Tofte Sø og Mose

Tofte Sø, tårn og Lille Vildmoses kronjuvel​

Beliggenhed: Sydvest i vildmosen
Sværhedsgrad: Middel
Varighed: 1½-2 timer
Praktisk info: Adgang via Vildmosevej – en del af Nordsøstien

Tofte Mose har i en årrække været blandt de mest populære udflugtsmål i Lille Vildmose. Man kommer igennem en del af mosen med græssende kvæg via en grusvej – og med en kikkert er der gode chancer for at få øje på et rådyr eller en af de store fugle. Der er adgang i bil, men strækningen er også en del af den lange cykel- og vandrerute Nordsøstien.

Langt de fleste gæster bruger en halv times tid på besøget i udkigspavillonen ved Tofte Sø, som er et fugleeldorado – med en kikkert er der også fin udsigt til en skarvekoloni, som afføder blandede kommentarer fra områdets gæster. Selv om mange ikke sætter skarven højt, er den udtryk for at der er gode fiskemuligheder i søen.

Lille Vildmoses kronjuvel

Men måske var det værd at overveje, om turen næste gang først skal gå til Tofte Mose – altså den del af mosen, som i dag er Nordeuropas største oprindelige lavlands-højmose.

Tofte Skov og Mose udgør ca. 4000 ha jord og dækker den sydlige del af Lille Vildmose. Skoven byder på enestående natur og har siden 1906 været et indhegnet reservat, hvor der er både krondyr og vildsvin.

Der er kun et lille skilt med Plankesti til Tofte Mose 1.6 km ved indgangen til udsigtspavillonen. Der altså et godt stykke sti uden for hegnet, hvor man bemærker  niveauforskellen mellem højmose og de drænede landbrugsarealer, og der er samtidig gode chancer for at møde mosens elge og kronvildt.

Her blev for kun et par år siden udført et stort projekt som led i sikring af højmosen. Hele strækningen på halvanden kilometer blev forsynet med en spunsvæg af samme slags som man anvender ved kajkanten i havne – meterlange jernprofiler, der er banket med i tørvemosens bund.

De er ikke synlige i dag, og diget er allerede nu ved at gro til, men indimellem anes også den kraftige plastmembran, som ligger på indersiden – siden ind mod højmosen – og danner en barriere mellem mosen og arealet nord for, som er markant lavere delvis som resultat af tidligere tørvegravning.

 

Mens idyllen nu har fået overtaget, i hvert fald for den besøgende, så det helt anderledes ud for ret kort tid siden – i oktober 2019. Her gav projektet anledning til et ‘bondeoprør’, der næppe er set større på disse kanter siden Skipper Clement i 1534 stod i spidsen for at slag mod landsknægte fra adelen på en mark lidt nord for Svenstrup – og efterfølgende blev pågrebet ved Storvorde.

I efteråret 2019 spidsede en længere konflikt mellem de lokale lodsejere og myndighedere til. Den 20. oktober  var godt 100 mennesker og lodsejere mødt op for at protestere mod, at Aalborg Kommune graver på lodsejernes jord som led i et naturgenopretningsprojektet, selv om der ikke var enighed om erstatningen til lodsejerne. Det endte med, at 30 demonstranter blev taget med på politistationen i Aalborg. Alle blev dog senere løsladt, og sigtelserne frafaldet.

I 2020 fik tvisten mellem lodsejere og Aalborg kommune en afgørelse, der betød større erstatning til lodsejerne end de først var stillet i udsigt.

Dermed er sagen dog ikke slut. I januar 2021 fik konflikten nyt liv, da rådmand Hans Henrik Henriksen (S) fra Aalborg kommune udtalte sig kritisk om lodsejerne på tv. Lodsejerne krævede, at udtalelserne blev taget tilbage, og da det ikke skete, anlagde de en injuriesag, som endnu ikke er afsluttet (ultimo ’21.)

Det store projekt var et forsøg på at stoppe et bekymrende fald i vandstanden i den uberørte højmose, som uvægerligt medfører at spagnum og andre mosser dør ud og giver vækstmuligheder for birk, asp og diverse buske, som normalt ikke findes på en højmose.

Se den flotte video her.

Man kommer til højmosen via en trappe over hegnet og videre på en plankesti ud på højmosefladen. Nyd stilheden og de store vidder kun afbrudt af summende insekter og sommerfugle. Den flade og fugtige højmose kan fremvise forskellige slags lyng, tuekæruld, revling og tranebær samt den kødædende plante soldug. Forskere har målt dybden af mosens tørvelag ved plankestien, og der er ca. 6 meter tørv ned til den gamle havbund under højmosen.

Ude på Tofte Mose er det som at være på en dansk ’savanne’, da man har en enestående fornemmelse af, at være udenfor al civilisation og har fri udsigt over Tofte Mose.

Tofte Mose er den største og mest velbevarede højmose i det nordvesteuropæiske lavland – en kronjuvel i dansk natur.