestørrelsen blev fastsat hvert år, kan man i Statistiske Meddelelser 1959 se, at de givne lån voksede med tiden dvs. med konjunkturerne. De sidste lånte altså et højere beløb, men deres indtjeningsmuligheder steg jo også i kroner og øre i samme periode, iflg. Statistiske Meddelelser 1959.
Det karakteristiske for den selvstændige landmands livsform er, at landmanden ejer produktionsmidlerne. I den udstykning kom de nye husmænd ikke til at eje deres jord, men det viser sig, at det ikke kommer til at spille nogen afgørende rolle for selvejertanken. Husmændene har nemlig uden al tvivl brugsretten til deres jord, så længe de overholder deres forpligtelser. Først når der skal optages nye lån, eller der skal handles med jorden, vil det forhold, at det er jordrentebrug, komme til at få betydning.
Byggeriet
Efter at handelen var afsluttet måtte planlægningen for den første sommer på den nye ejendom lægges. Jorden skulle tilsås så hurtigt som muligt, så der allerede det første år kunne høstes, og der skulle også så hurtigt som muligt laves aftaler med håndværkerne om opførelse af bygninger.
Jordlovsudvalget stillede forskellige krav til bygningerne, bl.a. skulle stuehuset have to indgange, og der skulle være toilet inde i huset. Der blev f.eks. også stillet krav til opvarmningsmetoden, det forventedes, at man fyrede med tørv eller fast brændsel. Tørvene var der nem adgang til, dem kunne husmændene selv grave op, hvis det var nødvendigt.
Det nye byggeri skulle holdes inden for byggelånets rammer, men det var muligt at foretage ændringer i byggeriet, hvis ejeren selv havde økonomisk mulighed for at ordne det. Jordlovsudvalget lå inde med færdige tegninger til moderne husmandsbrug, disse kunne med fordel benyttes, og så kom bygningerne ihvertfald til at opfylde de stillede krav, men man behøvede ikke at bygge efter de foreslåede tegninger, det var muligt selv at tegne dem eller få udfærdiget forslag til bygningerne hos håndværkerne men disse tegninger skulle godkendes, før opførelsen gik i gang.
Hvis det ikke var muligt at lægge bygningerne på den faste jord pga. jordloddens form eller den bekvemmeste adgang til landevej, skulle der søges om at få lov til at lægge bygningerne på mosearealet. Dette ville nemlig fordyre opførelsen af bygningerne, fordi det så var nødvendigt at støbe et meget stærkere fundament til bygningerne i mosejorden, da denne hele tiden sank sammen i takt med afvandingen. De nye ejere aftalte selv med håndværkerne, hvorledes byggeriet skulle foregå, mange af de nye husmænd påtog sig at være håndlangere for en murermester den første sommer. Så måtte husmanden arbejde hele dagen ved byggeriet, og passe sine marker og eventuelle dyr efter fyraften.
På denne måde kunne den nye husmand tjene en dagløn, og det kunne han ofte trænge til, med alle de udgifterne byggeriet og etableringen af produktionen medførte. De første år var der dog ingen, der regnede med at få en nævneværdig indtægt.
Tag over hovedet
De nye statshusmænd startede på en bar mark uden bygninger, og nu skulle de så i gang med, at skabe det hjem, de hver især havde drømt om. De fleste af de nye husmænd kom fra omegnen, denne nærhed blev til stor hjælp den første sommer. Da de fleste familier havde små børn, var det rart, når de ikke boede længere væk, end at de hver dag kunne komme ud til jorden. Vi må huske på, at denne udstykning startede i en tid, hvor cyklen var det mest almindelige transportmiddel. Der fandtes offentlige transportmidler, der kørte en bus til Aalborg og gennem Dokkedal til Hurup og Als, men busserne kørte ikke mange gange om dagen. Dengang kunne man dårligt forestille sig, at privatbiler engang ville blive hver mands eje.
Hvis det ikke var muligt at blive boende i sit gamle hjem indtil det nye hus stod færdigt, måtte familien klare sig bedst muligt, og det gjorde den så på mange måder. Her var det jo klart en fordel for de familier, der stammede fra det nærmeste opland. De havde familie eller venner til at hjælpe dem med en midlertidig bolig, hjælp til byggeriet eller måske lån af de nødvendige redskaber og maskiner. Fra politisk hold fandt man denne hjælp meget nødvendig, og samtidig var det også helt naturligt for de nye husmænd at hente hjælp hos familien.
De nye naboer og indbyggerne i Dokkedal by var heller ikke kede af at stille et rum eller lign. til disposition for de energiske folk, der “turde” gå i gang med at opdyrke mosen.
En husmandskone fortæller:
“At de først boede i et udhus hos deres fremtidige nabo på Blæsborg, men da det viste sig, at deres lille dreng hele tiden var syg, flyttede de senere op på loftet i stuehuset“.
Mange fortæller, at de startede med at bygge hønsehuset, og så brugte de det til beboelse i sommertiden:
“det gik jo nok an for en stund at bo på en lille plads, når man kunne se de nye bygninger rejse sig på jordlodden.”
Andre boede i den ene ende af stalden, den byggede man ofte først for at have plads til malkningen og opbevaring af mælken inde. Man kunne også bo i mælke- eller roerummet, roer var der jo f.eks. ingen af den første sommer. Mange havde heller ikke købt fuld besætning til at begynde med, og de kreaturer, der var, kunne gå ude i sommertiden, så foreløbig var der god plads til at indrette sig i stalden.
Stuehusene skulle være færdige til indflytning inden 1. oktober, men da der var rift om håndværkerne i sommertiden kom det til at knibe, ikke alle familier var i hus før december. En husmandskone fortæller, at deres stuehus var færdigt til indflytning d.27. november. En anden fortæller, at håndværkerne afleverede stuehuset færdigt til jul, så de kunne fejre den første jul i det nye hjem.
Dyrene
Traktorer var ikke blevet almindelige i det danske landbrug i begyndelsen af 50’rne, så langt de fleste af de nye husmænd startede med 2 heste, andre begyndte med en hest, kun en af de interviewede husmænd startede med at købe en traktor. Etableringslånet kunne bruges til at købe dyr og redskaber for. En ko kostede i begyndelsen af 50’rne ca. 400 kr, men kreaturhandlerne gav ofte det tilbud, at købte man og betalte 6 køer fik man 7. Ikke alle startede med dette antal, der skulle jo også være tid til at passe dyrene mens byggeriet stod på, og derfor ventede nogle med at købe det antal dyr, de ønskede sig, til byggeriet var færdigt.
Staldene blev alle opført med plads til 2 heste, 8 eller 10 køer samt plads til 4 ungkreaturer og lidt kalve, desuden var der plads til ca. 38 svin.
Hvor mange svin der kom i stalden, afhang af, om man selv ville have søer gående med smågrise, eller om man ville købe smågrisene og kun fede dem op. De fleste nybyggere forestillede sig, at de skulle have et traditionelt husmandsbrug med malkekøer, søer, grise. De husmænd, der havde tænkt sig at satse på malkekøer, byggede selvfølgelig stalde, der var egnede til det, men det mest almindelige var, at der var plads til fra 6-10 malkekøer. Ingen af de nystartede husmænd i mosen, planlagde et egentligt græsvangsbrug, som dem der var oprettet i Store Vildmose.
Markerne
Da alle lodderne i de første husmandsbrug havde 5 ha. sandjord, der havde været under kultur fra gammel tid, startede man med at tilså disse med korn, de var nemme at gå til. Der blev lagt kartofler til familiens daglige forbrug, og der blev sået roer til foder til dyrene. Een hest kunne nok klare tilsåningen af disse arealer, men skulle der bruges større maskiner, måtte den husmand, som kun havde en hest, låne en til til hjælp, enten hos familien, hvis den boede i nærheden, eller hos naboen.
Mosejorden var tilsået med græs ved overtagelsen, og havde ligget således siden kultiveringen, For at kunne så korn i disse arealer, var det nødvendigt, at den først blev grundigt pløjet og forbehandlet inden såningen. Dette arbejde kunne dårligt klares i den tunge og våde mosejord, selv med to heste for redskaberne, så derfor bestilte nogle husmænd Hedeselskabet til at dybdepløje jorden først med deres store maskiner.
“Umiddelbart før overtagelsen fik Møller Jensen sin jord pløjet paa statens regning, og det viste sig da at selv to kraftige traktorer maatte opgive gennemførelsen af en pløjning på højmosejorden.” “Det var overalt en ynkelig pløjning. Resultatet var da ogsaa derefter. Første aar gav jorden henved 2 fold i udbytte – efterhånden er den oppe paa syv–otte fold i gennemsnit.”
Det var altså ikke helt nemt at få en god produktion på de nye marker i mosen i de første år, nok var husmandsbrugene store i forhold til andre husmandsbrug, men der skulle meget arbejde til med jorden, før den gav en acceptabel høst.
Mændenes arbejdsområde
Trods det, at hele familien var en del af produktionsenheden, var der dog en klar adskillelse mellem det arbejde mændene skulle udføre, og det arbejde kvinderne havde på husmandsstedet. Stort set alle mændene stammede fra et landmandshjem, og var opvokset ved landbruget. Det betød, at de var blevet bekendte med det daglige arbejde i en landbrugsbedrift allerede fra barnsben. Denne generation af drenge på landet havde naturligvis haft deres daglige pligter med at passe dyr eller lignende i hjemmet, allerede mens de gik i skole.
Da de var børn, var skolegangen tilpasset landbrugets rytme, de store børn gik kun i skole hver dag om vinteren, i sommertiden, hvor der var nok at bestille for unge raske hænder, gik de i skole hver anden dag eller mindre. Nogle af de nye husmænd havde været på landbrugsskole, før de startede på opdyrkningen af mosen, men ikke alle; men da alle jo havde arbejdet i nogle år ved landbruget, det var et krav til ansøgerne, gik man altså ud fra som en selvfølge, at de vidste, hvordan arbejdet i denne produktionsform skulle gøres, og de gik fulde af energi igang med den nye opgave.
Husmændene havde altså de landbrugsfaglige kvalifikationer, der krævedes, og nu fik de så det fulde ansvar for det arbejde, der skulle udføres, drømmen om at blive selvstændig var gået i opfyldelse. Den første sommer måtte mange af husmændene fortsat arbejde ved siden af, enten som arbejdsmænd hos håndværkerne eller f.eks. ved det fortsatte kultiveringsarbejde i mosen, produktionen i deres eget landbrug var endnu ikke kommet så godt i gang, at de kunne tjene penge på den, og samtidig skulle de jo hele tiden bruge penge til deres families daglige forbrug.
Konernes arbejdsområde
De nye husmandskoner var ophørt med at gå på arbejde, da de blev gift, de havde i de fleste tilfælde haft pladser indtil brylluppet, men derefter var de blevet hjemmegående husmødre, som det var normalt, at kvinderne blev det i 1940’rne og 50’rnes Danmark. De fleste familier havde småbørn med, da de kom, og hvis de ikke havde, kom der snart små nye samfundsborgere til i løbet af de første år i det nye hjem.
I et husmandshjem forventede man ikke dengang, at konen gik på arbejde og på den måde tjente penge til husholdningen, men det var hendes ansvar at passe børnene, sørge for madlavningen, klæderne, rengøring inde, vask osv. Så der var nok at se til for en husmandskone med småbørn.
I et husmandshjem er det også naturligt, at konen hjælper manden i marken og med dyrene, hvor hun kan. Det forventedes, at hun kunne malke køer. De koner, der stammede fra et landbohjem, fandt det helt naturligt og havde selvfølgelig prøvet det før, men selv om en ung kone ikke havde prøvet det, forventedes det alligevel i de fleste tilfælde, at hun kunne. Kunne hun ikke, måtte hun hurtigt se at få det lært, også selv om hun måske var lidt bange for de store dyr. Der var ikke mange af de nye familier der havde store børn, da de kom, men var der børn, der kunne hjælpe lidt, fik de også deres opgaver, enten hjemme eller hos naboen.
Den første avl
Det første år, viste det sig, kom ikke til at forløbe uden problemer, først var der selvfølgelig problemerne med håndværkerne, der havde travlt, og ikke kunne blive færdige med ens hjem til tiden. Men der kom også problemer med avlen. Det viste sig, at den lette sandjord, som havde været dyrket i mange år, var i en meget en dårlig forfatning. Den manglede i høj grad gødning og mineraler, så høsten på disse jorder blev meget ringe.
En kone fortæller:
“Så blev det den første høst, og vi gik alle mand i gang med høsten, til bygningshåndværkernes forbavselse, var vi færdige den samme eftermiddag.”
Kornet, der var sået i den ny oppløjede mosejord, blev angrebet af smelderlarver, der gnavede i det nyspirede korn og forvoldte stor skade, desuden gnavede stankelbenlarverne, der ofte findes i stort tal i græsmarker, i kornets og græssets rødder og ødelagde på denne måde høsten.
Insekter var der overalt i stort tal både i kartoffelstykket og i roemarkerne. Det resulterede f.eks. også i, at rågerne næsten gravede alle kartoflerne op, i deres søgen efter insekter. Nogle steder høstedes der stort set ikke flere kartofler, end der blev sat det første år. Den første avl blev lille, og det betød, at der blev et ringe overskud til at gå vinteren og det kommende forår i møde med. Det var et travlt år det første år i mosen, travlt for både mand og kone, man startede tidligt og blev ved så længe det var lyst. Der var nok at se til, og nok at bekymre sig om, men trods sliddet var det også et godt år, man arbejdede jo med sit eget,
“avlede man ikke så meget den første sommer, så gik det jo nok, alting skal jo have sin tid, og man havde vel heller ikke turdet håbe på den store høst.
Ved juletid, da man var flyttet ind i eget hus, kunne man tillade sig at hvile ud drømme om, hvor god den nye tilværelse skulle blive.
Mosejorden som landbrugsjord
Mosejorden var ikke så nem at håndtere, som man havde håbet på. De nye husmænd havde nok regnet med, at alt ikke kunne gå glat, men behandlingen af mosejorden kunne ikke sammenlignes med nogen anden jord, de havde erfaringer med, så de var nu nødt til selv at lære sig dens muligheder at kende. Ingen andre kunne hjælpe dem:
” Jeg måtte famle mig frem, for at finde den bedste dyrkningsmetode,” siger Anker Jensen.
Mosejorden var, viste det sig, næsten altid meget våd og kold om foråret, en husmand fandt:
“at det var bedst at få sået inden “tællen” var af jorden, for så var den til at køre på, og kornet var klar til at spire, når der kom varme i jorden“.
Om efteråret kunne det igen blive så vådt, at det kneb med at få høsten bjerget. Var kornet blevet sået sent om foråret, var det sandsynligvis ikke blevet modent før efterårsregnvejret satte ind. Vand var der nok af på markerne, selv om afvandingen skulle være tilendebragt. Der stod altid vand i de store grøfter. På markerne kunne der visse steder stå vand så længe, at det ikke var til at så i disse lavninger samtidig med den øvrige mark, så måtte man vente med at så her, til det var blevet tørt, og derfor kunne man næsten altid se store pletter med et andet udseende i kornmarkerne på statshusmandsbrugene i mosen.
Nogle steder var det så slemt, at der stort set ikke blev høstet noget på de vandlidende områder. Kartofler kunne godt gro i den nye mosejord men ikke for godt, det viste sig senere, at mosejorden i høj grad manglede micronæringsstoffer. Klimaet medførte, måske fordi området ligger nær ved Kattegat, at der ofte kom tidlig nattefrost, der ødelagde kartoflerne eller roerne, inden disse var indhøstede. Roer kunne kun gro i markjorden, og i starten forsøgte mange også at have roer i mosejorden, men der kunne de ikke gro, det fik landmændene lært gennem erfaringen.
I halvtredserne var det normalt, at man skulle have mange roer til vinterfoder til køerne. De landmænd, der ønskede at have en stor kvægbesætning, måtte lære, at det var nødvendigt at bruge ensilage i stedet, og i mosen var det altid nemt at skaffe grøntfoder nok, det betød til gengæld, at landmændene skulle bruge en anden produktionsmåde end de var vant til, hvis der skulle være foder nok til besætningen.
Selv de landmænd, der havde et vist kendskab til mosejord, havde vanskelighed med at finde ud af, hvordan deres nye jord skulle behandles for at give et godt resultat; som en landmand der kom fra Store Vildmose udtrykte det:
“Selv om jeg var vant til mosejord, hvor jeg kom fra, var det alligevel ikke det samme som at opdyrke Lille Vildmose.”
Hestene som trækkraft
Trods afvanding gennem dræningsrør og grøfter blev jorden ved med at være meget våd, og det viste sig hurtigt, at den var for våd til, at to heste kunne trække redskaberne igennem den i forårs- og efterårsperioderne. Derfor måtte husmændene finde en mulighed for at skaffe sig en traktor til hjælp. Da det var småt med penge på de fleste husmandsbrug, slog to eller tre husmænd sig nu sammen, og købte en traktor i fællesskab. Så måtte de skiftes til at lave det arbejde, hvor de skulle bruge traktoren. I den periode, hvor den ene brugte traktoren, kunne den anden så foretage det markarbejde, som hestene kunne klare.
Havde man kun en hest selv, kunne man så låne naboens, mens han arbejdede med traktoren. Til visse markarbejder hændte det, en landmand måtte bruge tre heste foran redskabet. Det viste sig, at alle heste ikke var lige gode til at gå i den svampede mose, nogle klarede det helt fint, men nogle af hestene havde nogle bevægelser, der gjorde, at de arbejdede sig ned i mosen og sank i næsten til bringen. Dyndsko (eller snesko). til heste, var der ingen der brugte, skønt de da var opfundet, måske havde husmændene ikke hørt om dem, eller måske var det ikke en acceptabel løsning for en energisk landmand.
Dyrenes vanskeligheder med at klare klimaet
For mange af husmændene opstod der problemer med, at dyrene døde pludseligt det første år; mange forklaringer er forsøgt:
“den pludselige ændring af klimaet for dyret, når det kom fra en egn inde i landet og ud til den kolde luft ved Kattegat”, ” de nye bygninger der var fugtige og kolde det første år”, “det fugtige og kolde klima”.
Ingen kan komme med den rigtige forklaring, men det kunne let blive en katastrofe for de nye husmandsfamilier. For det første gav f.eks. køerne nu ikke den fortjeneste i form af mælkepenge eller kalve, man havde håbet på, og desuden skulle der skaffes penge til at købe nye dyr for til erstatning for de døde. Ejvind Knudsen oplevede at alle hans medbragte høns døde af forkølelse, og han anskaffede sig aldrig nye høns i stedet.
Læplantninger
De læplantninger, der var foreslået i kultiveringsplanen fra 1937, blev aldrig gennemført i det omfang det var planlagt, skønt Vildmosetilsynet i høj grad havde planlagt dem ud fra erfaringerne i Store Vildmose, hvor de fandt, der havde været plantet for lidt. Der blev plantet 3 rækker zitkagran ude i mosen, men hegnene langs vejene blev aldrig plantet. I sidste ende var man fra ledelsens side blevet bekymret for, om de læbælter, der var tænkt anlagt langs vejene “Vilde fremme snelæget og dermed Snekastningsudgiften.”
Vinden var slem på de åbne strækninger, der manglede i høj grad læ både til menneskene og afgrøderne. Selve mosejorden blev sjælden så tør, at den lettede i stormvejr, men markjorden var let sandet, og den kunne hurtig rejse sig. Der kunne blive sådan en sandstorm, at man ikke kunne se over til naboen. De store grøfter blev fyldt op med sand, og det skete, at sandet lå som snedriver over vejen efter en storm.
En husmandskone, der kom fra Bælum, blev gjort opmærksom på, at det var muligt at søge et legat til beplantning, det var “Læge Nissen fra Bælums legat til plantning af læhegn og frugttræer. Da husmændene først blev klare over disse muligheder, varede det ikke længe, før de søgte om at komme i betragtning til en portion af legatet. Der blev vistnok ikke givet afslag til nogen af ansøgerne, og snart var alle familier i gang med at anlægge frugthave og læhegn. Men det varede jo alligevel nogle år, før disse træer blev så store, at de kunne give læ.
Ikke alt det nyplantede var lige villigt til at gro, så det skete også, at der blev plantet mere end en gang, før der kom gang i bevoksningen. Derudover dannede husmændene et læplantningslaug i 1959, det kom til at virke i 10 år. De søgte om hjælp til læplantning gennem hedeselskabet, som så sørgede for, at læhegnene blev plantet. Der blev først plantet pil, det sket ved håndkraft som et beskæftigelsesarbejde, senere engang i 70’rne blev der plantet Zitkagran af Hedeselskabet, men da foregik et med maskinkraft.
Landbrugskonsulenter
Både husmandsforeningerne og landbrugsforeningerne havde husdyrskonsulenter og planteavlskonsulenter, det var muligt at kontakte, hvis man havde brug for hjælp, og det kunne man nok have, med de problemer der viste sig i de første år med opdyrkningen af Lille Vildmose. Hvilken forening man sendte bud til afhang af, om man var medlem af den ene eller anden. Nogle Landmænd siger, at de var medlemmer af begge foreninger, men det gjorde ikke hjælpen bedre, opdagede de. De udsendte konsulenter var ikke kendt med mosejordens problemer, så de sagde:
“I kan jo prøve det – eller I kan jo prøve det.“
Og det kunne landmændene jo så gøre, men mange penge var der jo ikke at prøve sig frem med, når der altid blev avlet for lidt. Som en husmand sagde:
“Konsulenter er saltpeterspredere, det er let nok at sige at man skal give mere kunstgødning, når sidste års høst knapt har dækket vinterens forbrug og såsæden.”
Græsmarksekperten M.K.Kristensen havde arbejdet for jordlovsudvalget som konsulent, da græsfennerne blev anlagt. En af husmændene, som jeg har talt med, fortæller, at han havde arbejdet i mosen under hans ledelse, og havde fået indblik i hans ideer om græsmarkernes muligheder, men da M. K. Kristensen døde, inden udstykningen rigtig var kommet i gang, blev han ikke til hjælp for de nye husmænd, der skulle opdyrke mosen.
Økonomien
Husmandsbrugene blev overtaget på jordrentevilkår, og det betød, at der kun skulle betales en årlig rente af jorden. Lånene blev givet på gode vilkår, som husmændene godt kunne være tjent med, ser det ud til. De første år var lånene afdragsfrie, men de skulle forrentes med 2% halvårligt. Det blev vel ikke til det store beløb i faste udgifter, men beløbene var store nok, når der var en al for lille indtjening i bedriften.
Få af nybyggerne havde haft rigelig med startkapital. Den kunne vel beløbe sig til en halv snes tusinde kr. dengang, men det var ikke nok til, at husmanden kunne klare flere år uden overskud i produktionen. Husmandsfamilierne havde jo ikke noget stort forbrug. Børnene og dyrene skulle først og fremmest have mad hver dag, og så måtte man vente med at købe andre ting, til der kom gang i bedriften.
Penge til såsæd og kunstgødning kunne rejses ved at skrive under på et høstpantebrev hos købmanden, så leverede han det nødvendige til forårssåningen og fik sin betaling, når høsten blev leveret til ham om efteråret. Kommunen derimod mente, at de havde fået nogle nye skatteydere derude i mosen på de nye statshusmandsbrug. Allerede kort efter indflytningen kom vurderingsmændene og satte grundværdien op med 33 pct. fra 600 kr. til 800 kr. pr ha. Denne forhøjelse skete mellem to ordinære vurderinger:
“En af vurderingsfolkene sagde rent ud, at han ansaa det for ganske urimeligt – Men vi skal gøre det, sagde han, jeg er sikker paa, at I faar nedsættelse, hvis I søger om det”. (Aalborg Amtstidende d.18-1 –58).
Selv om kommunen mente, at der skulle opkræves skatter hos de nye husmænd, var det trods alt ikke det samme som, at de fik nogle penge, første gang opkræveren viste sig. Det rygtedes hurtigt, at han var på vej, for man kunne se ham komme langvejs fra i det flade landskab.
Man fik god tid til at finde på en udvej til at få udskudt betalingen, inden han trådte ind på ejendommen. Penge kunne man nok skaffe ved at sælge en ko, men solgte man ud af sin bestand, mistede man for det første en indtjeningsmulighed, for det andet havde man så ikke længere overholdt de forpligtigelser, man havde overfor sine långivere, der forlangte, at ejendommens værdi ikke blev forringet.
I længden kunne betalingen af afdrag på renter og skatter ikke fortsætte med at blive udskudt, Aalborg Amtstidende d. 18. januar 1958 kan skrive, at 20 husmænd i mosen står foran en tvangsauktion. Nogle husmænd havde på dette tidspunkt allerede måttet sælge nogle dyr for at betale den gæld, der var særligt påtrængende.
Tvangsauktioner?
I 1958 mente man, at mindst 20 husmænd stod overfor en tvangsauktion. Det vakte røre i dagspressen. I de første år efter udstykningens start var Vildmoseprojektet og de flittige folk, der gav sig i kast med opdyrkningen, jo blevet kendt og beundret gennem aviser og radio over hele landet.
Men det var jo værst for de mennesker, der havde slidt så hårdt i det, og nu truedes med at blive sat fra hjemmet. Ingen ønskede at det skulle ske, så i jordlovsudvalget forsøgte man at lave en redningsplan for de betrængte husmænd, man gik igang med grundige undersøgelser af husmændenes økonomiske forhold, og den måde opdyrkningen var foretaget på, blev kritisk gennemgået.
Her kom det frem ifølge en artikel af fhv. landstingsmand N.C.Nielsen, at jordlovsudvalget havde den opfattelse:
”At højmosen efter deres opfattelse var bedst egnet til græsafgrøde, idet såvel mergel som gødning ligger i de øverste lag, og ved dyb pløjning kommer raa mose op, fattig paa disse stoffer”. (Amtstidende d.14–2-58).
Jordlovsudvalget forestillede sig altså en ekstensiv drift af disse områder, og bebrejdede nu husmændene, at de var begyndt en intensiv drift på deres jorder. Desuden erkendte de, at også folk med for lidt egenkapital måske var blevet godkendt som nye husmænd, men Jordlovsudvalget mente at have erfaring for:
”At folk med kun lidt kapital ved paapasselighed og flid har kunnet drive det vidt. Denne erfaring er ogsaa bekræftet i moserne, ingen kan vel heller bestride, at glæden ved at hjælpe saadanne folk i gang er dobbelt.”
Og jordlovsudvalget vil være rede, til både at hjælpe den enkelte som Der kom en foreløbig hjælp til de husmænd, der trængte til øjeblikkelig hjælp. Det var 11 ialt ifølge Jyllands-Posten d. 26-11-58. Kun to af disse kunne ikke reddes fra tvangsauktionen, men for de øvrige 9 husmænd hjalp det lidt, men den dårlige økonomiske situationen var ikke afgørende bedret.
I 1959 anmoder landbrugsminister Karl Skytte på jordlovsudvalgets vegne folketinget om godkendelse af et lån på 213.000 kr. til husmandsbrugene i mosen. Dette beløb skulle gå til et lån til 22 husmænd, og fordeles således, at der udbetaltes fra 5000 kr.-15.000 kr. alt efter trang. Lånet skulle bruges til “presserende gæld og udvidelse af besætningen.” skriver Amtstidende d.13-1-59.
Ifølge forstander Tage Andersen Tylstrup, ville: “man sikkert nu i højere grad lægge an på en drift ved kreaturgræsning, hvilket siges at være den rette bund for kultiveringen af “nyt land”. Men lige som laanet altså skal finansiere indkøb af nye kreaturer, vil ministeriet ogsaa kontrollere, at disse dyr ikke afsættes paany i utide.”
Fra statens side mente man, at man havde gjort noget til gavn for husmændene, ihvertfald ville de med tilførslen af ny kapital kunne forsøge at investere og få gjort brugene rentable, men de nye lån betød jo også, at husmændene fik større lån at skulle betale renter af. Ikke alle husmændene syntes, at deres situation var så anstrengt, at der var grund til at beklage sig, kun halvdelen af dem, der kunne komme i betragtning, søgte om lånet.
Nye dræningsarbejder
Blandt de hårdest stillede husmænd gav lånet optimisme og mod på at gå i gang med forbedringer af jorden.
Til jordforbedringer kunne enhver landmand søge om et grundforbedringslån: ”I henhold til bekendtgørelse nr. 104 af 3 april 1957″.
En statshusmand fortæller, at han, efter samråd med “Det Danske Hedeselskabs Grundforbedringsvirksomhed” fik udarbejdet en dræningsplan i 1958. Hedeselskabet fandt, at med den tilstand jorden befandt sig i, egnede meget af den sig slet ikke til dyrkning. Det viste sig at være nødvendigt, at der blev lagt helt nye hoveddræn og sidedræn. Samtidig med at der blev udarbejdet en dræningsplan, blev der også lavet en jordanalyse, der viste, hvad jorden iøvrigt manglede for at kunne give en tilfredsstillende høst. Efter dræningen blev hans jord først knivharvet af Hedeselskabets maskiner, og derefter blev den tilført:
“9200 kg. superfosfat
4700 kg. kali
3100 kg. saltpeter
385 kg. blåsten
230 kg. mangansulfat
3000 kg. salpeter
Derudover påpegede Hedeselskabet, at jorden også var stærkt kalktrængende.
Proces mod staten
Mange af husmændene mente dog, at de var blevet snydt af staten, fordi den havde solgt dem for dårlig afvandet jord. · Der forsøgte en af husmændene om fri proces i 1960: “til på egne og andres vegne at anlægge sag mod staten” (iflg. Aalborg Amtstidende 13-4-60).
Som sagerne stod, fandt mange nu, at udstykningen var en fiasko. Det lån, der blev givet, var kun til lapperier, og kunne ikke afhjælpe de dårlige afvandingsforhold, der stadig ikke var i orden. Da husmændene havde fået bevilliget fri proces mod jordlovsudvalget, blev der indkaldt til syn og skønsforretning på arealerne i 1963. Landvæsensnævnet fandt her, efter forhandlinger med de implicerede, frem til en kendelse, der påbød staten at oprense grøfterne og aflevere dem i synet stand til husmændene, når arbejdet var færdigt.
Den 7. dec. 1964 erklærer vandsynsmændene, at arbejdet er udført tilfredsstillende.
Det blev yderligere bestemt, at husmændene herefter selv skulle sørge for oprensning af skelgrøfterne hvert tredie år, grøfterne skulle være færdige til syn 1.oktober samme år, som oprensningen skulle udføres. Mou kommune skulle sørge for oprensning af de offentlige vandløb, som skelgrøfterne mundede ud i, så vandet fra grøfterne uhæmmet kunne løbe væk fra arealerne.
Afrunding
De nye husmænd kom stort set alle fra landbohjem og alle havde været ude og tjene inden de overtog deres jord, de fleste af konerne var ligeledes født på landet, og på den måde kendt med landbrug, desuden kunne ingen af husmændene komme i betragtning til jord, hvis ikke de havde udvist flid og sparsommelighed. Deres landbrugsfaglige kvalifikationer skulle vel være i orden, det havde man sikret sig for ved udvælgelsen af de nye husmænd, men i denne udstykning viste det sig dog, at kvalifikationerne ikke rakte til. Det er vel ikke for meget sagt, at vilkårene betød, at denne livsforms eksistens var truet.
Den jord, de nye husmænd skulle opdyrke viste sig både at være vandlidende og næringsfattig, intet under husmændene til tider følte sig snydt med den, men de lærte den at kende til sidst, de fleste gav ikke op, og fortsatte arbejdet med at få den til at give et rimeligt afkast.
Men der skulle penge til kunstgødningen og de store jordforbedringsarbejder, og penge var der få husmænd, der havde nok af, selv om de var sparsommelige, derfor betød det i første omgang for mange af dem, at de måtte optage nye lån. I udstykningens start kunne aviserne berette om de flittige og energiske unge folk, der gav sig i kast med mosens opdyrkning, f.eks. Aalborg Amtstidende d.5. oktober 1952. Men d. 18. januar 1958 skriver samme avis om den fortvivlede situation for mange statshusmænd i Lille Vildmose. I 1958 kom husmændenes situation til offentlighedens kendskab. Jordlovsudvalget måtte forklare sine dispositioner i aviserne og staten satte en redningsaktion i gang for at give husmændene en håndsrækning.
Ikke alle husmændene havde det lige svært og ikke alle brød sig om den megen offentlighed om deres situation, de mente, at nogle af de interviewede til aviserne ligefrem overfor offentligheden havde demonstreret, at de alle var dårlige landmænd, der ikke forstod at dyrke deres jord ordentlig, og ikke kunne holde på deres penge. De ønskede bestemt ikke deres faglige kunnen draget i tvivl i aviserne, og det endte med at de skrev et læserbrev til Aalborg Amtstidende, hvori de tog afstand fra alle beklagelserne, og ytrede sig tilfredse med, at staten havde givet dem mulighed for at starte som selvstændige.
Trods alle besværlighederne voksede familierne, børnene blev store og kom i skole. Husmandsfamilierne havde, med deres slid skabt rammerne for det selvstændige familiebrug, de havde drømt om, og selv om det var et hårdt slid, så arbejdede de jo for deres eget.
Landbrugsbedrifternes økonomi for landet som helhed
I perioden 1935-58 steg nettoudbyttet for ejendomme indtil 10 ha. fra 101 kr.pr.ha. til 109 kr. pr. ha., det svarer til knap 8%. Ved at sammenligne med ejendommene på fra 10-50 ha. kan man se, at her steg nettoudbyttet i samme periode fra 89 kr.pr.ha. til 205 kr. pr. ha. eller omkring 130% Forrentningen for ejendomme indtil 10 ha. faldt i samme tidsrum fra 2,8% til 1,6%. Her havde ejendomme fra 10-50 ha. en stigning i forrentningen fra 2,9% til 4,2%.
I det tidsrum der gik, fra statshusmandsbrugene blev planlagt og kultiveringen af mosen startede, til det sidste brug blev annonceret klar til udstykning, blev vilkårene for ejendommene under 10 ha. dog stadig forringede. I perioden 1940-50 kommer der en stigning i forrentningen, men fra da af falder den igen år efter år. Ejendomme under 10 ha. har i 1954 en indtjening, der ligger under året 1935.
Skal vi sammenligne med ejendommene på fra 10-50 ha. kan vi se, at forrentningen også her bedres i årene 1940-54. Men perioden der følger efter, viser ikke fald, her er der en stigning på 1,3%. Den brugsstørrelse, der kan vise de bedste forrentningsprocenter i omtalte periode, er klart den over 50 ha. her ses en stigning i forrentningen på fra 3,1 % til 4, 7%.
Indtjeningsevnen for de små brug bliver gradvist dårligere og dårligere i denne periode, hvor statshusmandskolonien anlægges, men vilkårene for den brugsstørrelse, som de nye statshusmandsbrug i Lille Vildmose fik, er ikke, når vi ser på landsgennemsnittet, blevet dårligere, derfor hersker der endnu en vis optimisme, for denne brugsstørrelses muligheder for at blive økonomisk rentabel.
Arbejdsløsheden i 1949
Da udstykningen starter i 1949, er der en arbejdsløshed bl. arbejdsløshedsforsikrede på landsplan på 9,6%, opgørelsen viser det fuldstændige arbejdsløshedstal, men i landkommunerne opgøres ledigheden til 13%, her viser det sig, at ved selve landbruget er arbejdsløshedsprocenten 13.7, mens arbejdsløsheden i et fag som jordarbejde er på 22.4%. Derfor er der stadig grund til at føre en politik, der vil skabe nye husmandssteder, der kan skabe hjem og arbejdspladser til landets unge og samtidig medvirke til, at de unge familier ikke fristes til at flytte ind til byerne, hvor der også er arbejdsløshed og samtidig bolignød.
Kapitel 4.
Tiden 1959-69 Realisering af en livsform.
Udstykningen fortsættes
Fra 1949-59 kom der hele tiden nye husmænd til, udstykningen foregik jo på den måde, at 5 eller 6 parceller blev fordelt hvert år. Trods problemerne for nybyggerne med den vanskelige mosejord, dårlig afvanding og økonomien, var der ingen besvær med at få ansøgere i denne periode, først i 1958 viste det sig, at udstykningen ikke længere kunne friste landbrugets unge, men på denne tid tager afvandringen fra landbruget også fart.
Selv om den enkelte husmand godt vidste, at det ville blive hårdt at starte som selvstændig i mosen, fulgte der også mange gode ting med at være selvejer, bl.a. arbejdede man for sit eget, og familien havde tag over hovedet. På landet var arbejdsmandsfamiliernes boligforhold ofte meget meget dårlige i disse år, hvis de ikke havde ejet hus, men måtte bo til leje. Og der var også stadig stor arbejdsløshed blandt arbejdsmændene. Alene på grund af boligforholdene var det altså fristende at begynde for sig selv. Det betyder noget for holdningen til at tage fat, at man arbejder for sig selv, i en periode med vanskeligheder for produktionen, vil man hellere vil “spænde livremmen ind”, end at give op.
Kultiveringsarbejdet for staten aftog i takt med, at jorden blev udstykket. Arbejdet med tørvegravning svandt også ind år efter år, efterhånden som der igen blev importeret brændsel, samtidig hermed blev tørvefabrikation mere og mere industrialiseret. De arbejdere, der havde haft arbejde i tørvene, følte nu, at de måtte se sig om efter et andet levebrød:
“Da arbejdet holdt op i mosen, fik vi et statshusmandsbrug, vi boede jo ikke for godt, der boede flere familier til leje, hvor vi boede, der var en masse uro Vi ønskede vores eget hus, og det kunne vi jo få, hvis vi gik igang i mosen. Selv om vi ikke havde mange penge, var det jo muligt på de favorable vilkår staten gav,” fortæller en statshusmand.
Da han havde arbejdet under staten med kultiveringen, var han ikke ukendt med mosens struktur, så han mente nok, at arbejdet med at skabe sin egen ejendom i mosen var et forsøg værd, desuden var han bekendt med græsvangsbrug. Alligevel forsøgte denne husmand sig i begyndelsen med roer i mosejorden. Det var jo stadig det mest almindelige, at der skulle være roer til malkekøerne, men snart opgav han dog helt at dyrke roer og gik over til at bruge grøntfoder. En anden statshusmand fortæller:
“Jeg havde arbejdet ved Rolandsen med nivelleringen, så jeg var kendt i mosen. Vi havde eget hus i Dokkedal, men vi så jo nybyggerne kunne klare sig derude, så vi fik lyst til at prøve. Det var jo ikke små husmandsbrug der blev udstykket – efter arealet at dømme var det nærmest små gårdbrug.”
De fik den jordlod, de havde ønsket sig ved lodtrækningen, men først da de skulle til at starte opdagede de, at deres lod var meget vandlidende, og det gav dem meget store problemer med jorden, indtil den blev grundig drænet. I 1957 stod den sidste annonce i Amtstidende om nye ansøgere til parceller, men denne gang kom der kun 2 ansøgere. Disse kunne nu selv bestemme, hvor de ville bygge. Enten ude ved Birkesøen eller i mosens nordlige ende, de valgte begge det sidste. Her var ingen mineraljord til lodderne men ene mosejord. Begge ansøgere havde familie, der var startet de foregående år, så de mente ikke, at det var en umulig opgave, at give sig i kast med mosejorden:
“Der havde været græsmark på jorden fra 1942-43. Jeg byggede stalden til 12 køer + ungkreaturer, og så har jeg aldrig forsøgt mig med roer, men kun brugt grøntfoder .. Den første grønthøster var vi 4 der købte i fællesskab,” siger Karsten Hald.
Det var et pionerarbejde, siger han, konsulenterne var ikke til meget hjælp, Han var medlem af både husmandsforeningen og landboforeningen og kunne hente hjælp hos begge foreningers konsulenter. Men han fandt da ud af til sidst, at græsmarkerne ikke kunne ligge i mere end 3-4 år, hvis de skulle give et ordentligt udbytte. Derefter skulle de pløjes op, og der skulle sås korn eller en anden afgrøde i jorden næste år.
Nye ejere og jordrentens afløsning
Selv om husmændene havde viljen til at “spænde livremmen” ind for at klare kriseperioder, var der dog nogle, for hvem starten blev så hård, at de måtte opgive og forlade ejendommen. Her var jo endnu ikke høstet nogen reserver at tære på, så i 1959 begynder de første ejere at rejse. Indtil 1967 kom der derefter 12 nye ejere på udstykningen. Staten havde i nogle tilfælde måttet tage brugene tilbage, da den første ejer gav op. Men efterhånden var det ikke længere så let at få nye husmænd, der havde lyst til at give sig i kast med mosejorden.
Nogle af de ejendomme, staten havde taget tilbage, lå tomme hen i et år eller to, før der var nye folk, der overtog dem. Forsøgte en statshusmand selv at sælge, skulle staten i henhold til aftalen altid godkende de nye ejere, fordi det var jordrentebrug.
Jordlovgivningen åbner nu op for sammenlægninger af større gårde, den første sammenlægning i denne udstykning finder sted omkring 1967, ser det ud til ifølge de statshusmænd, jeg har talt med:
“Loven om jordrenteafløsning blev i 1967 vedtaget af folketinget. Grundlaget for afløsningen var den ved almindelig offentlig vurdering fastsatte grundværdi med visse fradrag og tillæg. Der kunne til kvalificerede, hvilket vil sige landmænd og gartnere, ydes statslån til afløsningen”.
Også statshusmænd, der ikke havde tænkt sig at handle, fik tilbudt denne afløsning af jordrenten, og mange af dem benyttede sig af tilbuddet, ejendommen ville jo blive nemmere at handle med bagefter, og det ville så blive nemmere at skaffe ny kapital til produktionen. Men husmanden behøvede ikke at tage imod tilbuddet, og lige indtil 1989 har der stadig været jordrentebrug tilbage i mosen. I de tilfælde hvor en ejendom blev handlet i denne periode, købte de nye ejere straks jorden af staten.
Mosejordens muligheder
Selv om Statshusmændene kunne opfylde de landbrugsmæssige krav, der krævedes for at blive godkendt til et husmandsbrug, viste opdyrkningen af mosejorden sig at være meget vanskeligere, end statshusmændene havde kunnet forestille sig. Der opstod der hele tiden uforudsete problemer. Men ikke nok med det, nu drages deres faglige kvalifikationer i tvivl af kompetente personer.
Den dybdepløjning af mosejorden, som mange af nybyggerne fik foretaget den første sommer, var helt forkert, det fik husmændene nu at vide, efter at Tage Andersen havde udført den undersøgelse, som jordlovsudvalget fandt nødvendig i 1958. Det viste sig nemlig, at ved dybdepløjningen var den rå mosejord vendt op og merglen og kunstgødningen, der kun lå i det øverste lag, var kommet så langt ned, at det ikke var til nogen gavn for afgrøderne. (Iflg. Aalborg Amtstidende d. 15/1 1959).
Sådan skulle mosejorden altså ikke have det, fik de at vide, det bedste ville have været, at mosen havde været anvendt til sommergræsning, hø eller vinterensilage. Det kunne husmændene også godt se nu, men skulle de drive landbrug på den måde, var statshusmandsbrugene ikke store nok i arealtilliggende efter deres bedste mening. Men trods alt viste det sig dog, at det kunne lade sig gøre at tilpasse en produktion til de specielle forhold i mosen.
Der kunne godt avles korn på markerne, når de fik godt med kunstgødning, og ellers blev behandlet med nænsomhed. Men man skulle også finde den rette kornsort, normalt var mosen for våd om foråret til, at man kunne regne med tidlig såning, og man måtte også regne med, at der blev så vådt om efteråret, at man ikke kunne høste, hvis kornet blev for sent modent. Så den kornsort, der skulle anvendes, måtte have en kort udviklingstid. Til gengæld var der sjældent problemer med tørke. Selv om overfladen kunne se temmelig tør ud, var det næsten altid muligt for kornets rødder at finde vand nok, siger en husmand.
Kartofler kunne ikke trives i den nyopdyrkede mosejord, men havde den været i kultur i nogle år, var der ikke længere problemer med denne afgrøde. Derimod var roer stadig ikke en ideel afgrøde, jorden var for våd og kold, og mange opgav at dyrke roer, og gik over til at fodre med græsensilage og hø. Havde man brug for mere hø, end man kunne avle selv, var det altid muligt at købe mere hø af staten, der jo endnu havde store græsarealer liggende. Det var også i hele tidsrummet muligt at leje græsarealer eller købe mere jord til husmandsbrugene. Den “indeklemte husmands problem” kom husmændene i Lille Vildmose ikke til at opleve.
Vand
Trods det at husmændene overtog en nygrøftet og drænet jord, viste det sig dog alligevel, at den var stærkt vandlidende. Efter en våd sommer var det næsten ikke køre i marken om efteråret. Mosejordens struktur betød, at sad traktoren fast, og der derefter blev arbejdet med at få den trukket fri, opstod der et hul på stedet, og der blev nu ved med at være vådt på dette sted i mange år efter. Her måtte man så køre udenom igen næste år, ellers sad traktoren uhjælpelig fast igen, fortæller mange af husmændene.
Efterhånden som husmændene blev kendt med deres jord, vidste de, at der var pletter i marken, der aldrig kunne tilsås på samme tidspunkt som den øvrige mark, da der altid stod vand længere der. Mosen kunne i våde perioder være så svampet og ustabil, at køerne gik i mudder til yveret på græsmarken. I det hele taget måtte husmændene lære at leve med, at der altid var meget vådt omkring deres hjem.
En husmand fortæller om en konfirmation, hvor de måtte lægge gangbrædder ud fra vejen og ind til huset, for at gæsterne kunne komme tørskoet indendørs. En anden gang, fortæller han, var vejene så oversvømmede, at han ikke turde lade børnene selv gå i skole, så han satte dem op på en hest, så de kunne ride til Dokkedal.
Dræning
Mange steder var dræningen ikke udført tilbundsgående nok, desuden skete der det, at samtidig med at mosejorden sank, kom de gamle dræningsrør til at ligge så højt, at man stødte på dem og rev dem op, når man pløjede. I 1965, efter at staten havde afleveret grøfterne i nyoprenset tilstand, gik en del af husmændene igang med en· ny dræning. Andre, der havde fået en mindre vandlidende jord, ventede med at udføre dræningsarbejder til i 70’rne, nogle igen, ser det ud til ud fra mit spørgeskema, har først fået drænet i 1978. Dræningsledninger er normalt effektive i en periode, så fyldes rørene med aflejringer af sand og jord og stoppes til efterhånden. Den tid, man kan regne med de fungerer tilfredsstillende, er afhængig af jordbundsforholdene.
Det er og har altid været muligt efter gældende regler at få lån til disse arbejder. Disse låntyper har ændret udseende gennem årene, men har altid været et led i den aktive landbrugspolitik, der er ført til fremme af landbrugserhvervets overlevelsesmuligheder. Selv om der blev givet lån på favorable vilkår, betød det dog, at husmændene fik større årlige udgifter derefter.
Køerne
Græsvangsbrug, som dem der var oprettet i Store Vildmose, ville vel have været den mest ideelle brugsform. Mosejorden egner sig til græs, og fik man forholdsvis mange køer, kunne produktionen blive rentabel på denne måde, viste det sig. Så hurtigt som muligt forsøgte husmændene derfor at få staldene fulde, og derefter steg mælkeproduktionen i området.
Mælken fra statshusmændene i mosen leveredes til andelsmejeriet Juno i Mou, og da mælkeproduktionen i husmandskolonien var på sit højeste, blev husmændene herfra de største leverandører til mejeriet. Hver fjortende dag afregnede man for den leverede mælk hos andelsmejeriets repræsentant i mosen.
Staldene, der for det meste var bygget til fra 8-12 køer og ungkreaturer, blev hurtigt for små, da nu besætningerne blev udvidet. Ungkreaturerne og kalvene stod opbundet, hvor det kunne lade sig gøre i stald og lade. Der blev ikke bygget nye stalde til det større antal kreaturer, det ville jo kræve nyinvesteringer, og så meget overskud gav produktionen heller ikke, at man turde binde an med flere faste udgifter. Nogle valgte på dette tidspunkt helt at ophøre med at have grise, for så blev der plads til flere kreaturer i staldene.
“I 64 satte jeg svinene ud, pladsen brugte jeg til ungkreaturerne. Købet af mejetærskeren gav mere plads i laden, så havde j eg plads til 28 køer, men så blev tyrekalvene også solgt inden efteråret kom,” fortæller en husmand.
Kalve og kvier blev solgt, når der skulle skaffes penge. Havde man råd og plads, fedede man dem selvfølgelig selv op først, og ventede med at sælge til de gav en god pris.
Det var få af husmændene, der startede med at have malkemaskiner, men efterhånden, som der blev penge til det, kom der malkemaskiner i staldene, og så skulle der ikke længere håndmalkes, men det gjorde ikke konens hjælp i stalden overflødig, der var stadig rigeligt arbejde til to med mugningen og fodring af dyrene morgen og aften.
Mekaniseringen
De nybyggere, der havde haft en landbrugsejendom før, havde ofte redskaber med fra den gård, de var flyttet fra, det gjorde det nemmere for dem at starte, og de var da også tit villige til at låne ud til naboen, der stod og manglede.
Mange redskaber var der ikke råd til at købe de første år, men det lod sig jo også gøre at låne sig frem hos familien eller en nabo til at begynde med. Nogle af husmændene købte de større redskaber eller maskiner i fællesskab med et par af naboerne, og på den måde klarede de sig igennem de første år.
Var der ikke et direkte arbejdsfællesskab mellem husmændene, så hjalp de dog hinanden efter bedste evne, men man kan da også snakke med en husmand i kolonien, der siger, at han aldrig har lånt et redskab ud til andre, selv lånt eller været med i et fællesindkøb.
Hvis det var økonomisk muligt, købte man selv sin traktor, men en del husmænd startede med at købe en sammen med andre; 2 eller flere som de kunne blive enige om. Andre maskiner, som f.eks. grønthøsteren købtes også tit i fællesskab, men det behøvede ikke at være de samme mænd, der var fælles om indkøbet af traktoren og indkøbet af en anden maskine.
Der blev aldrig oprettet et egentligt fællesskab om de større maskiner; det opfordrede husmandsbevægelsen ellers til i en periode. Indkøbet af en traktor kunne finansieres gennem husmændenes indkøbsforening, indkøbsforeningen ville f.eks. i denne periode kautionere for et lån på 12.000 kr. når køberen selv stillede med 1/4 del af beløbet.
Efterhånden viste det sig dog, at det var mest praktisk at have sine egne redskaber og maskiner. Det var jo som regel på de samme tidspunkter der var mest brug for et bestemt redskab eller en maskine, og så forsinkede det arbejdet, når den ene skulle vente på den anden, erkendte man i de fleste hjem.
Ret hurtigt afløstes hestene af traktoren til det meste markarbejde, og derefter beholdt man så kun en hest til det lettere. Ifølge mine interviews ser det dog ud til, at 1 husmand aldrig købte traktor, men blev ved med at bruge heste til markarbejdet. Indførelsen af traktorer i mosen følger nu ret nøje indførelsen af traktorer i resten af landbruget. I Landbrugets Driftsøkonomi står på side 22:
“De vigtigste træk i efterkrigsårenes udvikling inden for landbruget er afvandringen af arbejdskraft, reduktion af hesteholdet og erstatning af disse produktiver med traktorer og andre maskiner.”
Kun en traktor kunne klare arbejdet i den tunge mosejord, men den var heller ikke altid i stand til at klare det:
“I de mørke efterårsdage kunne man se Falck på arbejde med at trække en traktor fri af den næsten bundløse mose, og næste dag kom de måske igen på besøg, når husmanden igen gjorde et forsøg på at blive færdig med pløjningen.” (Iflg. Aalborg Amtstidende d. 18/ 11958).
Mejetærskere var en lettelse i høsten, men de fleste husmænd fandt, at det var en dyr investering. Den kunne med fordel købes i fællesskab med naboen, og det er der da også eksempler på, at man har gjort. Havde man en mejetærsker sammen med en nabo, hjalp man hinanden med arbejdet, og så var man også hurtigt færdig, når vejret var godt. Købte en husmand en mejetærsker alene, var han også nødt til at køre ud og mejetærske for andre og få en indtægt ved det, for ellers var det ikke økonomisk rentabelt.
Men der var også den løsning at sende bud til en maskinstation og få den til at klare høsten. Med denne løsning måtte man vente, til man stod for tur, og så håbe på at vejret var godt når mejetærskeren kom.
Erfaringen lærte husmændene, at hvis der kom en periode med regnvejr i høsttiden, ville mosejorden hurtig blive så våd, at en mejetærsker ikke kunne køre. Drillede vejret, så det gik helt galt med høsten, var der til sidst kun den udvej at vente til det blev frostvejr, så kunne mejetærskeren køre igen, og det korn man fik høstet på denne måde, blev ikke helt spildt.
Transformatorforeningen
Da staten begyndte på udstykningen, var der lagt et elkabel ud til Vildmosegården, den blev husmændene koblet på, efterhånden som de byggede, men den var ikke dimensioneret stor nok til det fremtidige forbrug. I 1940’rne var det jo f.eks. langt fra alle landbrugere, der malkede med maskine, men efterhånden som husmændene fik flere og flere maskiner, blev der for lidt spænding til at drive dem. I mange år blev husmændene derfor generet af, at maskinerne ikke kunne arbejde, når de skulle bruge dem, og selv om de beklagede sig mange gange over det til elselskabet, skete der ikke noget.
I kontrakten, der blev underskrevet ved overtagelsen stod, at husmændene skulle forpligtige sig til at være medlemmer i en transformatorforening i området, men først i 1969 indkalder staten til et møde angående oprettelse af en forening, kan jeg se af nogle af de papirer, jeg har lånt af husmændene. Så blev der endelig oprettet en transformatorforening, og som en husmand sagde:
“Da husmændene først selv kom i bestyrelsen for en transformatorforening, så kunne det altså også godt lade sig gøre at få lagt flere kabler, så de kunne få strøm nok.
Husmandskonen
En husmandskone, Gunhild Laursen, beskriver sin arbejdsdag således:
“Selvom jeg var husmoder, og aldrig havde tjent på landet forventede manden, at jeg kunne klare arbejde som medhjælper ved landbruget, det var bare at tage fat.
Min dag startede kl. 5, så skulle der malkes.
Kl.6 skulle jeg ind i køkkenet, så skulle børnene op, der skulle smøres madpakker, og de skulle sendes til skole i tide, der var jo lang vej, og der var kun en cykel, som børnene måtte skiftes til at bruge.
Derefter skulle jeg ud i stalden igen, der skulle muges ud, og hvad der ellers skulle gøres. Kl.9 var vi som regel færdige, så skulle huset ordnes, og der skulle laves middagsmad til kl.12.
Kl.13 var jeg færdig til at gå i marken med manden, I den tid jeg havde små børn, var de med i barnevognen. Den lille blev godt beskidt, som dagen skred frem, for der var jo ikke mulighed for at vaske fingre, før der skulle pusles om den. Især var det slemt, når der blev taget kartofler op.
Vi gravede også selv tørv til eget forbrug i sommertiden.
Pauser skulle der være tid til, vi fik f eks. altid kaffe om eftermiddagen.
Om aftenen skulle der igen malkes og fodres, derefter fik vi aftensmad, og så kunne manden tage et tiltrængt hvil, mens jeg gav mig i kast med at vaske tøj, sy, strikke eller bage, – det blev der ellers ikke tid til i dagens løb.”
Det var almindeligt, at en husmandskone selv syede tøj til sine børn, der var ikke mange penge til nyindkøb, så et barn arvede tøjet fra de store søskende eller et af naboens børn i takt med, at det blev for småt. Der var selvfølgelig også altid strømper, der skulle stoppes, og en bunke tøj der skulle lappes, så en kone behøvede ikke at sidde med ledige hænder, når det blev aften.
En husmandskone fortæller, at i den tid de boede på ejendommen, blev hovedrengøringen aldrig foretaget, før hun var færdig med forårsarbejdet i marken. Der var nok at gøre for en kone i statshusmandsbrugene, lægen foreslog for sjov mændene, om de ikke skulle være muhammedanere, for så kunne de tillade sig at have to koner.
Høns og fjerkræ
Høns og fjerkræ var en naturlig del af produktionen den gang, og det viste sig også for mange af husmandsfamilierne, at her var en indtægtskilde af betydning for den daglige husførelse. Pasningen af fjerkræ hørte naturligt til kvindernes arbejdsområde, og ofte havde de også lov til at disponere selv over indtægterne fra salg af produkterne fra fjerkræavlen.
Æg kunne handles hurtigt, købmanden i Dokkedal havde indsamlingssted, og han afregnede med det samme. Så havde man ikke penge til et pund kaffe, kunne man altid gå en tur i hønsehuset og samle æg ind, før man kørte til købmanden.
Om fjerkræavlens rentabilitet kan der læses i Landbrugets Driftsøkonomi s. 100:
“Har man interesse for fjerkræ og den nødvendige arbejdskraft – fjerkræ kræver interesse og en omhyggelig pasning – kan et godt hønsehold yde en fortjeneste, der er værd at tage med”.
En husmand mente, at deres hønsehold næsten kunne betale købmandsregningen – ja måske! Husmandsfamiliens daglige husholdning hvilede i høj grad på selvforsyning, og der var ikke så meget, der skulle købes hos købmanden. Mere end en husmandskone fortæller, at for hende betød indtægterne fra hønseavlen, at hun havde råd til, at hendes børn gik i realskole eller stod i lære. De ekstra penge det beløb sig til med cykel, buskort, køb af bøger og tøj, kunne hun med god samvittighed tage fra ægsalget. Derudover var det altid godt at have en høne at kunne slagte, hvis der kom gæster, eller hvis man i øvrigt selv trængte til at få lidt god suppe.
.De fleste husmandskoner havde også ænder og gæs, men ande- eller gåsefarme, som man ser det i dag, var der ikke i de første åringer i mosen. Man havde lidt til salg og lidt til familien selv til mortensaften og jul. Kolonien lå måske afsides, de yderste husmænd havde ca. 3 km. til Dokkedal by, men i halvtredserne, hvor udstykningen startede, kørte de handlende stadig ud med varer, så husmødrene kunne handle på gårdspladsen. Der kom købmand og bager på besøg 2 gange om ugen, og desuden kom der en slagter og en fiske-mand hver uge. I selve Dokkedal by var der i denne periode eksistensmuligheder for 2 købmænd, en bager og en konditor og lidt trikotagesalg, så det var sjældent, det var nødvendigt med en tur til en større by f.eks. Aalborg for at handle.
Naboerne
Når forårsarbejdet var overstået, kom der en tid, hvor man fik tid til at nyde, at man havde sit eget. Så kunne man mødes med naboerne om aftenen til en kop kaffe efter, at man først havde gået en tur ud over agrene og nydt synet af det fremspirende korn, mens man diskuterede, hvor godt det stod, og udsigterne til en god høst. Ellers havde man kun sammenkomst med naboerne til jul, eller når en af naboerne fejrede en fødselsdag.
Når det var konen, der havde fødselsdag, blev nabokonerne inviteret til eftermiddagskaffe eller, hvis det var en rund fødselsdag, til frokost. På samme måde var det kun mændene, der blev inviteret, når det var manden, der havde fødselsdag.
Nogle husmænd fortæller, at de kunne finde på at følges ad til biografen i Kongerslev eller til bal og høstfest i Dokkedal. Andre kunne få lyst til at tage en tur til teatret i Aalborg og på restaurant bagefter i følgeskab med nogle naboer, selv om det så betød, at man kom sent hjem og i seng den aften. Lige meget hvor sent det blev, skulle man altid tidlig op igen næste dag, dyrene stod jo i stalden og ventede på at blive passet hver dag hele året rundt.
Naboerne var altid nemme til at få til at hjælpe i en trangssituation, siger husmandsfamilierne i denne koloni. Skulle der være barnedåb eller konfirmation ville nabokonen måske være kogekone eller hjælpe til ved serveringen, og havde man ikke en gryde, der var stor nok til at koge suppe i, kunne man være sikker på, at man kunne låne een et sted.
Var man blevet så syg, at man var nødt til at ligge i sengen, var der også altid en nabo, der var villig til at give et nap med. Enten ude eller inde. En husmandskone fortæller, at hun mener, at hun har været medhjælper ved alle de fødsler, der har været i statshusmandsfamilierne, siden hun kom derud. Fødsler var der selvfølgelig nogle stykker af i de første år i mosen, det var jo for det meste unge familier, der kom derud.
I de første år var der ikke ønske om at opføre et fælles frysehus i mosen, da alle parceller endnu ikke var opført, og det derfor ikke var nemt at vide, hvor mange der senere havde lyst til at være med. De der havde behov for at være med i et frysehus, tilsluttede sig derfor frysehuset i Dokkedal By, da det blev oprettet.
Hos købmanden i Dokkedal kunne man leje en vaskemaskine (Ferm), så den behøvede hver enkelt husstand heller ikke at anskaffe sig i de første år. Det var først senere, i takt med udviklingen i det øvrige samfund, at husmødrene fandt det nødvendigt at anskaffe sig maskiner i husholdningen.
Børnene
Det var naturligt, at børnene måtte påtage sig de opgaver de hver især kunne klare. De store piger måtte hjælpe til hos naboerne med børnepasning eller f.eks. med opvasken efter større sammenkomster. En rask dreng var også nyttig for naboen, der var mange ting han kunne påtage sig at hjælpe til med ude.
Klara Andersen siger: ”mon ikke naboerne var glade for, at vi havde større børn da vi kom, de kunne tit finde på at spørge, om “Peter” ikke lige kunne komme over til dem, når han kom fra skole. Det kunne nemt se ud til, at der var mange børn i mosen, for mange af børnene var jo næsten lige gamle, fordi det var unge familier der samtidig startede i mosen. Men der var også familier, der kom med en stor børneflok. Et ægtepar havde 10 børn, men mange af disse børn var til gengæld så store, at de aldrig kom til at bo derude, fordi de allerede var flyttet hjemmefra.
Der var arbejde nok til alle hænder, så allerede som helt små fik børnene deres bestemte pligter, der skulle passes hver dag. Samtidig hermed var der også plads nok til at lege på, så deltog de ikke i de voksnes aktiviteter i bedriften, var de alligevel altid i de voksnes nærhed.
Faldt børnene aldrig i de dybe grøfter, der omkransede deres hjem? Jo det gjorde de da, lykkeligvis er ingen druknet. Til gengæld er der ikke mange familier, der ikke kan huske, at et barn er stået på hovedet i en grøft, til alt held er de altid blevet trukket op af grøften i tide.
Skolegangen
Det kunne mærkes i Dokkedal skole, at der var kommet nye tilflyttere med børn. I 1952 var der i alt 102 børn, derfor blev det i 1953 nødvendigt at udvide skolen med et klasseværelse, og der blev ansat en lærer til.
I 1963 og 65 måtte den igen udvides med nye klasseværelser, og der ansattes flere lærere, så der nu var 5 lærere til de ca.140 elever. Efter den tid begyndte elevtallet igen at dale år for år i takt med, at børnene blev store og flyttede hjemmefra. Skolegangen ændredes i løbet af 50’rne, børnene kom til at gå i skole hver dag også i sommertiden. I 1949 ændredes skoleåret fra at gå fra l. maj til 31 april, til nu at begynde først i august og slutte omkring Skt. Hans ved sommerferiens start.
De første 7 år gik børnene i skole i Dokkedal. Skulle de i 8 kl., som blev indført som tilbud i denne periode, måtte de tage til Mou skole. Det var almindeligt at cykle til Mou, men da knallerter blev mere udbredte i tresserne fik de store børn en knallert.
De næste ændringer i skolestrukturen betød, at der blev mulighed for at børnene kunne fortsætte i 9 kl. og 10 kl. Ingen af børnene fra disse årgange har prøvet den gamle skoleordning, hvor de større børn gik i skole hver anden dag i sommertiden og hver dag om vinteren. De gik nu i skole hver dag året rundt, og forlod normalt ikke længere skolen efter 7 klasse, som deres forældre stort set alle havde gjort.
Det kom måske til at betyde, at denne generation af børn ikke længere blev betragtet som en nødvendig arbejdskraft i landbruget, på samme måde som deres forældre havde oplevet det som helt naturligt, at de skulle ud at tjene som karl eller tjenestepige, da de fyldte fjorten år og blev konfirmeret.
Nu kunne de ældste børn naturligt fortsætte med at gå i mellem- og realskole, eller komme i lære. De fleste familier fandt det nødvendigt, at deres børn skulle have en uddannelse. Hvis børnene skulle fortsætte skolegangen, måtte de til Gudumholm, Aalborg eller længere væk. Da mellem- og realskolerne afskaffedes, blev der oprettet 9- 10 klasserne på kommuneskolerne, i Storvorde og Sdr. Kongerslev. Derefter blev der lavet skolebusordninger, så børnene ikke længere behøvede at cykle eller køre på knallert til skole. Børnene måtte at gå til præst i Mou, og skulle de deltage i fritidsaktiviteter såsom husflidskurser, husholdningskurser eller 4H arbejdet måtte de også til Mou; havde de lyst til at spille fodbold eller håndbold, var der dog en idrætsforening i Dokkedal, de kunne bruge.
Cyklen
Cyklen var næsten uundværlig i de første åringer, hvor det ikke var almindeligt, at husmandsfamilierne havde råd til at have bil. Men cyklen var også dyr nok, det var svært at få råd til cykler til alle børnene, så de måtte tit deles om een. Det kunne foregå på denne måde, har flere familier fortalt mig, at første barn kørte et stykke vej, lagde cyklen i vejkanten og begyndte at gå. Andet barn startede med at gå, indtil han kom til cyklen, der lå i vejkanten og ventede, så kørte han videre et stykke vej forbi førstemanden, lagde cyklen og gik videre, cyklen lå så og ventede på det første barn osv.
Det var selvfølgelig forbudt at køre to på en cykel, og så længe forældrene kunne se børnene, har de vel overholdt dette bud. Forældrene brugte selv cyklen, når de skulle til byen eller på besøg. Skulle de på familiebesøg, foregik det gerne en søndag eftermiddag. Man kunne sagtens cykle indtil 20-30 km. på en eftermiddag, men man skulle selvfølgelig være hjemme igen til malketid, så længe der ikke var så store børn, at de kunne betros aftenmalkningen. Familiefester kunne man altid få tid til at deltage i, når bare den ene kunne nå hjem til aftenmalkningen, men var man f.eks. budt til fest i København, så var det selvfølgelig kun den ene ægtefælle tog afsted.
Husmandsforeningen og husholdningsudvalget
Der var ingen husmandsforening i Dokkedal, da udstykningen startede, men de mange nye husmænd fandt, at der manglede een til at igangsætte aktiviteter, og derfor var de med til at oprette en husmandsforening. Den blev dog ikke kun for statshusmændene men for hele området omkring Dokkedal. Husholdningsudvalget er et underudvalg i husmandsforeningen.
Mange af de husmænd og koner, jeg har talt med, har været aktive i husmandsforeningen, bl. a. var Arne Laursen formand i en periode, og hans hustru Gunhild var i bestyrelsen for husholdningsudvalget. Emil Andersen var i en periode formand for 4H. arbejdet, og Klara hans kone har også været i husholdningsudvalgets bestyrelse.
Husmandsforeningerne sørgede for konsulentbistand, gav oplysninger om nye maskiner, nye avlingsmetoder etc. Man afholdt også markvandringer, hvor man besøgte et landbrug, gik en tur ud over markerne og fik forklaret dyrkningsmetoder under kyndig vejledning.
Desuden mødtes man i husmandsforeningen en gang om ugen i vinterhalvåret om faglige problemer, regnskabskurser etc. husholdningsudvalget mødtes konerne. Der blev arrangeret kurser i syning, madlavning eller lignende. Kurserne i madlavning blev holdt på kroen, da der ikke var skolekøkken på Dokkedal skole. Ved siden af det holdt husholdningsudvalget en ugentlig mødeaften, hvor konerne sad med deres strikketøj eller andet håndarbejde og snakkede om lidt af hvert samtidig med at strikkepinde eller nåle glødede.
Dette var før fjernsynet blev almindeligt i hjemmene, og konerne, der havde deres arbejde i hjemmet hele dagen, kunne nok trænge til at komme hjemme fra en gang om ugen og høre nyt om dette eller hint på egnen.
Hele familielivet drejede sig selvfølgelig om bedriften, og derfor havde man heller aldrig helt fri, der var altid noget, der skulle ses til, en ko der skulle kælve, dyrene der skulle have vand eller en mark der skulle sprøjtes lige i rette tid, for ikke at kornet ikke skulle blive skadet af meldug etc.
Normalt var der ikke tid til at holde ferie, men een fridag skulle der være tid til, det var den dag husmandsforeningerne holdt det årlige møde på St. Restrup højskole. Så måtte konen klare arbejdet, mens manden tog afsted, og til gengæld havde konerne så deres årlige husmoderdag en anden gang, og så var det mandens tur til at klare sig alene:
“Men det kunne ikke undgås, at tankerne, selv om det var en fridag, midt under mødet kredsede om dem derhjemme, hvordan mon de klarer sig? husker de nu at se efter det dyr – eller?”, fortæller husmændene.
Desuden arrangerede husmandsforeningerne tredages ture, hvor husmændene eller konerne besøgte andre husmandsudstykninger for at se, hvorledes de havde indrettet sig der, og hvordan de løste deres særlige problemer. Disse rejser kostede det ikke noget at deltage i, så husmandsfolkene skulle ikke bekymre sig om, om de havde råd til at tage med. Men de skulle kunne løsrive sig fra det daglige arbejde, og stole på, at det derhjemme gik som det skulle, så kunne de få nogle dejlige oplevelser, som de kunne leve længe på. Det betød bare, at familien skulle være i stand til at klare det ekstra arbejde i bedriften, når den ene skulle have fri.
“Min mand, fortæller en husmandskone, havde fundet på at melde mig til en rejse, uden at jeg vidste det! Sikke en overraskelse! Og så blev det sådan en dejlig tur! – Og så var det rart at komme hjem igen, og mærke at de havde savnet mig, men at de havde klaret det hele alligevel.”
Indenfor husmandsforeningerne var der også demonstrationsbrug, og f.eks. indvilligede Jane og Karl Thomsen i at stille deres brug til rådighed i nogle år, også Gunhild og Arne Laursen har haft demonstrationsbrug. Et demonstrationsbrug fik konsulentbistand til regnskaberne og skulle forsøge at dyrke jorden og måske ændre driften efter dennes anvisninger.
Hos Karl Thomsen foreslog konsulenten f.eks. en udvidelse af staldene, da det var muligt at skaffe rigeligt med grøntfoder til flere kreaturer på bruget. Sådan et demonstrationsbrug skulle altid være forberedt på, at folk fra en anden husmandsforening kom på besøg en aften for at besigtige bedriften og blive sat ind i de økonomiske eller andre forhold på den. Det kunne ske, at der kom op til 3 udflugter om ugen i tiden fra høhøst til kornhøsten. Disse demonstrationsbrug fik et tilskud til deres virksomhed fra Kellogsfonden.
Bijob og / eller specialisering
I perioden fra 1950 til slutningen af 60’rne havde husmændene her ikke fast lønarbejde samtidig med, at de drev statshusmandsbruget. Men for de fleste var det nødvendigt at have et eller andet bijob, der gav en ekstra indtjening, da det blev nødvendigt at skaffe nye driftsmidler til ejendommen.
I sommertiden var der f.eks. arbejde at få med at passe kreaturerne i græsfennerne eller efterse hegnene omkring dem for Staten. Nogle mænd kørte de daglige mælketure til Kongerslev eller Mou mejerier. I starten blev turen kørt med hesteforspand, men da mælketuren kunne blive en hjælp til at få råd til at anskaffe sig en traktor, blev hestene ret hurtigt afløst. 3 husmænd fortæller om, hvorledes de købte en traktor i fællesskab, og derefter skiftedes til at køre mælketuren. Denne traktor kørte hele tiden, mindes en husmandskone.
Konerne gik normalt ikke på arbejde for andre, men de kunne f.eks. gå ud og hjælpe til ved fester etc. ellers passede de det derhjemme. Når manden havde et bijob med f.eks. at køre mælketuren eller mejetærske for andre i høst, blev der jo også mere arbejde, der skulle klares af hende derhjemme.
“Der var da rigeligt arbejde for 2 voksne mennesker i sådan et brug.” siger flere af de interviewede.
De forskellige husmandsbrug forsøgte med vekslende held at specialisere sig i et bestemt produkt, f.eks. i grønsager til torvet. Det viste sig snart, at det var nødvendigt at sikre sig en aftager til grønttorvet først, inden man gik i gang med en specialafgrøde. Havde man ikke sørget for en leveringsaftale på forhånd, kunne det være et problem at få produktet afsat.
Løg viste sig at gro udmærket, men en kone fortæller også, hvor svært det kunne være at komme af med dem. De måtte selv gøre et forsøg på at spise sig igennem de producerede løg, da de ikke kunne afsættes, og det var umuligt det år, hvor de avlede så mange flotte løg.
Mosejorden blev fortrinlig til kartofler, da den havde været under kultur i nogle år, viste det sig, men for at starte en produktion af kartofler krævedes der dels et godt læggemateriale, der skulle der være penge til at investere med, og desuden en stabil aftager. Der var aftagere til gode kartofler f.eks. spritfabrikkerne, men de havde normalt tilbud nok fra de forskellige avlere, så det var svært at få en aftale her.
Afrunding
I alt blev denne udstykning på 37 brug. I 1958 blev de sidste 2 husmandsbrug solgt, og derefter var der ikke flere ansøgere, så udstykningen sluttede, skønt staten stadig havde store arealer liggende, hvorpå der i førsteomgang var planlagt ca. 70 ejendomme. Det gik bedre for statshusmændene nu. De havde lært deres jord at kende, de vidste hvilken produktionsgren, der lå bedst for dem selv og jorden, og de klarede sig nu lige så godt som andre landmænd i øvrigt. Men i den forløbne tid var forholdene for de danske landmænd blevet markant ændrede. Fra politisk hold ønskede man landbruget mekaniseret og effektiviseret, men til en gennemgribende mekanisering var denne brugsstørrelse nu blevet for lille.
Der var jord nok at få til udvidelse, for staten havde stadig meget jord liggende, og mange af husmændene købte derfor mere jord for at kunne udvide produktionen. Grøfterne var uundværlige for statshusmandsbrugene, men de skulle holdes ved lige. De sank sammen i takt med at mosen sank, men de skred f.eks. også ud, når køerne gik for tæt på kanterne. Derfor var det vigtigt, at der blev ført tilsyn med, at oprensningen blev foretaget, så den ene husmand ikke kunne komme til at genere afløbet fra naboens marker.
Landbrugets forhold som helhed
Fra 1950 til 58 stiger omkostningerne for landbruget støt, mens både nettoudbyttet og forrentningsprocenten konstant er faldende (Statistiske meddelelser 1959). Ifølge Landbrugets Driftsøkonomi 1963 er situationen for små brug nu, at:
“kun gennem et stort og alsidigt husdyrhold baseret på en stor grovfoderavl suppleret med indkøbt kraftfoder kan familiens egen arbejdsstyrke beskæftiges tilstrækkeligt effektivt. En effektiv foderudnyttelse er derfor ganske afgørende for det økonomiske resultat i disse brug.”
Brugsstørrelsen 10-15 ha. kunne vise en fremgang i perioden 1946- 60, men det skyldtes nok de sammenlægninger, der fandt sted. Fra 1953-60 blev der nedlagt 7.073 brug, heraf var 1.355 sammenlægninger. Men forsøget med at tilpasse landbruget til det nye fællesmarked betød, at større og større brug nu kunne sammenlægges. Ved lovrevision i 1967 bliver areal-grænserne for sammenlægning og samdrift udvidet til henholdsvis 35 ha. og 100 ha. Denne udvikling viser sig også i denne husmandsudstykning til trods for, at brugene blev oprettet forholdsvis store.
Arbejdsløshedssituationen
Ifølge “Statistisk tiårsoversigt” 1989 er der i landet som helhed 83.000 registrerede arbejdsløse ud af en arbejdsstyrke på 2.135.000 i 1958. Arbejdsløsheden falder gennem hele perioden indtil 1970 til i alt 30.000 ud af en samlet arbejds- styrke på 2.371.000, den samlede arbejdsstyrke vokser altså og ledigheden falder, det peger på, at samtidig med at antallet af landbrug falder, og antallet af ansatte i landbruget går ned, sker der et opsving i industrien, så den kan udnytte den ledige arbejdskraft fra landet.
Kapitel 5.
Tiden fra 1969 – 1989.
Afvikling af husmandskolonien.
Økonomien.
Da jorden var overtaget på jordrentevilkår, skulle parcellisten svare 2% i halvårlig jordrente afgift beregnet udfra arealstørrelsen og grundværdien, For de fleste husmænd så den økonomiske situation således ud:
Man startede med at få et byggelån af jordfonden, det kunne f.eks. være på 48.000 kr. i 1952. Af dette lån var 1/5 del rente og afdragsfrit, de 2/5 dele var rentefrit, men afdragspligtigt, og de sidste 2/5 dele forrentningspligtigt og afdragspligtigt. Betalingen skulle falde som en halvårlig ydelse hver d.11. juni og 11 december. Lånet var uopsigeligt fra kreditors side, men skulle forfalde ved salg til en person udenfor familiearvefølgen.
Lånet udfærdigedes som pantebrev med sikkerhed i værende og kommende bygninger og alle af ejendommen flydende interesser.
– Samtidig hermed var det muligt at optage et installationslån, dette kunne samme år være på 1990 kr. Det skulle forrentes med 2% halvårligt og afdrages over 20 år. Dette lån kom til at stå som et pantebrev efter jordrente og byggelån.
– Desuden fik de fleste et etableringslån, der kunne bruges til f.eks. indkøb af det første frøkorn til markerne, køer og svin. Lånet kunne være på 5000 kr. i 1952. Heraf var de 2500 kr. rentefrit, 2500 kr. skulle forrentes med 2% halvårligt i 2 år, derefter skulle det afdrages over 10 år. Dette pantebrev kom til at stå efter de foregående, kan man læse i husmændenes pantebreve.
Lånestørrelsen ændredes år for år, da det fastsattes hvert år på finansbudgettet. Det var ikke nødvendigt man tog disse lån, men det var et godt tilbud, og da få af de nye husmænd havde rigelig egenkapital, tog de fleste imod dem. Allerede kort efter at husmændene var etablerede, opdagede de fleste, at jorden trængte til afvanding. Retssagen mod staten afsluttedes i 1959 med, at husmændene fik tilbud om at kunne optage nye lån til grundforbedringer.
– Et grundforbedringslån blev søgt efter arbejdets udseende, men kunne f.eks. være på 9750 kr. Igen som et pantebrev, der skulle forrentes med 6% p.a., her var gælden afdragsfri i de første 2 år. Dette lån rykker ind efter de første 3.
– For at få økonomi i produktionen købte mange husmænd en tillægsparcel. Til køb af denne yder Jordfonden et lån, på f.eks. 1818 kr., som skal afdrages over 20 år. Dette pantebrev rykker ind efter de foregående lån.
– Senere modtog husmændene et tilbud fra staten om at de kunne købe jorden, til dette kunne der søges lån i jordfonden, af lånet var 1/5 del rente og afdragsfrit, resten skulle forrentes med 2 1/2% halvårlig.
Pantebrevet til afløsning af jordrenten fik første prioritet i ejendommen, det vil sige, at de andre pantebreve rykkede ned. Den fortsatte låntagning, og måden visse af aftalerne var indgået på, betød, at husmændenes halvårlige ydelser ikke kunne undgå at stige år efter år. Dette var klart nok en god ordning, da man gik ud fra at produktionen og dermed også overskuddet ville stige år for år.
Men de første vanskelige år med fejlslagen høst, havde ikke stabiliseret husmændenes økonomi. Så derfor var der almindeligvis ikke mange penge til forbrug.
“Ligningsmæssigt ville skattemyndighederne ofte ikke acceptere så lille et privatforbrug som husmændene opgav,” siger en af husmændene.
Det blev tit nødvendigt at udfærdige et høstpantebrev hos købmanden eller i grovvareforretningen, før jorderne skulle tilsås i foråret. Det betød for husmanden, at han ikke havde penge, før købmanden havde hentet høsten og afregnet med husmanden.
“Gav høsten under 7 fold, og det hændte jo, især i de første år, blev der ikke noget tilbage” siger en husmandskone.
Alle indkøbene kom på denne måde let til at ske gennem den købmand, der havde pantebrevet. Derfor var det heller ikke ukendt for husmændene, at de måtte skrive under på en veksel, når der f.eks. skulle handles med kreaturhandleren.
Den stigende rente på gæld man oplevede i perioden, betød desuden, at landmændene blev bragt i yderligere vanskeligheder. Derfor fandt flere og flere husmænd det efterhånden nødvendigt at tage lønarbejde for at skaffe penge bedriften.
Begrænsninger for produktionen
Købmanden i Dokkedal havde i mange år indsamlingssted for æg, som han så sørgede for, blev videresolgt til ægpakkeriet. Reglerne ændredes imidlertid så ægindsamlerne skulle aftage mindst 90 æg fra en producent ad gangen. Derefter ophørte købmændene med at have ægindsamling, den strukturpolitik Dansk Andels Grovvare førte i 70’rne kom senere til at betyde:
“At man for fremtiden kun modtager æg fra producenter, der har en aftale med D.A.Æ,. og som har mindst 300 æglæggende høner.”
Det betød, at de fleste husmænd i mosen opgav at have flere høns end til husbehov, for det ville ellers medføre, at der skulle bygges nye hønsehuse med æglægningsbure etc. for at opfylde de nye krav. Men det kom, ifølge Jørgen Pedersen, også til at betyde, at dansk landbrug ikke længere var eksportør af æg.
Fusionerne af andelsmejerierne fortsatte med uformindsket fart i 1972, og denne udvikling ramte også husmændene i mosen, for andelsmejeriet Juno i Mou og Kongerslev andelsmejeri lukkede nu på grund af rationaliseringerne i mejerisektoren.
Det kom til at betyde, at der blev en længere transport af mælken, men der kunne dog stadig leveres til mejeriet Tivoli i Gudumlund eller AKAFA i Svenstrup. Senere medførte udviklingen igen, at mejeriet bestemte den mindstemængde, det ville afhente. De landmænd, der havde en stor daglig mælkeleverance, ønskede at investere i køletanke til mælken, så de kunne blive fritaget for den daglige rengøring af mælkejungerne, og allerede inden lukningen af Mou mejeri, havde nogle af de større producenter forladt mejeriet, fordi mejeriet ikke ønskede at gå over til afhentning af mælk med kølevogne, da det ikke mente, at denne nyinvestering var nødvendig.
Men da nogle af storproducenterne, bl.a. her fra statshusmandskolonien, derfor forlod Mou mejeri, kunne det ikke længere fungere økonomisk rentabelt og det måtte lukke.
Jorden kunne, da den var blevet godt kultiveret og drænet, yde tilfredsstillende. Efterhånden brugte landmændene i mosen gødningsplaner udarbejdet af konsulenterne i landboforeningen eller husmandsforeningen. Fik jorden gødning og mineraler nok, blev høsten også god, men det var en dyr høst.
I sammenligning med anden jord, havde græsarealerne i mosen til gengæld ikke så stort et behov for kvælstof, så det var stadig rentabelt at have store græsarealer i bedriften.
Specialiseringen
Efterhånden som tiden gik, ændredes produktionen på statshusmandsbrugene, som den ændredes i det øvrige landbrug. der drives ikke længere den alsidige produktion med både dyr og planter, som der oprindelig blev planlagt. De landmænd, der så fordelen ved at have mange køer, ophørte med at have grise. Der var stadig mulighed for udvide græsarealerne ved at købe mere jord til, leje jord eller købe ekstra hø eller grøntfoder af staten. I disse brug blev staldene nu fyldt med dyr, men skulle malkekvægbesætningen udvides yderligere, ville det være nødvendigt at bygge nye stalde, og derfor overvejede adskillige husmænd nu, om det ville blive rentabelt overhovedet at investere.
Et par af husmændene her specialiserede sig i at have særligt fine kobesætninger, Karl og Jane Thomsen var især glade for den røde danske malkeko, mange af deres dyr vandt præmier på dyrskuer, og de foretrækker stadig denne race, selv om de erkender, at den faktisk mistede nogle af sine gode fortrin gennem det intensive avlsarbejde, racen blev udsat for.
Hos Anker og Grete Jensen blev man interesseret i at fremavle stambesætninger af den sortbrogede race. Deres dyr vandt også mange præmier, og dyrene blev solgt til eksport til mange lande og i mange verdensdele.
Af det indsamlede materiale ses, at i begyndelsen af 1970’rne er der mange, der sælger malkekøerne. De landmænd, der nu sælger, tager i stedet lønarbejde, og driver ejendommene i fritiden. I begyndelsen af 1980’rne bemærker man, at der er flere der sælger køerne og tager lønarbejde, men nu er der også nogle af statshusmændene, der sælger deres køer, fordi de kan få pension.
Fra 1967 til 7 4 bliver svineproduktionen også opgivet på flere husmandsbrug, det sker især, hvor husmanden tager på arbejde hver dag. Herefter drives landbruget kun med korn- eller andre planteafgrøder, der kan overkommes i fritiden ved hjælp af maskinstationen, eller jorden lejes ud til naboen.
I løbet af de 40 år, der er gået, siden denne koloni startede med opdyrkningen Lille Vildmose, ser den husmandsfamilie, der startede på et statshusmandbrug helt anderledes ud.
I gennemsnit var mændene omkring de tredive år og kvinderne 29, da de startede som nybyggere, kan jeg se af mine interview. De ældste af mændene var omkring 45 år og de yngste 24. De yngste kvinder var omkring 20 år og de ældste i slutningen af trediverne.
Den mand, der startede i 1952 som 35-årig, er i 1972 blevet 55 år, en landmand der er begyndt at overveje, hvor længe han kan blive ved, forestiller jeg mig. I hvert fald vil han tænke over, hvor lang tid et lån skal afdrages, inden han foretager en nyinvestering, for udviklingen har jo medført, at det ikke længere er naturligt, at der står en yngre generation på spring til at overtage ejendommen. Og den 45-årige, der startede i 1952 er i 1972 blevet 65 år og er nu ved at overveje, hvordan pensionisttilværelsen skal forme sig. Alt dette må betyde, at der i perioden 60-89 nødvendigvis må komme nye ejere og overtage nogle af statshusmandsbrugene.
Næste generation
Jeg kan ud fra mine interview se, at 2 børn har overtaget hjemmet efter forældrene, men de har ikke længere deres hovedindtægt ved landbruget. Den ene af dem, en arbejdsmand, sagde, da jeg kontaktede ham, at han var ved at leje jorden ud, fordi han ikke kunne overkomme både at være lønarbejder og fritidslandmand.
Jeg har spurgt statshusmændene selv, om det ikke var naturligt, at de ønskede, at et af deres børn skulle overtage bedriften, men de adspurgte har med eftertryk svaret nej! Disse statshusmænd ønskede, at børnene skulle have den bedste uddannelse, de kunne få, og de skulle helst have en faglig uddannelse, så de kunne klare sig selv.
Hvis børnene så skulle få lyst til at få et landbrug senere hen, så havde de altid uddannelsen at falde tilbage på, hvis det ikke kunne gå økonomisk med landbruget, Derfor har alle husmændenes børn gået i skole, så længe de har haft lyst og evner til det, og derefter har de fleste lært et fag. De er i dag beskæftiget indenfor alle tænkelige erhverv både indenfor det offentlige og i det private erhvervsliv, kan jeg se udfra mineinterviews.
Børnene har selvfølgelig skullet hjælpe til i landbruget efter skoletid eller i fritiden fra lærepladsen, så længe de har boet hjemme. Men de børn, der gik i skole i 1954 i Dokkedal, er nu så store, så de er flyttet hjemmefra, og de er ikke længere en hjælp i daglige arbejde. Kun de sidst fødte børn i kolonien bor endnu hjemme og går i skole.
Husmandskonens lønarbejde
Trods kvindernes indtog på arbejdsmarkedet, som for alvor startede i 1970’rne, var det kun enkelte husmandskoner, der tog arbejde uden for bedriften i denne periode:
“Der er jo arbejde nok i hjemmet,” blev der svaret, hvis jeg spurgte hvorfor. Men hvis jeg overvejer deres situation nøjere, så kan jeg godt se, at deres muligheder for at finde relevant arbejde i overkommelig afstand fra hjemmet var meget små. I området er der lidt sæsonarbejde i tørvene om sommeren, men ellers skal man længere væk f.eks. til Aalborg for at finde arbejde, hvis man er ufaglært.
Ønskede de f.eks. at blive hjemmehjælpere i Sejlflod kommune krævedes der, at de havde mulighed for at køre i egen bil; men bilen havde manden jo allerede lagt beslag på for at komme på arbejde, og deres arbejdsplads lå som oftest også i en betragtelig afstand fra mosen. Fra mosen til Aalborg er der ca. 24 km.
Det viser sig, at husmandskonerne godt vil have udearbejde, når de får mulighed for det, kan jeg se i det indsamlede materiale, det viser sig nemlig, at der er adskillige af kvinderne, der er begyndt på et lønarbejde, efter at de er flyttet fra statshusmandsbruget i Lille Vildmose.
Kapitel. 6.
Status over Statshusmandsudstykningen.
Var de husmænd eller var de gårdmænd?
Der har altid været forskel på, om man var husmand, eller man var gårdejer. I andelsbevægelsen var denne forskel ikke længere så betydningsfuld, fordi hver enkelt selvejer talte som en stemme uanset ejendommens størrelse, men selvfølgelig var der da alligevel altid en forskel, og hver statshusmand havde selvfølgelig et bestemt billede af, hvor hans plads var i samfundet; men det viser sig her, at ikke alle husmændene har det samme billede. Ved at se i telefonbogen kan man f.eks. se, at nogle af husmændene benævnes statshusmænd og andre benævnes gårdejere.
Da staten udstykkede Lille Vildmose, havde jordlovsudvalget fået bemyndigelse til at oprette mindre gårdbrug, fordi regering og folketing var bekymret for at oprette for mange nye husmandsbrug, der var for små til at de kunne klare sig i konkurrencen med det øvrige landbrug i den fremtidige landbrugsproduktion.
Statshusmandsbrugene her var udstykket, så de hver var på ca. 20 ha. I nogle egne af landet vil man ikke betragte et sådant brug som et husmandsbrug men som et gårdbrug, for betegnelsen hænger jo f.eks. også sammen med jordens ydeevne. Husmandsbrugene her er altså ikke små, alligevel kalder mange af mændene her sig for statshusmænd, formodentlig hentyder det mest til den oprindelige låneordning.
Da de fleste statshusmænd med tiden købte mere jord til deres ejendom, er der kun få af brugene, der ikke i dag har så stort et jordtilliggende, at man ikke vil betragte dem som gårdejere i ordets normale betydning. Mange af landmændene var både medlem af landboforeningen og husmandsforeningen samtidig, viste det sig, så de ønskede i det mindste at have gavn af medlemskabet af begge foreninger. Om de til syvende og sidst selv mener, at de mere er gårdmænd end husmænd beror nok mere på følelserne.
To husmandskoner svarede næsten samstemmende, da jeg spurgte, om de da ikke nærmere følte sig som gårdmandsfolk?: “nej en gård var det ikke, derfor skulle stedet heller ikke hedde noget med “gård”, nej det var bedre at kalde det noget med “vang” f eks. Birkevang.”
Men en anden familie jeg talte med sagde: “husmandsbrug er det jo ikke i den forstand! det er da nærmere et gårdmandsbrug, når arealet er så stort. Alle brugene er jo på over 20 ha.”
Hvordan gik det husmandsfamilierne?
Af de 37 husmandsfamilier, der startede på opdyrkningen af Lille Vildmose i 1950’rne, flyttede de første 2 allerede inden 1960 fordi deres statshusmandsbrug kom på tvangsauktion. Af mine undersøgelser kan jeg se, at 7 af de første familier flyttede fra husmandsstedet i 60’rne, men det var nu ikke kun fordi de måtte opgive det store arbejde med at etablere en rentabel bedrift. 1 af disse familier rejste ihvertfald, ifølge en husmandskone, på grund af mandens sygdom.
I 1970’rne ser det ud til, at der er flyttet omkring 4 familier, heraf er der igen en de udspurgte, der siger, at det er på grund af sygdom, to familier flyttede efter eget udsagn, ikke fordi de ikke kunne klare det, men fordi de ikke ønskede at investere mere, da de mente, at de var nået en alder, hvor de ikke længere regnede med at få glæde af investeringerne i produktionen.
I 1980’rne er yderligere omkring 5 af de første statshusmænd flyttet fra ejendommen og har købt hus i omegnen. 10 af de første familier bor stadig i mosen, deraf er der to af anden generation, der har overtaget husmandsstedet efter forældrene. På disse 10 ejendomme har man opgivet en egentlig landbrugsproduktionen eller har i hvert fald indskrænket aktiviteterne meget.
En del husmænd begyndte at tage lønarbejde allerede omkring 1970. Derefter holdt de gradvist op med selv at producere, og enten udlejede de jorden til en anden landmand, eller de solgte mosejorden fra, eller de lejede mosearealerne ud til en spagnumproducent. Disse husmænd er blevet boende på ejendommen, og bor der endnu i dag, hvor de har nået den alder, hvor de kan få pension eller efterløn.
Ialt 14 familier har levet på statshusmandsbrugene i over 30 år. To af de husmænd, der købte en ejendom af staten efter de første tvangsauktioner, dyrkede fortsat ejendommen som et husmandsbrug i 1989. Disse to husmandsfamilier kom altså også til at bo ca. 30 år i mosen, selvom de blev anden ejer af ejendommen. Den ene af disse er flyttet fra ejendommen i sommeren 1989, den anden driver stadig statshusmandsbruget med en alsidig produktion. Han har ikke købt ekstra jord til ejendommen siden udstykningen, men han “lever ikke af det”, siger han, fordi han samtidig er invalidepensionist.
En indtægt fra en invalidepension, kan altså gøre det muligt at fortsætte med at være selvstændig landmand, og det får samme effekt enten det er husmoderen eller husbonden, der tildeles pensionen. Så længe man kan klare det daglige arbejde selv evt. med hjælp af nabo eller en maskinstation, er der en mulighed for at blive boende på ejendommen.
I øvrigt fik landbrugere i 1976 samme ret som andre selvstændige til at blive arbejdsløshedsforsikrede. Begge ægtefæller kan opnå at blive medlemmer i en arbejdsløshedskasse, og derefter har de ret til dagpenge i tilfælde af, at de “sælger eller lukker virksomheden, eller af andre grunde er afskåret fra at drive den.”(Pjece fra Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikring).
Derudover er der også en mulighed for at gå på efterløn, på betingelse af, at den selvstændige virksomhed ophører. -Disse mulighed har nogle statshusmænd selvfølgelig også benyttet sig af. Det gør det muligt for dem at blive boende på ejendommen, også selv om der ikke længere er en egentlig produktion på ejendommen.
I takt med at vilkårene for landbruget er ændret, er der også her i denne husmandskoloni sket en stadig tilpasning til de ændrede forhold, tilsyneladende er denne tilpasning sket forskelligt i de forskellige hjem, men for alle husmandsfamilierne har det vigtigste været, at de kunne blive så længe som muligt på deres ejendom. Så har det tilsyneladende været mindre vigtigt om produktionen faktisk ophørte på den.
Husmændene i mosen oplevede en hård hverdag, men trods sliddet ønskede de fleste at fortsætte på ejendommen så længe som muligt. “Det var jo en livsform!” som en husmandskone svarede mig, da jeg spurgte hende, om det ikke havde været en umulig opgave.
Ændrede brugsstørrelser
Ifølge opgørelsen fra Sejlflod Kommune i 1989 har 7 af de oprindelige husmandssteder 1- eller under 1 ha. i jordtilliggende. Der er 4 ejendomme med under 10 ha., hvilket formodentlig betyder, at al mosejorden nu er solgt fra til spaghnumproduktion. 2 af ejendommene er på over 70 ha., og desuden er der 8 af ejendommene, der har fra 30-60 ha. Efter mine oplysninger skulle der kun være 2 statshusmandsbrug tilbage, der stadig drives som selvstændige husmandsbrug og ikke er udvidet nævneværdigt siden starten.
De sidste husmandsbrug på fra 20-30 ha. bliver formodentligt drevet sammen med andre ejendomme, evt. er mosejorden lejet ud til tørveproduktion i en periode.
Igennem mine interviews med husmændene har jeg fået oplysninger, der peger på, at der er flere endnu, der har solgt deres mosearealer fra, så der må være handlet en del i løbet af 1989, men disse handler er sandsynligvis ikke tinglyst endnu.
Landbrugets fremtid
Den jord, Staten ikke kunne udstykke i slutningen af 1950erne, blev med tiden mere attraktiv, viste det sig. Da staten i 1970 ønskede at sælge omkring 60 ha. jord i den udtørrede Birkesø, stod egnens landmænd i kø for at komme i betragtning til den, skriver Jyllands-Posten d. 12. februar 1970.
Efterhånden som mosen blev bearbejdet, blev landbrugsjorden til 104 statshusmandsbrugene god, bedre end den, der i øvrigt fandtes i Vildmosens nord- og østlige områder. I Mou, Egense og Dokkedal-området findes en meget sandet landbrugsjord, der i dag i vid udstrækning er beplantet med nåletræer.
Ved et møde om Vildmosearealernes fremtidige anvendelse rejste en landmand fra Mou sig og sagde, at han ikke kunne forstå, at man ønskede at udlægge den tidligere mose til marginaljord, da det jo havde vist sig, at den opdyrkede mose var blevet til god landbrugsjord, bedre end de omkringliggende arealer. Den bedste landbrugsjord i området er dog stadig den, der ligger i mosens vestlige og sydlige rand, samt i bakkelandet sydvest for mosearealerne.
I 1973 trådte Danmark ind i EF. EFs samlede landbrugspolitik har selvfølgelig også haft indflydelse på situationen for statshusmændene, men på samme måde som for alle andre danske landmænd i øvrigt. I de første år efter medlemskabet i EF forbedredes forholdene for mælkeproducenterne mærkbart, fortæller nogle mælkeproducenter (Karl og Jane Thomsen).
Økonomien blev mere stabil, så derefter blev det ikke længere lige så nødvendigt for dem at have en ekstra indtægt fra lønarbejde, for at få det til at gå rundt økonomisk.
Men den landbrugspolitik, der føres nu både fra staten og f.eks. andelsforeningernes side, gavner først og fremmest de store landbrug med den store produktion. Jørgen Pedersens undersøgelse viser at fra 1983 til 84 sker der nu også en nedgang i antallet af landbrug på helt op til 50 ha. og denne udvikling ses også her i mosen.
I 1987 er der ifølge Statistisk tiårsoversigt registreret 222.000 arbejdsløse mænd og kvinder blandt alle arbejdsløshedsforsikrede.
Trods denne store arbejdsløshed er synet på husmandsbrugenes nytte og effektivitet ændret, og fra politisk hold ønsker man ikke længere at oprette nye statshusmandbrug, for på denne måde at løse beskæftigelsesproblemer. År for år siden 1960 er der blevet færre landbrug i Danmark, og der er blevet færre og færre beskæftigede i denne produktionsform.
Spagnumproduktion
Der er 4 spagnumproducenter i mosen nu, oplyser den ene af dem, da jeg taler med vedkommende i telefonen, men den største og mest kendte producent er Pindstrup Mosebrug. Spagnumproducenterne behøver ikke at købe mosejorden for at kunne udnytte tørven, i mange tilfælde lejer de jorden af landmanden for et åremål med det formål at tage den tørv, der er anvendelig.
Inden produktionen går igang, tager producenten først et lag af den muldrige overjord af. Når spagnumlaget så er skrællet af efter nogle år, er det meningen, at overjorden skal køres ud igen, og ejeren kan så starte en landbrugsproduktion på arealerne igen efter en bearbejdning af jorden, sådan var det i det mindste i 1989, men meget er ændret siden.
I amtets råstofplan ønsker man at tilgodese tørvebranchens behov for tørveressourcer. I Lille Vildmose er der nu kortlagt anvendelige tørveområder til mange års forbrug. I råstofplanen kan man se, at man i dag må betegne den kultiverede del af mosen som humusjord på grund af det store indhold af organiske stoffer. Da denne jordtype har en god struktur, finder man: “at jorden ved tilstrækkelig afvanding stadig vil give mulighed for en god og stabil dyrkning af korn, rodfrugter og specialafgrøder”.
Men da man finder landbrugets interesser af mindre betydning, fordi ejendommene er forholdsvis små uden store nyinvesteringer, ønsker man fra officielt hold i dag at prioritere de væsentlige råstofinteresser, der er på stedet højest, og derfor er der i 1989 udarbejdet en plan for råstofudvinding i dette område.
Afslutning
Lille Vildmoses og statshusmandsbrugenes historie er endnu ikke slut. Når denne bog trykkes, er der allerede sket meget, siden jeg afsluttede min rapport, og der vil fortsat være aktiviteter i mosen, der skaber ændringer af dens fremtoning.
Statshusmændene startede med at opdyrke en mose, der stort set havde ligget uberørt hen siden jernalderen, og ingen landmænd i mosens omegn vil idag, efter at husmændene har slidt med den i 40 år, kalde den marginaljord. At mosen så i dag er udlagt som marginaljord med ringe landbrugsmæssig interesse, skyldes vel i høj grad overproduktion af landbrugsvarer inden for EF.
Men mosejorden har et stort kunstgødningsbehov, hvis den skal yde optimalt, og det er ikke uden betydning for det omgivende miljø, da gødningsoverskuddet let finder vej til vandområderne. I recipient-kvalitetsplanen fra 1986 angives Stræbæk og Hovedkanalen som stærkt forurenede vandløb, og disse har begge afløb til Kattegat (ifølge “Tørveindvinding i Lille Vildmose” s. 52).
I den nye plan for området har Nordjyllands Amt også udarbejdet et forslag til efterbehandling af arealerne, her er der udlagt arealer til græsnings- og naturområder. Naturområderne forestilles udbygget med et sti- eller vejnet, så det bliver muligt for naturinteresserede at færdes i mosen.
Man forestiller sig altså ikke længere, at området fortrinsvis skal være et landbrugsområde, skønt – som borgere på borgermødet, hvor den nye plan blev fremlagt i sommeren 1989, pegede på – mosejorden var af bedre bonitet end de omkringliggende landbrugsarealer.
Hele Lille Vildmose er i dag omfattet af begrænsninger som et EF – fuglebeskyttelsesområde, da de store vådområder er af stor betydning som rasteplads for trækfugle.
Den danske stat ejede i 1989 endnu store områder i mosen, i dag er de solgt til private interesser, og der er kommet en fredning på Lille Vildmoses arealer.
LITTERATURLISTE:
Christensen, Palle Ove: En Livsform på tvangsauktion, Gyldendal, Odense 1982
Christensen, Palle Ove: Husmandsbevægelsen og jordreform i Danmark, Kbh. 1975
Højrup, Thomas: Det glemte folk. Statens Byggeforskningsinstitut
JJ Trykteknik Kbh. 1983
Jeppesen, Jens: Statistisk Metode
Akademisk Forlag Kbh. 1985
Jørgensen, Thormod: Rapport fra Statens Jordlovsudvalg
Statens Jordlovsudvalg Kbh. 1944
Kristensen, M.K.: Vildmosearbejdet, Det Danske Forlag Kbh. 1943
Kristensen, P.E.: Sejlflod Kommunes Historie, Lokalhist. Forening Juno, Mou 1982
Mikkelsen, Valdemar: Vildmosens stratigrafi og vegetationshistorie
Medd.fra Dansk Geologisk Forening, bd. 10, Kbh. 1943
Miljøstyrelsen: Levevilkårsplanlægning Kbh. 1984
Møllgaard, Johannes: Landdistrikterne og Planlægningen
SBI Byplanlægning Kbh. 1974
Pedersen,Jørgen: Træk af husmandsforeningernes historie
1986
Planstyrelsen: Metode til levevilkårsplanlægning
Miljøministeriet 1984
Ridder, Johs.: Landbrugets driftsøkonomi
Landhusholdningsselsk. Forlag, Kbh 1963
Solvang, Gunnar: Husmandsliv Landbohist. Selskab/ AiO Tryk, Odense 1984
Skrubheltrang, Friedlev: Den Danske Husmand, Det Danske Forlag, Kbh 1954
Kultiveringsplan for Lille Vildmose 1937
Statsarealet i Lille Vildmose 1942
Statsarealet i Lille Vildmose 1958
Landbrugsplan Nordjyllands Amt
Hvad sker i Sejlflod kommune Oplæg til debat 1982
Information om Sejlflod kommune 1974/75
Jordbrugsplanlægning, landbrugsplan Nordjyllands Amt
Vejviseren Sejlflod kommune 1989
Sejlflod Turistforeningen 1987
Tørveindvinding i Lille Vildmose Rapport nr. 8 Aalborg 1989
Vejviseren Sejlflod kommune 1989
Statistisk tiårsoversigt 1078-88 med 30 års oversigt
Statistiske meddelelser 4 rk 116 bind 3 hæfte, Gyldendal 1942
Statistiske meddelelser 4 rk 148 bd 1 hæfte, Gyldendal 1947
Statistiske meddelelser 4 rk 73 bd 1 hæfte, Bianco Luno 1959
Statistiske meddelelser 4 rk 127 bd 3 hæfte, Bianco Luno 1952
Lov om efterløn af 10. nov. 1978
Direktoratet for arbejdsløshedsforsikringen:
Om at være arbejdsløshedsforsikret som selvstændig erhvervsdrivende.
Arbejdsløshedskassen for selvstændige erhvervsdrivende:
a). b). c). d). e). Tølløse 1989
