Nyheder

Epoke med kartofler fra Dokkedal rinder ud

Dokkedals største kartoffelproducent lukker
- kun én avler holder 'vildmosekartofler' i live

En epoke på godt 40 år med stordrift af kartofler ved Dokkedal lakker mod enden. Måske er det allerede slut med de kilometerlange kartoffelrækker vest og sydvest for byen, måske bliver et mindre areal lagt ud med kartofler til foråret ’23, men så er det endeligt slut, og lokale og gæster skal se langt efter de såkaldte vildmosekartofler – nærmere bestemt ca. 10 kilometer vestpå til herregården Randrup, der ligger lidt syd for Kongerslev.

Det første spæde forsøg på at lave kartofler på den spagnum-holdige mosebund foregik i mosens nordvestlige udkant, men det var pionererne Lene og Ejner Dalum, der først fik succes med kartofler i større stil fra de to statshusmandsbrug på Birkesøvej 3 og 5.
– Dengang var det endda en rimelig forretning, men vi besluttede at sælge da jeg blev syg i 2005, fortæller Ejner Dalum, der sammen med Lene købte en ejendom i udkanten af Dokkedal, hvor de stadig bor.

Køberen var Kim Hjort Christensen, der i den følgende tid optrappede produktionen yderligere til en typisk årsproduktion på 70 hektar og flere tusinde tons.

Kartoflerne sælges primært til grossisten Danespo, som pakker dem og leverer til Dansk Supermarked/Salling Group.

Når kunderne finder en pose med Vildmosekartofler i Bilka / Føtex / Salling etc. kommer kartoflerne altid fra Lille Vildmose
Der er flere tusinde tons kartofler på lager hos Kim Hjort Christensen - egnens største kartoffelavler. Kartoflerne opbevares i store trækasser på køl, og gøres klar til levering løbende gennem vinteren afhængig af efterspørgslen.

Kim Hjort Christensen har de seneste par år været den eneste leverandør af kartofler fra området ved Dokkedal, efter at naboen Aksel Hybertz Nielsen gav op som følge af de lave priser, som er en udløber af en hård priskonkurrence fra især midtjyske avlere af ‘almindelige’ kartofler på de sandede jorder.

Det er dog ikke den direkte anledning til, at også Kim Hjort Christensen meget snart lukker ned. Det handler om en anden stor kraft udefra – nemlig statens interesse i at føre såkaldte lavbundsjorder tilbage til naturen, eller noget der ligner.

Læs mere fra ministeriet om udtagning af lavbundsjord her.

Hjort Christensen har besluttet at sælge – sammen med flere af naboerne, der råder over større arealer med tidligere hav- og søbund, herunder indhold af spagnum, som har været en afgørende ingrediens i produktionen af de særlige vildmosekartofler. Det betyder afslutningen på årtiers vedholdende indsats fra hele familien for både egen avl og for ikke så mange år siden også for at beholde selve betegnelsen vildmosekartofler.

Slaget om retten til navnet

Faktisk er det en forholdvis udbredt misforståelse, at vildmosekartofler alene kommer fra Store Vildmose – altså den lille vildmose nord for Limfjorden. Så sent som i 2012 gjorde kartoffelavlerlauget nord for fjorden et ihærdigt forsøg på at få eneret på betegnelsen – lidt efter samme kriterier, som undervejs også har ført til langvarige tovtrækninger i EU om eksempelvis feta fra Grækenland og diverse franske specialiteter.

Avlerne nordfra havde på ingen måde søgt at få produktionen i Lille Vildmose med, idet retten til navnet i en ansøgning var helt konkret begrænset til et geografisk område i Store Vildmose. Det var helt tilfældigt, at sagen blev nævnt i et interview i Nordjyllands Radio, da Kim Hjort var ude at køre bil.
– Jeg kom vist til at køre op på fortovet, så overrasket blev jeg, siger Kim Hjorth.

Der gik ikke længe, inden alle avlerne i Lille Vildmose – anført af Kim Hjort og ejeren af Randrup, Jens R. L. Hjorth – vidste besked, og de fik hurtigt fat i flere jurister. Afgørende blev en kontakt til advokatfirmaet Hjulmand & Kaptajn i Aalborg. Sagen var ikke helt klappet af, men skulle i høring i EU, og her fandt advokaterne en fejl i udbudsmaterialet som indebar, at hele sagen skulle gå om. Dermed døde sagen, og der står den dag i dag vildmosekartofler på de poser, som sælges i Salling Groups butikker.

I dag er det måske en smule paradoksalt, at en sådan sag kunne opstå for kun 10-11 år siden. Truslen mod avlerne fra Store Vildmose kommer ikke fra dem sydfra, men af de hårde markedsvilkår, som også har medført kraftig indskrænkning af produktionen nord for fjorden. Også her er Naturstyrelsen på vej ind – med klima-lavbundsprojekter i stil med planer for de hidtidige kartoffelmarker i Lille Vildmose. 

Heldigere kartofler fra Randrup

Det er dog en postgang eller to for tidligt at skrive nekrologen for alle kartoflerne i Lille Vildmose. Tværtimod er ejeren af herregården Randrup, Jens R. L. Hjorth, ikke bleg for at antyde, at det måske er en fordel for gårdens produktion, at den nu bliver helt alene i Lille Vildmose.

– Hvis vi er alene kan det måske blive lettere, når vi skal snakke priser, siger Jens R. L. Hjorth, der råder over flere hundrede hektar og den seneste sæson har høstet ca. 30 hektar kartofler.

Faktisk har Randrup investeret ekstra i maskiner specielt beregnet til skånsom produktion uden sprøjtning, og en del af kartoflerne leveres direkte til Københavns Grønttorv meget tidligt på året, fordi de dyrkes under plast.

Kartoflerne dyrkes så langt fra Dokkedal som man kan komme og stadig blive på de flade områder med tidligere havbund. Også her har et par avlere i nærheden af Randrup faktisk givet op de seneste år.