Nyheder

Pindstrup runder omsætning på milliard

Rekorder over hele linjen for Pindstrup

I sin 117 år lange historie har Pindstrup Mosebrug aldrig haft så gode tal. For første gang omsætter den familieejede virksomhed over 1 mia. kr. Samtidig polstres egenkapitalen yderlige, så den ny er meget tæt på 700 mio. kr.

Det skriver Jyllands-Posten i en omtale af det seneste regnskab for 2020-21, der netop er offentliggjort.

»Jeg er stolt af, hvordan mine medarbejdere har knoklet for den flotte toplinje og rekordhøje omsætning,« siger direktør Torben Brændgaard.

Virksomheden har base på Djursland og sælger spagnum, gødning og substrater til privatpersoner og gartnerier på hele kloden. Produktionen foregår i Danmark, Estland, Letland, Rusland, Spanien og Storbritannien og virksomheden har mere end 800 ansatte.

I Danmark har koncernen udover Pindstrup på Djursland en meget synlig aktivitet i Lille Vildmose tæt på Dokkedal og i Sdr. Kongerslev, hvor der fortsat udvindes og forarbejdes spagnum.

Virksomheden forklarer årets succes med en høj efterspørgsel, og at virksomheden samtidig er blevet bedre til at udnytte produktionskapaciteten på fabrikkerne og derved sælger flere produkter uden for sæson.

Direktøren lægger dog vægt på, at det også har været et besværligt år med ottedoblede fragtpriser og svær adgang til containere. Særligt transporten over atlanten har givet rynker i panden. Bl. a. derfor har Pindstrup Mosebrug været nødsaget til at sætte prisen op på deres produkter med 5-10 pct. i løbet af året. En udvikling der vil forsætte.

Regnskabet blev endeligt godkendt på virksomhedens generalforsamling den 7. februar. Du kan hente det her.