Nyheder

Aage V. sikrer sig sidste bid af Guldhøj

De sidste to tønder land skifter ejer

Det er efterhånden trekvart århundrede siden Mulbjerge ved Dokkedal blev fredet i 1948. Indtil da var bakkerne ejet af de lokale landmænd, der lavede indhegninger og lod kvæget græsse om sommeren. Efter fredningen begyndte årtiers tovtrækning mellem lodsejerne og fredningsmyndighederne frem til slutningen af ’80erne, og største delen af området blev overtaget af Aage V. Jensens fonde.

Nu – årtier senere – var det en almindelig opfattelse i lokalområdet, at fondene for længst havde sikret sig hele området. Men det er faktisk ikke helt korrekt, idet de seneste par tønder land netop (sommren ’22) er overtaget af en af fondene. Den sidste bid af bakkerne har hidtil været ejet af ejendommen Guldhøjsvej 7, men i forbindelse med at ejendommen har stået til salg, henvendte fonden sig til sælger og fik handelen på plads.

– Det er rigtigt at Lille Vildmose Naturfond har erhvervet det mindre stykke jord, der hørte til nr. 7. Vi har græsset det i mange år, men nu kom det til salg og så tog jeg kontakt til sælger, siger skovrider Jacob Palsgaard Andersen fra Aage V. Jensens Naturfond.

Sandet til vejbyggeriet blev i stort omfang hentet i de nu fredede Mulbjerge. 'Sandgraven', der tydeligt ses umiddelbart øst for Møllesøvejs udmunding i Kystvej, blev skabt først i '30erne. Møllesøvej der blev åbnet i 1934
Den nyerhvervede matrikel kan ses på dette gamle kort - den grønne skravering - meget tæt på selve Guldhøj. Fonden har alene overtaget græsningsarealet - ikke selve ejendommen Guldhøjsvej 7

På billedet herover ses det langstrakte areal, som hidtil har tilhørt Guldhøjsvej 7, som strækker sig over den høje del af bakken helt til den stejle del af bakken mod øst. Matriklen kan indtil videre ses på hjemmesiden dingeo.dk, via dette link. Her ses også mange lidt ældre luftfotos.

Strengt taget er det en af de tilknyttede fonde, Lille Vildmose Naturfond, der nu ejer hele græsningsfolden på Guldhøj. Det er et areal på små 30 ha.

Imens har nye generationer af kvæg græsset fredeligt hver sommer, blandt andet for at passe på den særprægede flora, som ikke kunne overleve hvis buske og træer rykkede ind – således som det er tilfældet på de nordlige Mulbjerge.

Helt konkret er det  Galloway kvier fra gårdejer Niels Kr. Jensen i Kongerslev, der nu klarer jobbet.

Fonden er en betydelig jordejer ikke alene i Mulbjerge. På fondens hjemmeside kan man læse, at Lille Vildmose Naturfond blev stiftet af Aage V. Jensen Naturfond – i tæt samarbejde med Vildmoseforeningen –  i 2008 for at støtte det lokale engagement i Lille Vildmoses natur, hvis højmoser er blandt de største og bedst bevarede i Nordvesteuropa. Med en startkapital på 26 millioner kroner har Lille Vildmose Naturfond, der har hjemsted i Aalborg Kommune, siden sin stiftelse arbejdet i naturens tjeneste i Danmarks største fredede landområde.

Lille Vildmose Naturfond ejer knap 900 hektar af Mellemområdet i Lille Vildmose, hvis samlede fredning dækker 7.700 hektar. Desuden ejer og forvalter den lokale naturfond 20 hektar af Paraplymosen nordvest for Portlandmosen.

Og af lokal interesse i Dokkedal ejer fonden også arealet og den store hal med udstillinger ved Remisen.

Når den sidste hegnspæl så at sige er kommet på plads i Mulbjerge ved Guldhøj, er det samtidig også en streg i sandet (Mulbjerge består udelukkende af fint sand!!!).

Den oprindelige fredning fra 1948 er blevet justeret flere gange siden 1954,1974 og 1986, og det er ikke sket uden kontroverser med de tidligere jord/sandejere.

Hvis nogen skulle påstå andet, er det en mulighed at nærlæse de alenlange afgørelser fra diverse myndigheder – senest fra 1987. (Klik på dette link og hend PDF – 134 sider!) Altså efter den sidste justering, hvor det især handlede om erstatninger til de tidligere ejere.

 

Det er således et ganske betydeligt kapitel i den lokale historie i Dokkedal, der nu er endeligt slut.